Knud Romers udsagn om facebook – holder de?

Et stort og rungende JA! Selvfølgelig er facebook kun noget i kraft af det du selv bidrager med. Men der er nu noget om det forfatteren Knud Romer skriver.

Knud Romer: Facebook er en kræftsvulst.

Jeg har bemærket hvor meget energi jeg har fået efter jeg forlod facebook. Kræft er noget der griber om sig og dræner patienten for liv og kulør. Det samme kan man faktisk godt sige om facebook. Du kan heller ikke undgå at se det lille facebook-ikon/link på diverse “vigtige” websider, som fx DR1 og TV2, selv aviserne tager det på sig, ikonet.

Det korte i det lange: Sådan var det ikke i facebooks tidlige år. Facebook har virkelig bredt sig (som cancer).

Knud Romer: Det er fællesonani og rygklapperi.

Åh ja. Og jeg skriver “Åh ja” med et smil om munden fordi jeg jo også har mærket rygklapperne – til min egen fordel. Men jeg har da mest siddet og kigget på hvordan den ene “aede” den anden og roste og heppede og ih, hvor er du smuk! og åh, hvor skriver du godt og næ, hvor er jeg vild med dine statusopdateringer  og hvor er det dejligt du også synes om minøø! Men spørgsmålet er om det ikke bare er som at pisse i bukserne; det er bliver hurtigt klamt og koldt? Ja, jeg spør bare!

Knud Romer: Det er en social psykose.

Altså, som jeg startede med at skrive, så er facebook lige præcis så meget, som du hælder i sitet. Ikke en flyvende fis mere. Men jeg har observeret og spioneret mens jeg hang ud i stilhed, derinde. Det, jeg har set er at folk med psykiske problemer ofte bliver hængende foran skærmen i stedet for at lukke låget ned på computeren og komme ud i verden (og det er ikke mig jeg taler om her, heller ikke dig, men nogle andre) Det er jo også så bekvemt at sidde der; du slipper for at gå ud i verden og møde ham eller hende, du behøver heller ikke gå i bad – ingen ved jo at du sidder med fedtet manke og gamle tæer bag skærmen. Er der tvivl om hvordan du vil se ud, så sætter du bare lige et billede på profilen af dig selv, fra dengang du var model i 1864 – VUPTI! – Det er nemt, at sidde på facebook og gå tur i sine virtuelle haver.

::PaRanOIa:: er også et af de træk, der er udbredt derinde:

“Hvem er venner med hvem og hvorfor er der ingen der siger tommel op til mig jeg synes jeg er så klog og lægger op til debat hver dag men ingen gider diskutere med mig .. osv ..”

Det er så kommet frem, at det ikke er dine venners skyld. Det er facebook, der skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig! Jamen, det er sgu da lige så invaliderende! Facebook kan sagtens gå hen og blive en social psykose, i værste fald så.

Knud Romer: En lukket klub, som lukker og slukker demokratiet. 

Kig på sætningen: “Facebook skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig”. Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på den her sætning: “Profilejere må ikke længere hedde noget med  ’Book’ ‘face’, ‘poke’ ‘wall’ eller ‘FB’.” Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på sætningen: “Facebook ejer dine ord og dine billeder! De bruger rask væk af dine ord uden at tænke over dine (afsenderens) rettigheder. Facebook udnytter simpelthen sine brugere! Facebook ejer din sjæl!” Fik du læst det? Godt!

SÅ meget for demokratiet!

Mht. de der klubber.. Der er stort set ikke andet derinde. Jamen, folk opretter jo rask væk alt muligt man skal inviteres til: Der er ‘De forfængelige poeters klub’ – KUN for indviede, selvfølgelig! Man kan ikke bare “gå ind”, man skal inviteres eller søge om optagelse! Så er der de irriterende klubber, som folk bare adder dit navn, – uden at du har givet dem lov. Så kan man komme glad og uspoleret hjem fra sit 8-4 job og opdage, at man befinder sig i ‘Hønseklubben’ og at der kommer 117 kommentarer om proteiner og det sidste nye kongeskib. Det stopper ikke før man har “forladt samtalen” – det kan man så heldigvis godt – forlade en gruppe. Det manglede da også bare. Men alt i alt er facebook altså en lukket klub. Så får man en venskabsrequest fra Lars med den røde cykel – nøj, han er jo berømt – og næste dag har han slettet dig igen, fordi du da vist ikke var lige så berømt, alligevel (som ham). Det er sgu da nedtur! Snobberiet mærkes en del på Facebook. Det er fx nemt at se snobber, når man iagttager de forfattere, der engang måtte udgive på små forlag uden de store armsving, – når de så skal til at udgive bøger på et anerkendt forlag, SÅ får de pludselig rigtig mange anerkendte forfattere som venner: Men om de så kigger til din side? Nøø! Det ER de lukkede poeters klub! Ja ja, når skidt kommer til ære .. (siger jeg bare!)

