Fit for write?

Det er svært at være sin egen redaktør. Du kan (næsten) ikke klare det job selv. For du har siddet og påhittet, svedt, været inspireret, slettet skrift konstant, påført nyt, og tvivlet. Du har lidt af writers block, ændrede sovevaner, spist for meget sukker, drukket for lidt (vand), du kan ikke mere se klart. Det er der din redaktør kommer ind i billedet. Han/hun kommer ind lige der hvor du er svagest. Der, hvor du intet kan overskue. Redaktøren kommer ind og tager din puls og beder dig om at gå hjem til dig selv og overlade det hele til ham/hende.

Men hvad nu hvis du er helt alene? Hvad nu hvis du ikke har en redaktør?

Der er mange måder at skrive romaner på. Nogle går i kloster. Men det kan jeg ikke tillade mig, da jeg har et (andet) arbejde ved siden af, plus mand hjem og barn.  Andre får sig en skrivegruppe, som de mødes med hver torsdag. Så sidder de i samme rum og skriver, kommenterer, korrekser og applauderer.

Jeg, som er mig, vælger den eneste udvej: At gøre det alene. Det går et stykke tid. Men så går det hele i stå. En god kollega sagde engang at det er noget fis, at forfattere skal have råd og ris og alt mulig opmærksomhed ind over skriveprocessen. Det er ensomt at skrive. Det er pissehårdt og der er overhovedet intet party der. Man kan lige så godt blive vant til at det er et helvede at være forfatter. Han gav ikke en fløjtende fis for alt det socializing, som mange forfattere dyrker (sammen).

Hvis du læste om min lykkelige skriveproces som oprandt for et par dage siden, vil du tænke, at jeg da slet ikke har brug for skrivegrupper eller forfattercoaching o.l. – det gik jo som en leg. Og ganske rigtigt havde jeg indlagt pauser og overspringshandlinger – bare for en sikkerhedsskyld, men den dag var henrivende, for arbejdsiveren var god og jeg oversprang kun en gang på syv timer. Men i dag, hvor jeg igen har syv timer til at skrive og rette i inden jeg skal til forældresamtale på min datters skole, er jeg så fit for write? Hvad nu hvis jeg hellere vil høre musik?

Nu skal jeg lige have morgenmad – eller skal jeg lade være? I gamle dage, skrev jeg bedst på tom mave, – som om maveknur og tarmspasmer trak det fra skriften, som ellers ville være ren fyld. Uanset hvordan jeg vender og drejer mig: Jeg skal redigere færdig i dag. I morgen er jeg boghandler (og glæder mig til Pia Juuls mega-store digtsamling, som udkommer i dag!) og derfor slet ikke indenfor skriftens rækkevidde. Manus skal sendes til en sparringspartner inden jeg går på ferie (d. 2.6) – den sparringspartner, som jeg fik for nylig, da jeg indså, at jeg måtte have et par kloge øjne ind over mine ideer.
I juli skal vi så mødes og snakke om mit manuskript. Holder det? Det er godt at jeg er medlem af en forfatterforening (Danske Skønlitterære Forfattere), der kan hjælpe mig med at finde prominente mennesker til den slags ting.

Hvert skriv til sin tid

og min tid er i dag. Mens hele Danmark drikker Pinse vil jeg gå i redigeringsrummet. Jeg har cirka syv timer foran mig i et tomt hus, til at sætte skik på min roman. Jeg har indlagt pauser (til at spise og drikke vand) og 2 overspringshandlinger (musik – i dag noget gammelt, tror jeg).

Read After Lightning

23. december: Da tobakshandleren kom forbi en Ø

Der var engang en tobakshandler, som mødte Poesien på en Ø. Første møde, faldt dog ikke så heldigt ud.

