- Shit.. Louisiana i regnvejr! Tror De vejret holder, Karen?
- Ja. Jeg tror det vil regne det meste af dagen. Vi må derfor medbringe en regnskærm. Gummistøvlerne, kan vi jo have på fødderne.
- Jeg tror ikke jeg har lyst til at have gummistøvler på. Det er jo trods alt et Kunstmuseum, ikke en baghave.
- Men jeg ville holde meget af en gåtur i Louisianas haver. Skue ud over havet og tænke, at derovre, på den anden side ligger mit Afrika.
- Jeg ved ikke med Afrika.. Man siger jo, at De var racist?
- De må have misfortolket noget. Eller også er ordet ‘racist’ helt misforstået?
- Har folk da fejllæst Dem, tror De?
- Folk gør det, der er oppe i tiden. Nu snakkes det meget om begrebet racisme. Midt i den snak, ser de sig omkring og falder over mig. De læser overtoner, som regel dem de selv komponerer, med det der er oppe i tiden.Var de i en anden tid, og gik de ned i substansen, ville de læse noget helt andet. Overfladiskheden er kommet af det digitale samfund I befinder Jer i.
- Men ikke desto mindre, har man brugt Dem i en konflikt mellem sorte og hvide?
- Jeg har altid beundret afrikanernes evner. Ikke mindst deres måde, at leve i pagt med naturen. Har De læst Den Afrikanske farm?
- Ja da!
- Det var jo ikke sikkert, lille Krause!
- Nej, jeg mener jo. Jeg er i en fantastisk læsegruppe med to kvinder. Vi læser dig. Det hele skal kulminere i et besøg på Rungstedlund. Lige nu har vi fat i Deres syv fantastiske fortællinger. Vi skal læse ‘Vejene omkring Pisa’, til i dag. Så vil vi sidde på Louisiana og snakke om Deres vidunderlige noveller, mens vi nipper til et glas rødvin.
- Har De fået læst novellen til i dag?
- Æh, nej. Jeg er jo boghandler, og boghandlere får ofte så mange tilbud. Der er så meget guld at læse. Se nu denne Jennifer Egan hun ..
- Så skal I besøge mig til jul. Der holder vi rigtig fest!
- Nu kom vi jo helt væk fra emnet om Dem, som racist (og Jennifer Egan). Har De hørt, at en mand i Kenya har kritiseret Dem, og vil have omdøbt den bydel i Kenyas Hovedstad, Nairobi, der er opkaldt efter Dem? Hvorfor tror De debatten blusser op nu?
- Den slags ser jeg ikke. Men hvis De nu ser verden som en cirkel. Se da de mennesker, der lever i cirklen, som verdens redskaber, der farver den cirkel. Der er gode redskaber og mindre gode. Dermed ikke sagt, at de mindre gode ikke har ret. Men ser De verden som en cirkel og menneskene som verdens redskaber, så ligger vi alle under for en runddans, der kommer forbi gamle debatter igen og igen. Hvad/hvem skulle vi ellers snakke om?
Bo Hakon, Kristeligt Dagblad skriver i en artikel fra d. 8/5 – 12:
Til efteråret kommer en fuldstændig udgave af alle brevene fra Afrika. Det drejer sig om cirka 800 sider mere, som Frans Lasson ikke tog med i sin udgave, da de mest er af rapportkarakter til bestyrelsen for kaffefarmen tilbage i Danmark. Selve værket ”Den afrikanske Farm” fik vi 2007 i en pragtfuld udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med meget oplysende noter og efterskrift ved Lasse Horne Kjældgaard.
- Hvad siger De til det?
- Jeg siger, at det må de da virkelig selv om! Men det bliver da drøn-kedeligt med alle de der rapportkarakterer! Jeg vil meget hellere fortælle verden en helt ny historie!