Knud Romer: Spild af tid og spild af kræfter.

Ja, altså – hvis du synes det er fedt med fællesonani, rygklapperi, sociale psykoser og lukkede klubber, så er det vel ikke spild af tid. Så er det bare lige dig! Men jeg har sgu fundet mig selv, efter jeg droppede facebook – det er i øvrigt snart en måned siden. Jeg er blevet et gladere og roligere menneske. Jeg behøver ikke cipramil. Jeg ved at der findes træer og græs – jeg har selv været der! Og jeg kan bevise, at der findes mennesker – af kød! De har også fedtet hår og bumser (som mig selv). De kan godt blive sure på mig uden at slette mig af vennelisten. De tør tage konsekvensen og bruge den. De fortæller mig, hvis jeg går over stregen – de skjuler mig ikke bare – bye bye. De kan give mere end smileys og thumbs upsies, de kan give KRAM og et godt glas vin.

Tilbage til rødderne/roden og naturen. Gør det og du vil se hvad du går glip af, hvis du kun sidder der bag skærmen med facebook som din ånd.

Knus og hep, Knud Romer! Du styrer! (dette var altså ikke et rygklap – det var velfortjent!)

Det er mig! i ottende række til højre midt for – og så lidt til venstre 7 rækker ned. Det er mig!

PS: Har du nogensinde prøvet at holde op med at ryge? Været clean, efter at have været stor-ryger? Så ved du vist også hvor meget man går op i at sable rygere og deres smøger ned (bagefter). Nogenlunde sådan går det til i krigen (her).

10. december: De ni slanger

Der var engang en mekaniker og en bil, som levede lykkeligt med hinanden. De havde ingen familie men til gengæld en benzintank der var ved at løbe tør for benzin, og det var jo nærmest en katastrofe. En dag sagde mekanikeren til bilen:

”Hvis du bliver ved med at sluge benzin på den måde, så må jeg skrotte dig og købe en anden.”
Bilens forlygter blændede ham:

”Det kan du ikke være bekendt! Jeg er fransk og fin så sandt som jeg er en Peugeot. Kan du overhovedet komme på en eneste gang, hvor jeg er dumpet i synshallen?”

Mekanikeren svarede ikke men gik hen og satte sig i sin yndlingsstol og begyndte at surfe på nettet. Han elskede at surfe på nettet efter biler. Det gav ham et kick. Der gik ikke lang tid før han faldt over en Mazda 626. Den var fræk og japansk med en pikant lille dieselmotor. Den her sag kunne desuden også køre længere på literen. Mekanikeren var fuldkommen forelsket, men hvordan skulle han få sagt det til bilen? Hvad bilen angår, var den helt klar over at den var ved at miste sin mekaniker, sådan noget kan biler mærke, og den kørte rundt på gårdspladsen og tænkte over hvad pokker den skulle stille op. En mazda 626 kunne den næppe konkurrere med, den havde fx aldrig prøvet at være ÅRETS BIL I DANMARK ligesom Mazdaen og den ville aldrig blive det, nu hvor den var så gammel. Bevares, mekanikeren havde været god ved den, men skulle den virkelig ende som skrotbunke nu?

Der gik et par uger hvor mekanikeren surfede mere på nettet end han kørte i bilen. Det sårede bilen og langsomt men sikkert stod den og fik dårligere bremser. Den kunne mærke hvordan slangerne i den blev utætte – og den var ved at blive i tvivl om mekanikeren helt havde glemt den. Men dagen kom hvor bilen skulle køre sin sidste tur:

”Så gamle ven, nu kan du komme ud og trille for sidste gang. Og du vil forstå det når du ser Mazdaen.”

Manden gav bilen et ordentligt skud benzin og så pudsede han skærmene så de skinnede. Derefter satte han sig bag rettet og startede bilen, der snurrede lystigere end nogensinde. Den var lykkelig for nu vidste den hvad den skulle gøre. Ved et lille vejsving satte bilen farten op og først var manden med på den, men så blev han bekymret:

”Du kan altså ikke klare den høje fart, du bliver alt for hurtigt varm! Chill out og take a seat.”

