Louisiana Revisited

This slideshow requires JavaScript.

18. december: Den blå kugle

I meget gamle dage hvor der ikke fandtes elefanter, levede en kugle, som havde en blå farve, der var så fantastisk, at selv himlen, som trods alt også var blå, helt glemte sig selv.
I nærheden af kuglen opstod der med tiden den fæleste grønne farve, og i den, boede de gale kæmper. Når himlen var mest blå, trillede den blå kugle ind i den grønne farve og efterlod et svir af flaskegrønt omkring sig. Så trillede den videre derfra og endte som regel ved et hus, som rummede Lykken.

En dag skete der det, at kuglen på sin sædvanlige trilletur ind i den fæle grønne farve, blev standset af én af de gale kæmper. Det var aldrig sket før. Kæmperne var nemlig så glemsomme, at de kun kunne huske at spise:

”Hvad har vi hér – den smukke blå kugle, der er endnu smukkere end himlen. Fortæl os din hemmelighed. Vi vil gerne blande farver med dig.”

Den blå kugle trillede rundt i kæmpens hånd for at finde en udgang, men kæmpen lukkede næven om den – og med ét blev himlen sort.

” Hvad skete?” spurgte en svimmel gal kæmpe, der tumlede rundt i sin egen tilstedeværelse.
Alle de andre gale kæmper undrede sig også og kunne slet ikke se noget som helst for sig. Den gale kæmpe som havde fanget den blå kugle blev så forskrækket, selv om den næppe ville bruge dét ord, at den åbnede næven og tabte kuglen.

I dét samme blev himlen blå igen, og mens de gale kæmper havde travlt med at finde sig selv, trillede den blå kugle videre og efterlod som sædvanligt et svir af flaskegrønt, som om ingenting var sket. Henne ved huset hilste den på Lykken.

(Denne historie er dedikeret til kunstneren, Otto Frello, som jeg havde et rigtigt godt samarbejde med i år – 2011, omkring min senryu-samling: Rum.)