h1

Læser en af Obamas yndlingsromaner, men ikke kun derfor

23. August 2016

Og nu må jeg altså læse videre!

Skærmbillede 2016-08-23 kl. 16.28.27

“.. En sikkerhed voksede frem i ham med hver eneste succes, en fornemmelse af en usynlig trappe, der var blevet besteget.”

h1

Walking Blues

15. August 2016

h1

Click to read (Louisiana Literature 2016) eller alt det jeg ikke får set hørt og oplevet i år

2. August 2016
IMG_1853

Billedet er fra sidste års litteraturfestival. Vejret var upåklageligt.

Louisiana Literature har endelig offentliggjort årets festival-program, og jeg sidder og klikker frem og tilbage i det, skiftevis kold og varm. Varm, fordi jeg glæder mig over det jeg kan nå at opleve der, kold, fordi der i år er rigtigt meget jeg ikke kan nå at være med til at opleve.

Torsdag den 18/8 starter det hele. Jeg er ikke klar før klokken 19:00 den dag. Jeg må derfor undvære Linn Ullman kl 16:30 i Koncertsalen. Den forfatter – eller de forfattere jeg eventuelt kan nå at nyde, kommer på klokken 20:15: Mikael Bertelsen præsenterer debutanterne Hanna Lutz, Maja Mittag og Morten Pape.

Nå.

Fredagen kommer med tunge arbejdslommer. Så jeg kan ikke opleve oplæsning med Tomas Espedal i Koncertsalen klokken 14:00. Ej heller Karl Ove Knausgård i snak med Christian Lund (Parkscenen) klokken 13:00. Som tiderne ser ud, kan jeg heller ikke opleve Merete Pryds Helle i samtale med Kristina Stoltz på Vestscenen klokken 14:30, og guderne må korse sig fordi jeg også går glip af koncerten med Bisse klokken 18:30 på Villascenen.
Jeg når heller ikke Ali Smith der interviewes af Pia Juul klokken 19:00 i Koncertsalen. Heldigvis, heldigvis får jeg lov til at sidde enten indenfor i Koncertsalen eller udenfor i Haven, mens Julian Barnes interviewes af Kim Skotte! Bling bling! Det var klokken 20:30. Og så hjem i seng..

Sidste år oplevede jeg Vladimir Georgijevitj Sorokin.

Sidste år oplevede jeg Vladimir Georgijevitj Sorokin.

Lørdagen er en streg i regningen – Ja ja, jeg surmuler! Men jeg kan ikke nå Linn Ullmann i samtale med Kirsten Thorup i Koncertsalen klokken 12:00. Det ville jeg ellers mægtigt gerne.
Jeg får heller ikke noget Beate Grimsrud (Vestscenen klokken 13:00). Julian Barnes oplevede jeg om fredagen, og fik forhåbentligt signeret bogen ‘Tidens støj’. Så det er ok, at jeg ikke når frem til ham klokken 14:00 i Koncertsalen.
Jeg håber og tror, at jeg får Ali Smith at se – hun samtaler med Nell Zink klokken 15:00 på Parkscenen (og hun må IKKE melde afbud som sidste år! Jeg var så skuffet!) Men det kommer an på så meget. Dsb, f.eks. Men klokken 16:30 skal jeg nok være på pletten (Parkscenen) hvor Søren Ulrik Thomsen snakker med Klaus Lyngaard – moderatoren er min yndlingsmoderator, Synne Rifbjerg.

Nu hjem.

Søndag er solens dag! Jeg har fri til Louisiana Literature! Jeg vil stå op klokken 6:00. Drikke kaffe. Smøre madpakke som jeg plejer. Så vil jeg tage bus og tog (omkring klokken 8:00) og gå de få skridt der skal traskes fra tog til Louisiana, finde min vej ind på museet, trisse rundt med en kop kaffe, se udstilling, snakke med folk jeg møder. Derefter vil jeg opsøge Parkscenen og Karl Ove Knausgård i samtale med Tomas Espedal. Det er klokken 12:00.
Hvis jeg bliver hængende ved Parkscenen, kan jeg få endnu et ønske opfyldt, nemlig Beate Grimsrud. Hun er på, sammen med Carl-Henning Wijkmark, klokken 14:00. Og jeg skal lade være med at skæve til Vestscenen. Der er der nemlig også nogle interessante ting i gære. Tomas Lagermand Lundme læser op. Og Trisse Gejl. Åh men, klokken 14.30 læser Peder Frederik Jensen op – og det var på Vestscenen! Men ham kan jeg jo ikke høre eller se fordi jeg sidder og lytter til Beate Grimsrud – det er så synd for mig! Maja Lucas er der klokken 15:00 og Bjørn Rasmussen, klokken 15:30.
Men nu kommer søndagens dilemma. Hvem skal jeg foretrække? Jess Ørnsbo i samtale med Dorrit Willumsen i Koncertsalen klokken 15:30 eller – Erica Jong på engelsk – både med oplæsning, og i snak med Martin Krasnik ved Parkscenen? Det må komme an på humøret. Simpelthen. Er jeg til Jong eller Willumsen på en søndag?

