Dengang der ikke fandtes et univers med begrebet “Big Bang”, en jord, en kollisionsmaskine i CERN, død liv, eller dem der tager liv og giver død. Dengang nogle ville le, hvis du prøvede at beskrive sne, eller din påstand om at en ganske absurd anelse lige netop var den logiske brik som ville få universets mester til at åbenbare sig, inden alt dette, startede jeg min karriere. Men du behøver egentlig ikke anstrenge dig mht. at forestille dig noget som helst. Bare følg med.
Hvem havde sendt mig? Uanset hvem og hvorfor så regnede jeg ikke med at det ville være så nemt, som det egentlig var – når man tager i betragtning, at stedet var helvedes hedt. Det var ellers realistisk nok, den stikkende smerte, som om huden blev prikket ud af én. Følelsen af rivejern i halsen. Hoste. Øjne der løb i vand og nærmest krøllede sammen. Lugten af flæskesvær. Blod i munden. Hårløs, der hvor huden havde trukket sig tilbage og en del af det hvide kranie kom til syne. Flimren af lyde, knitren, syden, susende og kogende.
”Du er den anden?”
”Nej, jeg er fejlplaceret!”
”Hvem har sendt dig?”
”Ingen”.
”Du må være Djævlens Skæbne.”
Jeg vidste ikke om mit sorte kadaver ville bære mig hvis jeg rejste mig. Jeg måtte tage chancen. Kroppen stak ikke mere. Jeg følte en ny målrettethed. De skulle se, at jeg hørte til her.
”Du skal ikke rejse dig endnu. Bliv liggende! Du går i stykker!”
”Hvis jeg er Djævlens Skæbne må jeg vel gøre jeg hvad jeg vil!”
Jeg fik stablet mit legeme på benene og stod oprejst i flammerne. Det sortnede for øjnene mens hofterne knasede i deres hængsler. Ingen fornemmelser mere. ”Den smuldrer! Den anden smuldrer!”
Benene går i knæ og støver til alle sider, da de rammer stengulvet. Min venstre skulder brækker af og river halvdelen af min torso med sig og benene ligger under min hage.
”Hent baljen! Lad den ikke forsvinde!”
De kommer glidende fra alle sider. Stjernerne. Og midt i det hele sort. Jeg imploderer først. Derefter eksploderer jeg til alle sider. Let the sunshine in!
Om millioner af år, er jeg klar til at stige ned på den runde plet under mine fødder. Til den tid vil ingen stille spørgsmål. Folk vil trænge til mig. Jeg vil agere charmerende og være yderst veltalende. Jeg vil få tilhængere og forfattere vil skrive bøger om mig. Jeg vil give mennesket teknologi, folk kommer til at elske det!
Til gengæld vil jeg tage noget fra dem, den frihed de tror de får i kraft af teknologien, vil gemme på en fattigdom, som altid vil følge i mit kølvand og skade dem. Den vil være så dyb, at de simpelthen dør af det.
Men mennesker dør jo – ingen vil tænke over et hjerteanfald, udløst på grund af det ene eller det andet. Lad os så komme i gang med evolutionen!
