
Nye bøger i juni 2011
Juli Zeh’s Corpus delicti udkom medio maj. Men først nu har jeg købt bogen. Jeg glemte den.
Forlagets beskrivelse: CORPUS DELICTI er en big brother-fortælling om et sundhedsdiktatur i en nær fremtid, der kontrollerer alt og alle. Borgerne er underlagt et fast sportspensum og skal regelmæssigt afgive rapport om søvn og ernæring. Åndelige værdier overvåges mistænksomt. Mia Holl er 30 år, tiltrækkende og intelligent. Hun er stillet for retten, anklaget for for megen kærlighed, for megen forstand og for megen åndelig uafhængighed. Mia vil bevise, at hendes bror er blevet uskyldigt dømt for voldtægt. Af kærlighed til broren, som tog sit liv. Juli Zeh er en af Tysklands pt. mest interessante unge forfattere. Hendes debut ØRN OG ENGEL (2001) blev en overraskende bestseller, der løb med alle de debutantpriser, der findes i det tyske sprogområde. Siden er på dansk udkommet LEGESYGE og DET SIDSTE SPØRGSMÅL.
Alice. En novellsamling, men ikke en af dem “man” plejer. Alice er skrevet af Judith Hermann. Fik 6 hjerter af Politiken. Alice har mit.
Udgivelse: i maj 2011 men bogen er fra 2009, skulle jeg hilse at si.
Om Alice (Politikens boghal): I sin tredje og seneste bog, novellesamlingen Alice (2009), portrætterer Judith Hermann en kvinde sidst i trediverne. Den første af de fem noveller foregår i en tysk provinsby, den anden i Italien, de tre sidste i Berlin. I hver af dem oplever, genoplever eller bearbejder den gennemgående hovedfigur Alice en mandlig vens, et mandligt familiemedlems eller en mandlig samlevers død. Dødsfaldene er ikke spektakulære. Vi ser Alice på hospitalsbesøg. Vi hører hende tale. Vi følger hende på hendes vej gennem Berlins gader, mens hun på skift forsøger at huske og glemme. Vejret og årstiden skifter. Imens rydder Alice op i garderober, gennembladrer breve og sorterer gamle grammofonplader. Alt er på samme tid almindeligt og anderledes. Det er som om døden oplyser tingene indefra.
Den bog har et skrækkeligt omslag der mest minder om en eller anden goth-ungdomsroman hvor en vampyr tilfældigvis forfører klassens kloge pige. Derfor gengiver jeg heller ikke bogens omslag her. Men det den bog har i sig.. Det er fantastisk! ‘En dåre fri’ er en bog der sindsopriver med sin fortælling om kvinden Eli, der lever med sin skizofreni samtidig med at hun udvikler sig i rivende fart som forfatter. En grum og rørende bog. Beate Grimsrud er tildelt kritikerprisen 2010 for bedste voksenbog og så er hun nomineret til Nordisk råds litteraturpris 2011.
Opdateringer forekommer..