Her er dygtige Sara Stridsberg (også fra sidste år).

Her er dygtige Sara Stridsberg (også fra sidste år).

Og så nævnte jeg slet ikke Maria Gerhardt klokken 13:00 på Villascenen.. Eller Lone Hørslev med bandet Uhørt klokken 14:45 på Villascenen. Men det betyder altså ikke at jeg ikke kan lide dem.

Noget andet jeg ikke nævnte: Poesimaration.
Rent faktisk kan jeg opleve det fordi det foregår i skumringen om fredagen fra klokken 19:15-22.45. Men så kommer det altopslugende spørgsmål igen.

Se hele programmet her:  Louisiana Literature | Louisiana

h1

Who Can I Be Now

2. August 2016

h1

Hov! En ny Bowie?

22. July 2016

Skærmbillede 2016-07-22 kl. 19.50.34

h1

Den svære fred

18. July 2016

Jeg kan ikke forstå at jeg ikke for længe siden har grebet en Benn Q. Holm bog.  Jeg skammer mig nærmest over det. Heldigvis sidder jeg med ‘De døde og de levende’ (2016) lige nu. Til alt held har jeg netop vendt den sidste side. Hvor var det en fantastisk læseoplevelse. En rejse. Jeg er simpelthen så rørt. Tårerne bruser som et oprørt Kattegat i mine øjne, truer med at rive sig løs, og oversvømme min mandag. Og sådan har de, tårerne, ligget og skvulpet i øjekanten, mens jeg har hugget mig sultent gennem Benn Q. Holms roman om den danske modstandskamp og den svære fred. Freden, som Ebbe og kammeraterne i modstandsgruppen nærmest bliver skuffet over, da den endelig indtræder. Var de mere i live dengang de kæmpede for livet? Den ene kan ikke gå ud af døren uden sit håndvåben. Den anden drikker sig fra sans og samling, og sniger sig ud af bodegaers bagindgange – hvis nu nogen stod på lur..?

Vi skal have mere litteratur om krigsveteraner. Siden 1992 har over 26.000 soldater været sendt ud i verden. Nogle har været omkring Balkan og Irak, og andre i Afghanistan. Mange krigsveteraner lider af posttraumatisk stress, ligesom Ebbe i Benn Q. Holms bog De døde og de levende.

I De døde og de levende støder man på tanker der indikerer, at Ebbe og kammeraterne savner det kammeratskab de fik opbygget indbyrdes, mens de var i krig, – selv spændingen og adrenalinkicket (uden at romantisere).
Men de frygtelige billeder af kammerater der dør, kan vel aldrig helt udviskes. Og så er der den der skyld; hvorfor var det netop Ebbe der overlevede, og ikke Erling?Skærmbillede 2016-07-18 kl. 10.54.57

Kort om handlingen:  Ebbe og Karen er jurastuderende da de træder ind i modstandskampen. Og så har vi balladen. Ebbe er med i en sabotageaktion der ikke går så godt. Han må da flygte til Sverige. Der kommer han ind i den danske brigade.
Da freden er en realitet rejser Ebbe hjem til Danmark igen. Den elskede Karen er gravid, men Ebbe er ikke faren. Og med krigshelvedet i kroppen og Karens utroskab crasher hans verden fuldstændig. Vrede, jalousi og indesluttethed er det Karen får. Mens Karen, derimod, er udadvendt, politisk engageret, og fuld af gåpåmod. Det handler ikke kun om Ebbe og Karen. Der er også andre spor i romanen. Jeg kan virkelig godt lide hvordan romanen springer rundt mellem Ebbe og Karen og Erik Scharff og Emmy. Det giver en god dynamik. Nu lyder jeg lidt indforstået. Erik Scharff er den energiske energibombe og leder af modstandsgruppen. Emmy er så han kæreste, – hun er i øvrigt revyskuespillerinde. Hende er der gang i.

