Der var engang en mekaniker og en bil, som levede lykkeligt med hinanden. De havde ingen familie men til gengæld en benzintank der var ved at løbe tør for benzin, og det var jo nærmest en katastrofe. En dag sagde mekanikeren til bilen:
”Hvis du bliver ved med at sluge benzin på den måde, så må jeg skrotte dig og købe en anden.”
Bilens forlygter blændede ham:
”Det kan du ikke være bekendt! Jeg er fransk og fin så sandt som jeg er en Peugeot. Kan du overhovedet komme på en eneste gang, hvor jeg er dumpet i synshallen?”
Mekanikeren svarede ikke men gik hen og satte sig i sin yndlingsstol og begyndte at surfe på nettet. Han elskede at surfe på nettet efter biler. Det gav ham et kick. Der gik ikke lang tid før han faldt over en Mazda 626. Den var fræk og japansk med en pikant lille dieselmotor. Den her sag kunne desuden også køre længere på literen. Mekanikeren var fuldkommen forelsket, men hvordan skulle han få sagt det til bilen? Hvad bilen angår, var den helt klar over at den var ved at miste sin mekaniker, sådan noget kan biler mærke, og den kørte rundt på gårdspladsen og tænkte over hvad pokker den skulle stille op. En mazda 626 kunne den næppe konkurrere med, den havde fx aldrig prøvet at være ÅRETS BIL I DANMARK ligesom Mazdaen og den ville aldrig blive det, nu hvor den var så gammel. Bevares, mekanikeren havde været god ved den, men skulle den virkelig ende som skrotbunke nu?
Der gik et par uger hvor mekanikeren surfede mere på nettet end han kørte i bilen. Det sårede bilen og langsomt men sikkert stod den og fik dårligere bremser. Den kunne mærke hvordan slangerne i den blev utætte – og den var ved at blive i tvivl om mekanikeren helt havde glemt den. Men dagen kom hvor bilen skulle køre sin sidste tur:
”Så gamle ven, nu kan du komme ud og trille for sidste gang. Og du vil forstå det når du ser Mazdaen.”
Manden gav bilen et ordentligt skud benzin og så pudsede han skærmene så de skinnede. Derefter satte han sig bag rettet og startede bilen, der snurrede lystigere end nogensinde. Den var lykkelig for nu vidste den hvad den skulle gøre. Ved et lille vejsving satte bilen farten op og først var manden med på den, men så blev han bekymret:
”Du kan altså ikke klare den høje fart, du bliver alt for hurtigt varm! Chill out og take a seat.”
Men bilen lyttede slet ikke mere, den kørte hurtigere og hurtigere. Mekanikeren havde så travlt med at styre bilen, at han lagde ikke mærke til, at den kørte forbi bilforhandleren. Pludselig stoppede bilen ved en rasteplads på vestmotorvejen øst for Ringsted. Der holdt en anden bil, en rød Citroën C1. Mekanikeren undrede sig. Hvad skulle de her? En inder steg ud af den røde Citroën:
”Du kan godt komme ud!” råbte inderen. Det ville mekanikeren i hvert fald ikke. Han ville hellere starte bilen og køre videre, men bilen var død.
”Hvad fanden er det for noget shit!?” råbte mekanikeren og steg ud af bilen. Det var på tide at skrotte det gamle lort. Inderen stod med en flettet kurv i favnen og smilede.
”Du kan tro jeg har ventet på det her i lang tid!” sagde han og så tog han låget af kurven og ud sprang ni slanger. De bed både inderen og mekanikeren – jeg tror ikke det var meningen, at de skulle bide inderen. Bilen startede og kørte af sted på sin fulde tank. Nu skulle den ud og svare på en annonce fra Den Blå Avis. Bare kunden ikke var mekaniker.
