Archive for the ‘Lys’ Category

h1

Knud Romers udsagn om facebook – holder de?

May 31, 2012

Et stort og rungende JA! Selvfølgelig er facebook kun noget i kraft af det du selv bidrager med. Men der er nu noget om det forfatteren Knud Romer skriver.

Knud Romer: Facebook er en kræftsvulst.

Jeg har bemærket hvor meget energi jeg har fået efter jeg forlod facebook. Kræft er noget der griber om sig og dræner patienten for liv og kulør. Det samme kan man faktisk godt sige om facebook. Du kan heller ikke undgå at se det lille facebook-ikon/link på diverse “vigtige” websider, som fx DR1 og TV2, selv aviserne tager det på sig, ikonet.

Det korte i det lange: Sådan var det ikke i facebooks tidlige år. Facebook har virkelig bredt sig (som cancer).

Knud Romer: Det er fællesonani og rygklapperi.

Åh ja. Og jeg skriver “Åh ja” med et smil om munden fordi jeg jo også har mærket rygklapperne – til min egen fordel. Men jeg har da mest siddet og kigget på hvordan den ene “aede” den anden og roste og heppede og ih, hvor er du smuk! og åh, hvor skriver du godt og næ, hvor er jeg vild med dine statusopdateringer  og hvor er det dejligt du også synes om minøø! Men spørgsmålet er om det ikke bare er som at pisse i bukserne; det er bliver hurtigt klamt og koldt? Ja, jeg spør bare!

Knud Romer: Det er en social psykose.

Altså, som jeg startede med at skrive, så er facebook lige præcis så meget, som du hælder i sitet. Ikke en flyvende fis mere. Men jeg har observeret og spioneret mens jeg hang ud i stilhed, derinde. Det, jeg har set er at folk med psykiske problemer ofte bliver hængende foran skærmen i stedet for at lukke låget ned på computeren og komme ud i verden (og det er ikke mig jeg taler om her, heller ikke dig, men nogle andre) Det er jo også så bekvemt at sidde der; du slipper for at gå ud i verden og møde ham eller hende, du behøver heller ikke gå i bad – ingen ved jo at du sidder med fedtet manke og gamle tæer bag skærmen. Er der tvivl om hvordan du vil se ud, så sætter du bare lige et billede på profilen af dig selv, fra dengang du var model i 1864 – VUPTI! – Det er nemt, at sidde på facebook og gå tur i sine virtuelle haver.

::PaRanOIa:: er også et af de træk, der er udbredt derinde:

“Hvem er venner med hvem og hvorfor er der ingen der siger tommel op til mig jeg synes jeg er så klog og lægger op til debat hver dag men ingen gider diskutere med mig .. osv ..”

Det er så kommet frem, at det ikke er dine venners skyld. Det er facebook, der skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig! Jamen, det er sgu da lige så invaliderende! Facebook kan sagtens gå hen og blive en social psykose, i værste fald så.

Knud Romer: En lukket klub, som lukker og slukker demokratiet. 

Kig på sætningen: “Facebook skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig”. Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på den her sætning: “Profilejere må ikke længere hedde noget med  ’Book’ ‘face’, ‘poke’ ‘wall’ eller ‘FB’.” Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på sætningen: “Facebook ejer dine ord og dine billeder! De bruger rask væk af dine ord uden at tænke over dine (afsenderens) rettigheder. Facebook udnytter simpelthen sine brugere! Facebook ejer din sjæl!” Fik du læst det? Godt!

SÅ meget for demokratiet!