Det bedste ved bogen er ikke at den bevæger sig rundt i krig  – og det er heldigvis også kun i de to første kapitler, at jeg må trække i støvlerne, slå hælende sammen, og stride mig gennem fimbulvinter og anstrengende krigsinferno sammen med Ebbe og kammeraterne (jeg har personligt aldrig været så vild med bøger der omhandlede 2. verdenskrig). Men ingen fred uden krig. Derfor er de to første kapitler i bogen vigtige. Vi møder jo de personer som omgiver Ebbe og Karen. Det er også interessant at læse om den udvikling der sker i  efterkrigstidens Danmark. Ben Q. Holm kan sin historie. Og så er jeg vild med hans sprog. Det er klart, og til tider nærmest lyrisk; kan man indsætte ordet ‘episk’ her? Han maler gode billeder for sin læser. Som f.eks. da en af Ebbes venner (den gigtplagede musiker Nellemann) spørger Ebbe, om han stadig har onde drømme, og Ebbe siger at de kommer af og til, men at det værste er, at han skræmmer Karen og datteren med sine udbrud:

.. Hold ud, Ebbe. Jeg siger ikke at det forsvinder, for det gør det ikke. Men det er som en kniv der bliver sløvere og sløvere med tiden.”

Benn Q. Holm kropper romanens personer på troværdig måde. Der er denne anspændte atmosfære i Ebbe, – han er hele tiden på kanten af eksplosion. Når han så eksploderer, gør det nærmest fysisk ondt at læse, og så er det, at man, altså jeg, får tårer i øjnene.

Skærmbillede 2016-07-18 kl. 10.53.43Jeg havde sindssygt meget lyst til at ruske i Ebbe mens jeg læste romanen, og hvis jeg havde kunnet få armene ind i bogen, få fat i Ebbe, så havde jeg virkelig rusket ham hårdt, bedt ham om at leve sit liv, nu hvor han havde det. Erik Scharff, der godt nok drikker så man tror det er løgn, og aldrig går nogle steder uden sin Browning M1905-pistol selvom krigen er slut, har en samtale med Ebbe. De kommer ind på sabotageaktionen, der ikke gik så godt, – hvor to mænd blev dræbt. Ebbe vil ellers ikke snakke om det, men Scharff holder fast, og jeg fryder mig. Endelig en der rusker til:

“.. Indrømmet. To dræbte, dig på flugt, og så videre. Men det er bagklogskab, er det ikke? Og for dig var det held i uheld, du kunne være blevet taget og endt i kz-lejr. Her forleden døde Henry Ortved af tuberkulose. Da han blev hentet af de hvide busser i Neuengamme, vejede han ikke mere end en sæk koks. Kom langsomt til hægterne. Men han klarede den altså ikke. Han blev femogtyve. Så, Ebbe, i stedet for at føle skyld, så føl lidt taknemmelighed. Sådan forsøger jeg at leve. Nyder livet, passer mine forretninger.”

Men for Ebbe er krigen ikke slut. Det beskriver Benn Q. Holm ret så fornemt her:

“.. den havde taget bopæl i ham, han var som en tavs bonde der hårdnakket dyrkede sin udpinte jord og frydede sig når høsten slog fejl, som var alting Guds fejl..

Ender det så godt? Hvad tror du selv? Det er en god ide at læse bogen hvis du vil vide det, ja, det er nærmest en opfordring herfra: Jeg blev rørt. Og da jeg vendte sidste side i bogen kom tårerne som et oprørt Kattegat, – rev sig løs, og oversvømmede min mandag. Og det er jeg glad for! Jeg gentager: Benn Q. Holms roman om den svære fred (efter en krig) er en nødvendig roman.

Ingen fred uden fred.
*
Kort om Ben Q. Holm: Født den 24/4 1962 i København. Uddannelse: Cand.phil. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 1992. Debuterede 1994 med Til verdens ende. Fik litteraturprisen Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris i 2000. Hans gennembrudsroman hedder Hafnia Punk fra 1998.

h1

It Never Entered My Mind

4. July 2016

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 27 other followers