I virkeligheden

Forleden, sad Otto Frello og hans kone Stence og så på den bog, som Frello har leveret billeder til. Senryusamlingen, som jeg udgav den 22.4 i år. De to mennesker var imponerede og glade for at der stort set var et digt om næsten alt i den bog.

- Har du skrevet noget om æg, spurgte Stence, da snakken om kogte æg blev bragt på bane. – Ja, der er et senryudigt om æg i bogen.
Lidt senere, da det blev et værre tordenvejr med lyn i blå og røde farver: – Har du skrevet noget om lyn i bogen? – Ja. Der er et senryudigt om lyn i bogen.
Der er så meget i mine rum, derfor er emnerne mange og ‘Rum’ er ikke kun rum i et hus. De er også rum i krop og sind. Nogle gange giver digtet ikke mening før du er hoppet ned på den næste linje. Sådan er det jo også ude i Virkeligheden: Vi fatter først ideen med en ide, når vi oplever helheden.

I virkeligheden er der for meget i mine rum, sagde Otto Frello igen, da han viste mig sit atelier med skitser hvor der var kunst fra gulv til loft, – skitser af ædelstene og klædedragter. Jeg mindede ham om, at netop denne sætning i sin tid gav mig idéen til bogens titel. Han lyttede, da jeg forklarede, at jeg også har for meget i mine rum (i mit hoved). Men faktisk kunne titlen også forklare på den her måde:

I virkeligheden
har jeg for meget i mine rum.
Derfor forlader jeg den virkelighed (herude)
og går ind i Otto Frellos billlede (de skæve rum – omslaget).
Der kan jeg være i fred.
Der kan jeg være i fred og skrive mine digte.

Han nikkede tænksomt og bød mig på en kop kaffe mere.

"Der er skrevet navne ud for de lejligheder som folk vil bo i når huset bliver bygget om 100 år"

"Vil du også have en lejlighed?" -

"Ja tak! Så skal det være den ved biblioteket!" - "Ok, så skriver jeg dit navn på husets gavl."

"Vil I have en kop kaffe?" spørger Stence Frello

Udsigten fra Frellos stjernekigger-rum.

Rum

Stence Frello fremhævede et senryu i bogen som er i det afsnit, der kaldes ‘Vinduet”. Som hun sagde: Det her kan jeg godt lide.

Øverste bjælke
rummets gamle horisont
Vinduet er nyt

I virkeligheden har jeg alt for meget i mine rum

sagde Otto Frello.

Da jeg gik ad Strøget i København og videre rundt i det hyggelige gamle kvarter hvor Otto Frello bor, var jeg slet ikke klar over hvor meget jeg ville få med mig hjem. Foruden den gode samtale med Otto Frello, var der jo også København, den del jeg altid bare går rundt i og synes jeg kender. Den søndag, da jeg gik ad Strøget i København og videre rundt, samlede jeg en hulens masse indtryk, på vej til kunstneren hus.
Fx passerede jeg det hus, hvor den danske lingvist Rasmus Rask døde og gik videre forbi en smuk gammel port og så faldt jeg også for skiltet der ville passe på sine roser . Det er underligt så lidt jeg har set min by, altså virkelig set den. Syns-sanselig bliver jeg først når jeg har mit kamera med mig.

Men hvorfor besøgte jeg egentlig kunstneren, Otto Frello og hans eventyrlige malerier?
Lige siden jeg var ganske ung, har han stået for mig som detalje-mester inden for malerkunsten. Hans billeder har dette tidløse præg, – som om de kigger frem og tilbage i historien på en gang, samtidig med at de er her og nu.

Jeg søgte et visuelt touch af tidløshed og eventyr, der ville omhylde mine digte. Dette touch syntes/synes jeg Otto Frellos malerier havde/har.

Men inden jeg kom dertil, hvor jeg stod udenfor Otto Frellos dør, måtte jeg tage mod til mig og kontakte kunstneren. Det gjorde jeg så sidste år.

Sommeren 2010, kontaktede jeg Frello og gik lige til sagen. Jeg var i gang med en digtsamling som søgte en tidløs kunstner med netop Frellos talent for eventyr. Var kunstneren mon interesseret i at levere 4 billeder til min kommende digtsamling?

Heldigvis var Otto Frello interesseret i projektet, og det meste af eftersommeren 2010, studerede jeg så hans malerier og reflekterede over dem, samtidig med at min haikusamling tog form.

Vi aftalte desuden, at jeg skulle besøge ham i januar, i år, og se hans billeder og få en snak om det hele. Han viste mig sit hus med de skæve gulvbrædder og snapselågen i døren i sit gamle køkken. Historierne om huset var mange.

En del af processen, hvor ide blev til digtsamling, fik næring af de samtaler som jeg har haft med den gamle kunstner. Helt konkret, blev det dog først, da jeg besøgte ham i hans hjem. Men billederne jeg lægger på her, kan evt. fortælle med.

I virkeligheden har jeg alt for meget i mine rum

Nå, så du tror det lille hus på billedet bag mig er et rumskib, Lonni? Det er der mange der har sagt

Synes du virkelig jeg skal lave et selvportræt her? Nej, det synes jeg er for selvhenførende. Nå, det synes du ikke?

Jeg maler aldrig virkeligheden, det er der ingen udfordring ved

Dette billede hedder 'Det sidste menneske'. Det er en kvinde

Mit hus er fra 17.00 - tallet. Dette ildsted er bevaret fra dengang.

at tænke sig, hvor mange sko, der igennem tiden har slidt brædderne ned..

De der skøjter har tilhørt min far nu hænger de der

Her har vi snapselågen. Man satte et lille glas snaps til natmanden, for at tækkes ham, så han ikke spildte ud over det hele, når han kom for at hente folks efterladenskaber. Han kunne så let som ingenting skyde lågen til side og tage sin snaps. Gud trøste én, hvis man glemte snapsen!

De De skæve gamle trapper fra 1700-tallet bærer endnu.

"Men nu skal du lige se mit atelier inden vi tager en tår kaffe.."

Jeg har ikke fyret op, så vi beholder overtøjet på

Og nu vil jeg høre hvilke billeder du har tænkt dig at bruge i din bog

Otto Frello: Det hus jeg bor i ligger som et centrum i den gamle hovedstad. Det er et hjørnehus, hvor der øverst i bygningen er en kvist bygget op. Der lå i sin tid et gammelt astronomisk laboratorium. Rummene har fyldninger på væggene og væggene er beklædt med lærred, som skulle man male et billede. De har deres tyngde og derfor er der visse morsomme skævheder at se til. Vinduerne er de samme som i 1797. Det samme træ de samme rammer. Jeg går på gulvbrædder som andre har gået på i 113 år.

PS: Det med at have for meget i sine rum, kender jeg til. Jeg kan i hvert fald sagtens overføre tilstanden til mit mentale rum og virkelighed (og digte)

Link til Otto Frellos kunst