Mht. de der klubber.. Der er stort set ikke andet derinde. Jamen, folk opretter jo rask væk alt muligt man skal inviteres til: Der er ‘De forfængelige poeters klub’ – KUN for indviede, selvfølgelig! Man kan ikke bare “gå ind”, man skal inviteres eller søge om optagelse! Så er der de irriterende klubber, som folk bare adder dit navn, – uden at du har givet dem lov. Så kan man komme glad og uspoleret hjem fra sit 8-4 job og opdage, at man befinder sig i ‘Hønseklubben’ og at der kommer 117 kommentarer om proteiner og det sidste nye kongeskib. Det stopper ikke før man har “forladt samtalen” – det kan man så heldigvis godt – forlade en gruppe. Det manglede da også bare. Men alt i alt er facebook altså en lukket klub. Så får man en venskabsrequest fra Lars med den røde cykel – nøj, han er jo berømt – og næste dag har han slettet dig igen, fordi du da vist ikke var lige så berømt, alligevel (som ham). Det er sgu da nedtur! Snobberiet mærkes en del på Facebook. Det er fx nemt at se snobber, når man iagttager de forfattere, der engang måtte udgive på små forlag uden de store armsving, – når de så skal til at udgive bøger på et anerkendt forlag, får de pludselig rigtig mange anerkendte forfattere som venner: Men om de så kigger til din side? Nøø! Det ER de lukkede poeters klub! Ja ja, når skidt kommer til ære .. (siger jeg bare!)

Knud Romer: Spild af tid og spild af kræfter.

Ja, altså – hvis du synes det er fedt med fællesonani, rygklapperi, sociale psykoser og lukkede klubber, så er det vel ikke spild af tid. Så er det bare lige dig! Men jeg har sgu fundet mig selv, efter jeg droppede facebook – det er i øvrigt snart en måned siden. Jeg er blevet et gladere og roligere menneske. Jeg behøver ikke cipramil. Jeg ved at der findes træer og græs – jeg har selv været der! Og jeg kan bevise, at der findes mennesker – af kød! De har også fedtet hår og bumser (som mig selv). De kan godt blive sure på mig uden at slette mig af vennelisten. De tør tage konsekvensen og bruge den. De fortæller mig, hvis jeg går over stregen – de skjuler mig ikke bare – bye bye. De kan give mere end smileys og thumbs upsies, de kan give KRAM og et godt glas vin.

Tilbage til rødderne/roden og naturen. Gør det og du vil se hvad du går glip af, hvis du kun sidder der bag skærmen med facebook som din ånd.

Knus og hep, Knud Romer! Du styrer! (dette var altså ikke et rygklap – det var velfortjent!)

Det er mig! i ottende række til højre midt for – og så lidt til venstre 7 rækker ned. Det er mig!

PS: Har du nogensinde prøvet at holde op med at ryge? Været clean, efter at have været stor-ryger? Så ved du vist også hvor meget man går op i at sable rygere og deres smøger ned (bagefter). Nogenlunde sådan går det til i krigen (her).

h1

Louisiana Revisited

May 20, 2012

This slideshow requires JavaScript.

h1

Read After Lightning

February 17, 2012

h1

19. december: Den anden

December 19, 2011

Dengang der ikke fandtes et univers med begrebet “Big Bang”, en jord, en kollisionsmaskine i CERN, død liv, eller dem der tager liv og giver død. Dengang nogle ville le, hvis du prøvede at beskrive sne, eller din påstand om at en ganske absurd anelse lige netop var den logiske brik som ville få universets mester til at åbenbare sig, inden alt dette, startede jeg min karriere. Men du behøver egentlig ikke anstrenge dig mht. at forestille dig noget som helst. Bare følg med.

Hvem havde sendt mig? Uanset hvem og hvorfor så regnede jeg ikke med at det ville være så nemt, som det egentlig var – når man tager i betragtning, at stedet var helvedes hedt. Det var ellers realistisk nok, den stikkende smerte, som om huden blev prikket ud af én. Følelsen af rivejern i halsen. Hoste. Øjne der løb i vand og nærmest krøllede sammen. Lugten af flæskesvær. Blod i munden. Hårløs, der hvor huden havde trukket sig tilbage og en del af det hvide kranie kom til syne. Flimren af lyde, knitren, syden, susende og kogende.

”Du er den anden?”

”Nej, jeg er fejlplaceret!”

”Hvem har sendt dig?”

”Ingen”.

”Du må være Djævlens Skæbne.”