Men bilen lyttede slet ikke mere, den kørte hurtigere og hurtigere. Mekanikeren havde så travlt med at styre bilen, at han lagde ikke mærke til, at den kørte forbi bilforhandleren. Pludselig stoppede bilen ved en rasteplads på vestmotorvejen øst for Ringsted. Der holdt en anden bil, en rød Citroën C1. Mekanikeren undrede sig. Hvad skulle de her? En inder steg ud af den røde Citroën:

”Du kan godt komme ud!” råbte inderen. Det ville mekanikeren i hvert fald ikke. Han ville hellere starte bilen og køre videre, men bilen var død.

”Hvad fanden er det for noget shit!?” råbte mekanikeren og steg ud af bilen. Det var på tide at skrotte det gamle lort. Inderen stod med en flettet kurv i favnen og smilede.

”Du kan tro jeg har ventet på det her i lang tid!” sagde han og så tog han låget af kurven og ud sprang ni slanger. De bed både inderen og mekanikeren – jeg tror ikke det var meningen, at de skulle bide inderen. Bilen startede og kørte af sted på sin fulde tank. Nu skulle den ud og svare på en annonce fra Den Blå Avis. Bare kunden ikke var mekaniker.

3 december: Sekretæren

Det var en mørk og stormfuld nat .. Mere om det senere. Måske vil det være dumt, at starte historien sådan? For det er jo ikke en gyser. Historien handler om min veninde Line, som var sekretær på et bladhus. Hun havde lovet, at hjælpe mig lidt på vej med et job. Line ville blot “pille lidt” ved chefens mapper og arrangere det sådan, at mit CV kom til at ligge øverst i bunken.

Jeg kunne ikke lade være med at være lidt forundret over hende, da jeg blev vist rundt på “Bladet” forleden. Hun virkede nemlig nervøs de gange chefen passerede os. Alligevel ville hun gennemføre sit ærinde, som hun sagde. Jeg spurgte hende, om hun var lidt forelsket i manden? Selvfølgelig var hun ikke det, sagde hun.

“Det er jo dig, der er vild med chefen”, sagde hun smilende.

“Sæt dig her, Anni, jeg fikser en kop kaffe til dig, mens du venter.”

Jeg satte mig og så beundrende på hende. Hjerteveninder var vi vel næppe, men alligevel var forbindelsen bevaret, måske fordi vi havde brug for at konkurrere om snart det ene, snart det andet? Hun var fx bedre til sport.

Engang løb hun af med guldmedajlen i 200 meter brystsvømning. Der skulle et godt bryst til fra min side, da jeg stod og knugede sølvmedaljen, og fotografen skød det ene billede efter det andet af Line og hendes sejr.

Trods nederlag, søgte jeg alligevel hendes selskab og strålede med, som om hendes successer gjorde mig mere værd i andres øjne. Derfor kunne jeg ikke tro mine egne ører da hun ringede og ville hjælpe mig ind i firmaet, og i nærheden af manden, jeg var vild med. Måske var vi, trods intriger og konkurrence, ved at finde hinanden? Måske var det bare mig, der havde været sart?

Efter en times tid, blev jeg kaldt ind på chefens kontor, manden, der ellers aldrig ville se til min side. Hans Armani skjorte faldt perfekt ned over den brede brystkasse og de slidte jeans under skjorten, satte sig på kanten af skrivebordet mens han kiggede undersøgende på mig. Så bladrede han i mine papirer og kiggede forvirret på mig igen.

- Du er her fordi … ?

- Det var angående den der ledige stilling som souschef .. der…

- Den er da besat…?

Jeg kiggede uforstående på ham og rystede på hovedet. Forsikrede ham om, at der måtte være en misforståelse et sted. Døren gik op og min veninde Line trådte ind i lokalet. Hendes nervøsitet var væk og hun stillede sig ved siden af chefen. Jeg kunne se hun kluklo indeni.

“Jamen, der har vi jo min nye souschef, Line Ankersen! Der er sket en fejl, da mapperne blev transporteret fra mit gamle kontor og til det nye her. Det beklager jeg. Men nu er du så heldig at jeg søger en sekretær. Min souschef kan fortælle dig mere om detaljerne. Jeg skal til et møde om fem minutter.”

“Og vi kender jo hinanden”, smilede min veninde, den nye souschef. “Jeg skal nok få dig til at føle dig godt tilpas på ‘People Weekly‘.”

Det er en mørk og stormfuld nat .. Jeg vil aflægge Line et besøg.

Jeg må nok hellere stoppe min fortælling nu. For som jeg skrev i starten af historien: Dette er ikke en gyser..