Archive for the ‘Røveri’ Category

h1

Knud Romers udsagn om facebook – holder de?

May 31, 2012

Et stort og rungende JA! Selvfølgelig er facebook kun noget i kraft af det du selv bidrager med. Men der er nu noget om det forfatteren Knud Romer skriver.

Knud Romer: Facebook er en kræftsvulst.

Jeg har bemærket hvor meget energi jeg har fået efter jeg forlod facebook. Kræft er noget der griber om sig og dræner patienten for liv og kulør. Det samme kan man faktisk godt sige om facebook. Du kan heller ikke undgå at se det lille facebook-ikon/link på diverse “vigtige” websider, som fx DR1 og TV2, selv aviserne tager det på sig, ikonet.

Det korte i det lange: Sådan var det ikke i facebooks tidlige år. Facebook har virkelig bredt sig (som cancer).

Knud Romer: Det er fællesonani og rygklapperi.

Åh ja. Og jeg skriver “Åh ja” med et smil om munden fordi jeg jo også har mærket rygklapperne – til min egen fordel. Men jeg har da mest siddet og kigget på hvordan den ene “aede” den anden og roste og heppede og ih, hvor er du smuk! og åh, hvor skriver du godt og næ, hvor er jeg vild med dine statusopdateringer  og hvor er det dejligt du også synes om minøø! Men spørgsmålet er om det ikke bare er som at pisse i bukserne; det er bliver hurtigt klamt og koldt? Ja, jeg spør bare!

Knud Romer: Det er en social psykose.

Altså, som jeg startede med at skrive, så er facebook lige præcis så meget, som du hælder i sitet. Ikke en flyvende fis mere. Men jeg har observeret og spioneret mens jeg hang ud i stilhed, derinde. Det, jeg har set er at folk med psykiske problemer ofte bliver hængende foran skærmen i stedet for at lukke låget ned på computeren og komme ud i verden (og det er ikke mig jeg taler om her, heller ikke dig, men nogle andre) Det er jo også så bekvemt at sidde der; du slipper for at gå ud i verden og møde ham eller hende, du behøver heller ikke gå i bad – ingen ved jo at du sidder med fedtet manke og gamle tæer bag skærmen. Er der tvivl om hvordan du vil se ud, så sætter du bare lige et billede på profilen af dig selv, fra dengang du var model i 1864 – VUPTI! – Det er nemt, at sidde på facebook og gå tur i sine virtuelle haver.

::PaRanOIa:: er også et af de træk, der er udbredt derinde:

“Hvem er venner med hvem og hvorfor er der ingen der siger tommel op til mig jeg synes jeg er så klog og lægger op til debat hver dag men ingen gider diskutere med mig .. osv ..”

Det er så kommet frem, at det ikke er dine venners skyld. Det er facebook, der skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig! Jamen, det er sgu da lige så invaliderende! Facebook kan sagtens gå hen og blive en social psykose, i værste fald så.

Knud Romer: En lukket klub, som lukker og slukker demokratiet. 

Kig på sætningen: “Facebook skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig”. Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på den her sætning: “Profilejere må ikke længere hedde noget med  ’Book’ ‘face’, ‘poke’ ‘wall’ eller ‘FB’.” Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på sætningen: “Facebook ejer dine ord og dine billeder! De bruger rask væk af dine ord uden at tænke over dine (afsenderens) rettigheder. Facebook udnytter simpelthen sine brugere! Facebook ejer din sjæl!” Fik du læst det? Godt!

SÅ meget for demokratiet!

Mht. de der klubber.. Der er stort set ikke andet derinde. Jamen, folk opretter jo rask væk alt muligt man skal inviteres til: Der er ‘De forfængelige poeters klub’ – KUN for indviede, selvfølgelig! Man kan ikke bare “gå ind”, man skal inviteres eller søge om optagelse! Så er der de irriterende klubber, som folk bare adder dit navn, – uden at du har givet dem lov. Så kan man komme glad og uspoleret hjem fra sit 8-4 job og opdage, at man befinder sig i ‘Hønseklubben’ og at der kommer 117 kommentarer om proteiner og det sidste nye kongeskib. Det stopper ikke før man har “forladt samtalen” – det kan man så heldigvis godt – forlade en gruppe. Det manglede da også bare. Men alt i alt er facebook altså en lukket klub. Så får man en venskabsrequest fra Lars med den røde cykel – nøj, han er jo berømt – og næste dag har han slettet dig igen, fordi du da vist ikke var lige så berømt, alligevel (som ham). Det er sgu da nedtur! Snobberiet mærkes en del på Facebook. Det er fx nemt at se snobber, når man iagttager de forfattere, der engang måtte udgive på små forlag uden de store armsving, – når de så skal til at udgive bøger på et anerkendt forlag, får de pludselig rigtig mange anerkendte forfattere som venner: Men om de så kigger til din side? Nøø! Det ER de lukkede poeters klub! Ja ja, når skidt kommer til ære .. (siger jeg bare!)

