Der var engang en doven loppe som ikke gad hoppe, og det nyttede ikke noget, at rotten skændte og spyttede:
”Hvorfor bliver du hængende i min pels, når du ikke engang vil opføre dig som en loppe? ”
Det var simpelthen for galt, så rotten bestemte sig for at hoppe alt det den kunne, måske ville loppen falde af?
Så skete der hverken mere eller mindre end at loppen blev siddende i pelsen på rotten.
En dag, midt i rottens hoppen, landede den oven på noget glat. Det var OSTEPØLSEN!
”Hvad har du gang i din lede rotte!”, – og det var bestemt ikke et spørgsmål, det var en opfordring til kamp!
Rotten holdt inde med sine urolige trin. Den stivnede nærmest, for dér, lige overfor rotten, rejste den største, mest fede ostepølse fra Danish Crown sig op på sin pølse-tut og så meget lang ud.
”Kommer du fra Danish Crown?” stammede rotten og kunne meget nemt være kravlet i et musehul.
”Det ved den søde død jeg gør!” smaskede ostepølsen.
Loppen der indtil videre havde forholdt sig i ro, begyndte nu at røre på sig med sine søvnige ben:
”Men kender du så sønderjyden, ham bondemand Jens der høster sine sædekorn selv og fylder sin silo”. Ostepølsen tænkte sig om og nikkede så den var ved at miste balancen:
”Jamen det gør jeg da, hvem gør ikke det? Men han fik vist silo-lemmen over sit ene ben og konen blev ked af det og måtte tage sig en elsker”.
Sådan stod de – loppen og ostepølsen, snakkede om fælles bekendte og fik hygget sig, men rotten var langt fra tilfreds.
”Nu er det min tur til at sige noget!” Ostepølsen bad rotten om at holde kaje og det skulle den aldrig have gjort.
”Når jeg ikke er med i fællesskabet, vil jeg i det mindste have noget at æde!” sagde rotten.
Så sprang den på ostepølsen med loppe og det hele – og HAPS! så havde ostepølsen ædt rotten og loppen!