Tobakshandleren stred sig igennem vildt krat med økser og andet skarpt. Luften var tung af em og solen var ved at gå ned. Da blev han opmærksom på noget der ikke var der. Dampen han havde bemærket, kom netop fra hans egne to øjne; noget eller nogen havde åbenbart en hæslig indvirkning på alle hans sanser.

Han tog et lommetørklæde op af sin ene baglomme og pressede det mod næse og mund. Øjnene måtte han lukke. Så satte han sig på en stub og stak hovedet ned mellem benene for ikke at besvime af de underlige fornemmelser han havde i kroppen.Hvad skulle han dog gøre. Måske var hans sidste tid kommet?

Mens han sad dér kom kom han i tanke om de sange hans far altid sang for familien om aften inden sengetid. For at tænke på noget andet begyndte han at synge” Fred hviler over land og by – ej verden larmer mer”. Noget underligt skete.

Allerede ved den første tone, det første ord, forsvandt ubehagelighederne fra hans krop. Øjnene begyndte at se uden tårer. Næsen holdt op med at løbe. Hosten stilnede af og den frygtelige dunken i ørerne forsvandt.

Han kiggede op og så et gyldent væsen der var bygget af toner, eller, det vil sige,
der hvor hovedet plejer at sidde på et menneske, sad alverdens alfabeter, selv det kinesiske! Fra halsen og ned til navlen lød do-re-mi-fa-so-la-bi-do i en uendelighed. Fra navlen og ned til tåneglene svirrede det med alverdens instrument-lyde. Og duften der omgav væsenet var intens rose, syren og appelsin. Det måtte være Poesien selv.

Tobakshandleren gned sine øjne. Han havde vel mistet forstanden? Men der var jo godt nok også skizofreni i familien. Men uanset gener, måtte han blive ved med at synge, ellers kom de frygtelige fornemmelser tilbage i hans krop.

Så fik han en idé, der var meget bedre end elefantmanden eller King Kong eller Jurassic Park! Poesien skulle til Danmark! Tobakshandler sang det bedste han havde lært, mens han nærmede sig det gyldne væsen. Og selvfølgelig fangede han det. Så rejste han over hav og land med Poesien godt gemt i en stor kasse.

Men se.

Intet blev jo helt som han regnede med. I det store interwiev med Berlingske Tidene fortalte han at man kunne se Dyret hvis man sang for det. Så alle prøvede at fyre lieder, rock og dansk pop af dér i Zoologisk Have – det, inklusive ham selv. Men intet skete. Det var nøjagtigt ligeså afskyligt at være i nærheden af Væsnet som første gang tobakshandleren var stødt på det på Øen.

En dag kom en digter til byen.

Med sig bragte han en bog. I bogen stod et digt. I digtet lød den fineste musik, når han læste op. Han havde planer om at tage i Zoologisk Have og se på det Væsen, som alle talte om.

Den dag han læste for Væsnet regnede det. Siderne i bogen blev våde mens han stod og læste. Men pludselig bredte der sig en paraply af musik og ord lige over digterens hoved. Et gyldent ansigt der mindede om en morgenfrueblomst tilsat lidt hvid kat kom til syne. Digteren bemærkede at Væsnet spiste af hans ord og musik.

Folk kom til. Dyrepassere ringede efter politi og brandmænd. Tobakhandleren rev sig selv i håret, – gad vide om folk ville miste interessen for ham, nu hvor digteren tog al æren!

Men da han ville overrække digteren tobaks-præmien sagde det unge talent:

- Hvis du endelig skal bestikke mig, så synes jeg, at I skal slippe Væsnet ud af Zoologisk Have og i stedet lade det bo i Poesiens Hus i Gothersgade.

6. december: Sproget der glemte tre ord

Der var engang et fattigt sprog, som arbejdede fra den lyse morgen til langt ud på aftenen med at få så mange fremmedord i sig som muligt, at du tror det er løgn. Det var ikke for at gøre sig forståelig overfor andre, – det ville blot skille sig ud. Det havde fået den idé, at uden en masse fremmedord, var det ikke et rigtigt sprog.