Knud Romer: Spild af tid og spild af kræfter.

Ja, altså – hvis du synes det er fedt med fællesonani, rygklapperi, sociale psykoser og lukkede klubber, så er det vel ikke spild af tid. Så er det bare lige dig! Men jeg har sgu fundet mig selv, efter jeg droppede facebook – det er i øvrigt snart en måned siden. Jeg er blevet et gladere og roligere menneske. Jeg behøver ikke cipramil. Jeg ved at der findes træer og græs – jeg har selv været der! Og jeg kan bevise, at der findes mennesker – af kød! De har også fedtet hår og bumser (som mig selv). De kan godt blive sure på mig uden at slette mig af vennelisten. De tør tage konsekvensen og bruge den. De fortæller mig, hvis jeg går over stregen – de skjuler mig ikke bare – bye bye. De kan give mere end smileys og thumbs upsies, de kan give KRAM og et godt glas vin.

Tilbage til rødderne/roden og naturen. Gør det og du vil se hvad du går glip af, hvis du kun sidder der bag skærmen med facebook som din ånd.

Knus og hep, Knud Romer! Du styrer! (dette var altså ikke et rygklap – det var velfortjent!)

Det er mig! i ottende række til højre midt for – og så lidt til venstre 7 rækker ned. Det er mig!

PS: Har du nogensinde prøvet at holde op med at ryge? Været clean, efter at have været stor-ryger? Så ved du vist også hvor meget man går op i at sable rygere og deres smøger ned (bagefter). Nogenlunde sådan går det til i krigen (her).

h1

7. december: Seng, red dig selv

December 7, 2011

For mange år siden levede der en pædagog, som havde en doven søn og en elendig månedsløn. Da lønnen skulle holde til mad og sønnens forbrug af mærketøj, samt de bøder han fik, når han havde kørt for stærkt i sin mors gamle bil, måtte moren arbejde på fabrik om natten og på Rød Stue om dagen. Pædagoger er jo stressede, så ingen satte spørgsmålstegn ved hendes besynderlige adfærd, hun lignede en rigtig pædagog, forvirret, på grådens rand og meget upædagogisk.

En dag, da sønnen var på vej til håndværkerskolen et eller andet sted på Sjælland, kom han forbi en bank. Sønnen, der trods alt havde ondt af sin mor, tænkte, at et rask lille bankrøveri nok skulle kunne løse alle problemer. Han havde set alle afsnit af ’Prison Break’, og var også en smule fascineret af organiseret kriminalitet, så hvis han blev spærret inde, kunne han sagtens komme ud igen, han havde sine kontakter. Han gik altså ind i banken og skreg,” Det her er et bankrøveri!”.

Men hans forundring var stor, for der var ingen mennesker i banken, ingen pengemaskiner, kun en lille grim seng, der stod midt i rummet. Sønnen studsede. Det var mærkeligt, hvordan kunne det nu være? Han ville ud af banken i en fart, det var sikkert en fælde, en bombe eller nogen der ville narre ham. I det samme kom der en lyd fra sengen:

”Sur og tvær, lad det nu vær’’

Sønnen råbte at en seng ikke snakker. Den sover! Kan hev og flåede i døren og sparkede til den for at komme ud af banken.

”Bær mig hjem. Sæt mig i dit kammer. Så skal du se hvad der dig rammer.”

Han holdt op med at kæmpe med døren og prikkede til madrassen med en finger. Det virkede som om det var en helt almindelig seng. Han kiggede ud af bankens store ruder, der var mennesketomt på gaden. Så greb sønnen sengen og tog den på nakken.

Moren sad og græd af træthed derhjemme, som hun ofte gjorde. Desuden var der kommet regninger fra skat og told. Det var snart ikke til at holde ud at være enlig mor og nu var der heller ingen strøm i huset, DONG ENERGY havde lukket for el fordi hun ikke havde fået betalt regninger. Hun så på sønnen og sengen,”Hvad i himlens navn er det du kommer hjem med?” Sønnen så hemmelighedsfuldt på sin mor.

”Det er en særlig seng”, sagde han og stillede møblet fra sig i sit værelse. I det samme kom ordene:

”Du bar mig hjem og satte mig i dit kammer. Hvad vil du have der dig rammer?” Moren gloede med store øjne på sengen og rakte en finger i vejret:

”Må jeg bestemme, må jeg?” råbte hun, og sønnen nikkede stolt. Endelig havde han gjort sin mor glad.

”Jeg bestemmer at min søn skal rede sin seng hver evige eneste dag, og det med tilbagevirkende kraft!”

Hver dag blev sengen redt, men kun fordi sønnen sagde ‘SENG, RED DIG SELV!’ Selv, rørte han aldrig en finger!

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 556 other followers