Fit for write?

Det er svært at være sin egen redaktør. Du kan (næsten) ikke klare det job selv. For du har siddet og påhittet, svedt, været inspireret, slettet skrift konstant, påført nyt, og tvivlet. Du har lidt af writers block, ændrede sovevaner, spist for meget sukker, drukket for lidt (vand), du kan ikke mere se klart. Det er der din redaktør kommer ind i billedet. Han/hun kommer ind lige der hvor du er svagest. Der, hvor du intet kan overskue. Redaktøren kommer ind og tager din puls og beder dig om at gå hjem til dig selv og overlade det hele til ham/hende.

Men hvad nu hvis du er helt alene? Hvad nu hvis du ikke har en redaktør?

Der er mange måder at skrive romaner på. Nogle går i kloster. Men det kan jeg ikke tillade mig, da jeg har et (andet) arbejde ved siden af, plus mand hjem og barn.  Andre får sig en skrivegruppe, som de mødes med hver torsdag. Så sidder de i samme rum og skriver, kommenterer, korrekser og applauderer.

Jeg, som er mig, vælger den eneste udvej: At gøre det alene. Det går et stykke tid. Men så går det hele i stå. En god kollega sagde engang at det er noget fis, at forfattere skal have råd og ris og alt mulig opmærksomhed ind over skriveprocessen. Det er ensomt at skrive. Det er pissehårdt og der er overhovedet intet party der. Man kan lige så godt blive vant til at det er et helvede at være forfatter. Han gav ikke en fløjtende fis for alt det socializing, som mange forfattere dyrker (sammen).

Hvis du læste om min lykkelige skriveproces som oprandt for et par dage siden, vil du tænke, at jeg da slet ikke har brug for skrivegrupper eller forfattercoaching o.l. – det gik jo som en leg. Og ganske rigtigt havde jeg indlagt pauser og overspringshandlinger – bare for en sikkerhedsskyld, men den dag var henrivende, for arbejdsiveren var god og jeg oversprang kun en gang på syv timer. Men i dag, hvor jeg igen har syv timer til at skrive og rette i inden jeg skal til forældresamtale på min datters skole, er jeg så fit for write? Hvad nu hvis jeg hellere vil høre musik?

Nu skal jeg lige have morgenmad – eller skal jeg lade være? I gamle dage, skrev jeg bedst på tom mave, – som om maveknur og tarmspasmer trak det fra skriften, som ellers ville være ren fyld. Uanset hvordan jeg vender og drejer mig: Jeg skal redigere færdig i dag. I morgen er jeg boghandler (og glæder mig til Pia Juuls mega-store digtsamling, som udkommer i dag!) og derfor slet ikke indenfor skriftens rækkevidde. Manus skal sendes til en sparringspartner inden jeg går på ferie (d. 2.6) – den sparringspartner, som jeg fik for nylig, da jeg indså, at jeg måtte have et par kloge øjne ind over mine ideer.
I juli skal vi så mødes og snakke om mit manuskript. Holder det? Det er godt at jeg er medlem af en forfatterforening (Danske Skønlitterære Forfattere), der kan hjælpe mig med at finde prominente mennesker til den slags ting.

16. december: Labyrinten

I 1792 eksisterede der en idé og et stykke papir, som holdt så meget af hinanden. De lå på et fint skrivebord, som en mand ofte sad ved. Sommetider skrev han. Sommetider grublede han. I længere tid, havde han mest grublet fordi han var raget uklar med én af sine vigtigste venner: Idéen.

Og idéen var faktisk raget uklar med det hvide papir fordi det sølle stykke pap holdt så fast i sin hvide side:

”Skal der slet ikke stå noget?” spurgte idéen, mens den forsøgte at hoppe op på papiret.
For hvert hop, krøllede papiret sig bare endnu mere sammen og til sidst gav idéen op.

En dag lagde den mærke til, at papiret var blevet så krøllet at de dybe furer næsten havde revet det midt over. Nu var gode idéer dyre:

”Hvad gør vi ved det? Jeg kan ikke være din idé, når du ser sådan ud.”

Papiret foldede sine æselører ud og lyttede til idéen, for det havde det aldrig tænkt på:
”Tænk, hvis jeg slet ikke kan bruges? Så ryger jeg i papirkurven og så er det ude med mig!”
Idéen tænkte, at den måske kunne blive en fantastisk god idé, og efter et døgns tid fandt den ud af noget.

Hvis papiret skulle være med på idéen, måtte det folde sig helt ud og ikke være bange for at gå i stykker. Det var en god idé, mente papiret. Så det foldede sig ud og glattede sig til – især i hjørnerne, hvor æselørerne var ret markante.

Nu så idéen de smukkeste mønstre i papiret og den banede sig vej hen over alle linjer og krøller i det hvide.

Det tog et år for idéen at få noget på plads. Men en dag, ved det brune skrivebord, sad manden og så på papiret. Han så to gange, måske ti, og pludselig greb han idéen og begyndte på sin roman: Labyrinten.