Det oldnordiske sprog, som var mere agtet og respekteret end så mange andre, her omkring, mente at det fattige sprog var ude på et sidespor. Men så længe det huskede på tre ord: Kærlighed, nærlighed og særlighed, så skulle det nok gå. Alligevel var det en smule bekymret, derfor kontaktede det oldnordiske sprog det latinske, for at få et godt råd. Det eneste råd til det fattige sprog var nu kun ordene: ” bene vixit qui bene latuit.”

Da substantiverne hørte dette bøjede de sig i latterkramper, og runealfabetet gav tegn til at nu smuttede det om bag en sten. Vokalerne kom på barrikaderne og råbte, “ Bare det fattige sprog husker at have respekt for os!” Og konsonanterne frygtede selvfølgelig, at det fattige sprog kom til at lide af hyperkorrekthed, der ville gøre sproget stift fordi det måske slet ikke magtede alle de fremmedord. De gamle danske gloser mente det var på tide at indføre franske regler, “At man kunne få bøde for at udtale et ord på engelsk i stedet for dansk.” Men slang-sproget var klart imod sprogrensning og mente, at denne form for rengøring truede kreativiteten.
Det fattige sprog lod dem snakke og fortsatte sit hårde arbejde med at samle fremmedord lige fra den lyse morgen til langt ud på aftenen.

En dag kom chat-sproget forbi det hårdtarbejdende sprog:” :/ ” sagde chat-sproget. – ”Hvorfor er du skeptisk?” spurgte det hårdtarbejdende sprog og vendte det stolte ’R’ til. Sproget fik aldrig noget svar for snart blev chat-sproget puffet væk af sms-sproget der ivrigt begyndte at forklare,” Alzå imorn vil du vr xtra ftrlat når du lizzom talr et sprg ingn kendr, SIT + HAND!”
Sagt med andre ord, – det var svært for det fattige sprog at være hvor slang, chat og klichéer i den grad styrede historierne. På den anden side orkede det heller ikke at sætte sig ind i etymologien, – det ville tage alt for lang tid, at fatte hvor det kom fra og hvordan ord egentlig opstod og hvilken forbindelse der fx var mellem ”apotek” og ”butik”?

Det skulle gå hurtigt med at få samlet så mange fremmedord som muligt. Det fattige sprog havde nemlig en plan.

Da det fattige sprog havde hældt ord som iterativ, antagonisme, assertion, latrogen, ibidem osv .. på lager, var det vist på tide at vise de andre sprog hvor fantastisk det var blevet. Men inden da, ville det til Ægypten og vise sig frem, – hvis hieroglyfferne accepterede det fattige sprog, som nu var blevet rigere, så ville det blive det førende sprog derhjemme, – alle ville tale det, alle ville elske det.

Hieroglyfferne bød det også indenfor i den hellige verden og sproget betragtede et billede af en ørn, som var mejslet ind i et monument. Ørnen gjorde intet. Den stirrede bare. Intet andet skete. Så begyndte sproget at rulle sig ud: ” Iterativ, antagonisme, assertion, latrogen, ibidem osv .. ?” Det gentog sig selv til ukendelighed – men der var stadig ingen der klappede.

Pludselig forsvandt ørnen med en hurtighed der næsten knuste sproget og det der var tilbage af den mægtige fugl kan ikke beskrives med ord, men det var ikke noget der lignede. Det var hverken imponeret eller forelsket. Det fattige sprog, som var blevet rigere, var pludselig blevet fattigere, thi det havde glemt tre ord midt i sin stræben – der er nemlig forskel på om man glemmer fordi man er kynisk eller fordi man er glemsom. Det fattige sprog tog hjem igen og det havde faktisk lært et og andet: Der måtte findes en anden vej til anerkendelse. Måske skulle det prøve en digter?