17. december: Stedmor Eg

Der var engang en eg, som havde to blade, det ene var smukt og grønt, det andet grimt og vissent. Egen holdt mest af det grimme blad, thi det var hendes eget. Det andet, måtte dag ud dag ind undvære næring fra rødderne. En dag fløj en fugl forbi og satte sig på den gren, der bar det grønne blad:

”Ja, jeg er en lille undulat der er stukket af hjemmefra og det er underligt, at du ikke også er hvirvlet afsted for længst. Tænk, at blive siddende her med det slatne salatblad, det kedeligste, jeg nogensinde har set!” Så hakkede undulaten i det visne blad med sit næb.

”Men så sig mig lige hvordan jeg river mig løs fra stedmor Eg?” rislede det smukke blad.

Undulaten vidste det virkelig ikke og ville flyve igen. Den havde haft nok elendighed, der hvor den kom fra, så nu gad den altså ikke at tage sig af andres.

”Jeg synes bare jeg ville blære mig lidt.” sagde den – og så lettede den.

Stedmor Eg, hørte det hele og hun tænkte så det knagede og bragede i stammen. Så slog hun ud med den gren, hvor det kønne blad sad. Bladet ramte den bastante stamme og fik et par kraftige afskrabninger. Stedmor Eg kiggede kærligt på det visne skud og det kiggede kærligt på hende. De to hørte sammen.

Et par dage efter intermezzoet kom en hiphopper gående. Han havde taget musik og øl med. Han satte sig under Stedmor Eg og skruede op for ghettoblasteren, den fedeste med DAB/FM radio – og det hele.

Stedmor Eg smiskede: ”Hvis du er rigtig flink, skal du gøre mig en tjeneste.”

Hiphopperen hørte egentlig ikke noget, men da hun rislede lidt højere, slukkede han for musikken:

”HVAD?” sagde han.

Stedmor Eg gentog sig og det gjorde hip hopperen også, den eneste forskel på før og nu var, at før sad han under egen og nu stod han på begge ben under samme træ.

”Hvis du er rigtig flink, gør du mig den tjeneste at plukke det grønne smukke blad som du kan se der og så skal du ryge det.”

Hiphopperen så ud som om han havde set en lort og der gik ikke lang tid, så var han smuttet. Stedmor Eg sukkede. Men det er ikke til at sige hvem der sukkede højst?

3 december: Sekretæren

Det var en mørk og stormfuld nat .. Mere om det senere. Måske vil det være dumt, at starte historien sådan? For det er jo ikke en gyser. Historien handler om min veninde Line, som var sekretær på et bladhus. Hun havde lovet, at hjælpe mig lidt på vej med et job. Line ville blot “pille lidt” ved chefens mapper og arrangere det sådan, at mit CV kom til at ligge øverst i bunken.

Jeg kunne ikke lade være med at være lidt forundret over hende, da jeg blev vist rundt på “Bladet” forleden. Hun virkede nemlig nervøs de gange chefen passerede os. Alligevel ville hun gennemføre sit ærinde, som hun sagde. Jeg spurgte hende, om hun var lidt forelsket i manden? Selvfølgelig var hun ikke det, sagde hun.

“Det er jo dig, der er vild med chefen”, sagde hun smilende.

“Sæt dig her, Anni, jeg fikser en kop kaffe til dig, mens du venter.”

Jeg satte mig og så beundrende på hende. Hjerteveninder var vi vel næppe, men alligevel var forbindelsen bevaret, måske fordi vi havde brug for at konkurrere om snart det ene, snart det andet? Hun var fx bedre til sport.

Engang løb hun af med guldmedajlen i 200 meter brystsvømning. Der skulle et godt bryst til fra min side, da jeg stod og knugede sølvmedaljen, og fotografen skød det ene billede efter det andet af Line og hendes sejr.

Trods nederlag, søgte jeg alligevel hendes selskab og strålede med, som om hendes successer gjorde mig mere værd i andres øjne. Derfor kunne jeg ikke tro mine egne ører da hun ringede og ville hjælpe mig ind i firmaet, og i nærheden af manden, jeg var vild med. Måske var vi, trods intriger og konkurrence, ved at finde hinanden? Måske var det bare mig, der havde været sart?

Efter en times tid, blev jeg kaldt ind på chefens kontor, manden, der ellers aldrig ville se til min side. Hans Armani skjorte faldt perfekt ned over den brede brystkasse og de slidte jeans under skjorten, satte sig på kanten af skrivebordet mens han kiggede undersøgende på mig. Så bladrede han i mine papirer og kiggede forvirret på mig igen.

- Du er her fordi … ?

- Det var angående den der ledige stilling som souschef .. der…

- Den er da besat…?

Jeg kiggede uforstående på ham og rystede på hovedet. Forsikrede ham om, at der måtte være en misforståelse et sted. Døren gik op og min veninde Line trådte ind i lokalet. Hendes nervøsitet var væk og hun stillede sig ved siden af chefen. Jeg kunne se hun kluklo indeni.

“Jamen, der har vi jo min nye souschef, Line Ankersen! Der er sket en fejl, da mapperne blev transporteret fra mit gamle kontor og til det nye her. Det beklager jeg. Men nu er du så heldig at jeg søger en sekretær. Min souschef kan fortælle dig mere om detaljerne. Jeg skal til et møde om fem minutter.”

“Og vi kender jo hinanden”, smilede min veninde, den nye souschef. “Jeg skal nok få dig til at føle dig godt tilpas på ‘People Weekly‘.”

Det er en mørk og stormfuld nat .. Jeg vil aflægge Line et besøg.

Jeg må nok hellere stoppe min fortælling nu. For som jeg skrev i starten af historien: Dette er ikke en gyser..