Jeg vidste ikke om mit sorte kadaver ville bære mig hvis jeg rejste mig. Jeg måtte tage chancen. Kroppen stak ikke mere. Jeg følte en ny målrettethed. De skulle se, at jeg hørte til her.

”Du skal ikke rejse dig endnu. Bliv liggende! Du går i stykker!”

”Hvis jeg er Djævlens Skæbne må jeg vel gøre jeg hvad jeg vil!”

Jeg fik stablet mit legeme på benene og stod oprejst i flammerne. Det sortnede for øjnene mens hofterne knasede i deres hængsler. Ingen fornemmelser mere. ”Den smuldrer! Den anden smuldrer!”
Benene går i knæ og støver til alle sider, da de rammer stengulvet. Min venstre skulder brækker af og river halvdelen af min torso med sig og benene ligger under min hage.

”Hent baljen! Lad den ikke forsvinde!”

De kommer glidende fra alle sider. Stjernerne. Og midt i det hele sort. Jeg imploderer først. Derefter eksploderer jeg til alle sider. Let the sunshine in!

Om millioner af år, er jeg klar til at stige ned på den runde plet under mine fødder. Til den tid vil ingen stille spørgsmål. Folk vil trænge til mig. Jeg vil agere charmerende og være yderst veltalende. Jeg vil få tilhængere og forfattere vil skrive bøger om mig. Jeg vil give mennesket teknologi, folk kommer til at elske det!

Til gengæld vil jeg tage noget fra dem, den frihed de tror de får i kraft af teknologien, vil gemme på en fattigdom, som altid vil følge i mit kølvand og skade dem. Den vil være så dyb, at de simpelthen dør af det.

Men mennesker dør jo – ingen vil tænke over et hjerteanfald, udløst på grund af det ene eller det andet. Lad os så komme i gang med evolutionen!

h1

13 december: Alt eller Intet

December 13, 2011

Der var engang en tilstand hvor der Intet var, ja, det var så tomt, at der ikke engang fandtes mørke. På den anden side af Intet var en tilstand der rummede Alt, der var faktisk så meget, at fugle ofte måtte flyve lag på lag og folk sultede, stjal og sloges det bedste de havde lært. Der var i det hele taget alt for megen larm. Engang fandt to mænd en sprække i himlen hvor Intet kunne skimtes.

“Hvad mon det er?”, spurgte den ene.

Den anden pillede lidt i sprækken og rystede på hovedet for der var jo Intet. Og så gik de videre. Datteren fra nabogården havde også bemærket sprækken, og vupti, så snart de to mænd var forsvundet, tog hun tilløb og var henne ved sprækken for at se hvad der gemte sig i den, – tilsyneladende var der Intet, – så hun mistede også interessen og gik hjem og spillede UNO med sin bror.

En ung fyr med solbrændt hud var en dag i færd med at køre et læs døde køer på møddingen, da han fik øje på sprækken i himlen. Han fik den gamle hestevogn til at stå stille.

“Der er så langt hen til den mødding, hvad nu hvis jeg kører igennem sprækken og lodser møget af der? Ingen ville vide det og jeg vil nå hjem inden solen bliver for varm.”

Der var ikke langt fra tanke til handling og så tog han ellers fat. Da vognen var tom tog den unge fyr tilbage til bondebyen – og han nåede endda hjem før tid.Snart rygtedes det, at der fandtes en sprække i himlen, hvor man kunne komme af med alt det der var for meget af.

Hver eneste dag var der mennesker – gamle som unge, der gik til sprækken i himlen med Alt. Der var også nogle der fandt på at skubbe sygdom, død, elendighed og krig ind gennem sprækken. Og nu kunne eventyret ha sluttet, men det gjorde det bare ikke. For menneskene der havde haft Alt, begyndte at kede sig. De syntes simpelthen ikke der var noget at lave. Så de begyndte at snakke om at gå ind i sprækken og se om der trods alt ikke var et eller andet de kunne fornøje sig med der. Kan du forestille dig en lang tyk pølse af mennesker der går fra ALT til INTET og omvendt hele tiden – det var præcis dét der skete.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 556 other followers