Archive for the ‘Krise’ Category

h1

Knud Romers udsagn om facebook – holder de?

May 31, 2012

Et stort og rungende JA! Selvfølgelig er facebook kun noget i kraft af det du selv bidrager med. Men der er nu noget om det forfatteren Knud Romer skriver.

Knud Romer: Facebook er en kræftsvulst.

Jeg har bemærket hvor meget energi jeg har fået efter jeg forlod facebook. Kræft er noget der griber om sig og dræner patienten for liv og kulør. Det samme kan man faktisk godt sige om facebook. Du kan heller ikke undgå at se det lille facebook-ikon/link på diverse “vigtige” websider, som fx DR1 og TV2, selv aviserne tager det på sig, ikonet.

Det korte i det lange: Sådan var det ikke i facebooks tidlige år. Facebook har virkelig bredt sig (som cancer).

Knud Romer: Det er fællesonani og rygklapperi.

Åh ja. Og jeg skriver “Åh ja” med et smil om munden fordi jeg jo også har mærket rygklapperne – til min egen fordel. Men jeg har da mest siddet og kigget på hvordan den ene “aede” den anden og roste og heppede og ih, hvor er du smuk! og åh, hvor skriver du godt og næ, hvor er jeg vild med dine statusopdateringer  og hvor er det dejligt du også synes om minøø! Men spørgsmålet er om det ikke bare er som at pisse i bukserne; det er bliver hurtigt klamt og koldt? Ja, jeg spør bare!

Knud Romer: Det er en social psykose.

Altså, som jeg startede med at skrive, så er facebook lige præcis så meget, som du hælder i sitet. Ikke en flyvende fis mere. Men jeg har observeret og spioneret mens jeg hang ud i stilhed, derinde. Det, jeg har set er at folk med psykiske problemer ofte bliver hængende foran skærmen i stedet for at lukke låget ned på computeren og komme ud i verden (og det er ikke mig jeg taler om her, heller ikke dig, men nogle andre) Det er jo også så bekvemt at sidde der; du slipper for at gå ud i verden og møde ham eller hende, du behøver heller ikke gå i bad – ingen ved jo at du sidder med fedtet manke og gamle tæer bag skærmen. Er der tvivl om hvordan du vil se ud, så sætter du bare lige et billede på profilen af dig selv, fra dengang du var model i 1864 – VUPTI! – Det er nemt, at sidde på facebook og gå tur i sine virtuelle haver.

::PaRanOIa:: er også et af de træk, der er udbredt derinde:

“Hvem er venner med hvem og hvorfor er der ingen der siger tommel op til mig jeg synes jeg er så klog og lægger op til debat hver dag men ingen gider diskutere med mig .. osv ..”

Det er så kommet frem, at det ikke er dine venners skyld. Det er facebook, der skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig! Jamen, det er sgu da lige så invaliderende! Facebook kan sagtens gå hen og blive en social psykose, i værste fald så.

Knud Romer: En lukket klub, som lukker og slukker demokratiet. 

Kig på sætningen: “Facebook skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig”. Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på den her sætning: “Profilejere må ikke længere hedde noget med  ’Book’ ‘face’, ‘poke’ ‘wall’ eller ‘FB’.” Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på sætningen: “Facebook ejer dine ord og dine billeder! De bruger rask væk af dine ord uden at tænke over dine (afsenderens) rettigheder. Facebook udnytter simpelthen sine brugere! Facebook ejer din sjæl!” Fik du læst det? Godt!

SÅ meget for demokratiet!

Mht. de der klubber.. Der er stort set ikke andet derinde. Jamen, folk opretter jo rask væk alt muligt man skal inviteres til: Der er ‘De forfængelige poeters klub’ – KUN for indviede, selvfølgelig! Man kan ikke bare “gå ind”, man skal inviteres eller søge om optagelse! Så er der de irriterende klubber, som folk bare adder dit navn, – uden at du har givet dem lov. Så kan man komme glad og uspoleret hjem fra sit 8-4 job og opdage, at man befinder sig i ‘Hønseklubben’ og at der kommer 117 kommentarer om proteiner og det sidste nye kongeskib. Det stopper ikke før man har “forladt samtalen” – det kan man så heldigvis godt – forlade en gruppe. Det manglede da også bare. Men alt i alt er facebook altså en lukket klub. Så får man en venskabsrequest fra Lars med den røde cykel – nøj, han er jo berømt – og næste dag har han slettet dig igen, fordi du da vist ikke var lige så berømt, alligevel (som ham). Det er sgu da nedtur! Snobberiet mærkes en del på Facebook. Det er fx nemt at se snobber, når man iagttager de forfattere, der engang måtte udgive på små forlag uden de store armsving, – når de så skal til at udgive bøger på et anerkendt forlag, får de pludselig rigtig mange anerkendte forfattere som venner: Men om de så kigger til din side? Nøø! Det ER de lukkede poeters klub! Ja ja, når skidt kommer til ære .. (siger jeg bare!)

Knud Romer: Spild af tid og spild af kræfter.

Ja, altså – hvis du synes det er fedt med fællesonani, rygklapperi, sociale psykoser og lukkede klubber, så er det vel ikke spild af tid. Så er det bare lige dig! Men jeg har sgu fundet mig selv, efter jeg droppede facebook – det er i øvrigt snart en måned siden. Jeg er blevet et gladere og roligere menneske. Jeg behøver ikke cipramil. Jeg ved at der findes træer og græs – jeg har selv været der! Og jeg kan bevise, at der findes mennesker – af kød! De har også fedtet hår og bumser (som mig selv). De kan godt blive sure på mig uden at slette mig af vennelisten. De tør tage konsekvensen og bruge den. De fortæller mig, hvis jeg går over stregen – de skjuler mig ikke bare – bye bye. De kan give mere end smileys og thumbs upsies, de kan give KRAM og et godt glas vin.

Tilbage til rødderne/roden og naturen. Gør det og du vil se hvad du går glip af, hvis du kun sidder der bag skærmen med facebook som din ånd.

Knus og hep, Knud Romer! Du styrer! (dette var altså ikke et rygklap – det var velfortjent!)

Det er mig! i ottende række til højre midt for – og så lidt til venstre 7 rækker ned. Det er mig!

PS: Har du nogensinde prøvet at holde op med at ryge? Været clean, efter at have været stor-ryger? Så ved du vist også hvor meget man går op i at sable rygere og deres smøger ned (bagefter). Nogenlunde sådan går det til i krigen (her).

h1

Det Forkromede Overblik

January 1, 2012

I december 2011 var jeg lidt inde på det. Det med Overblikket. Blikket Over Det Hele. Ikke Big Brother, men “Kniv-skarpe Søster”, hende, der har Det Forkromede Overblik i enhver situation.

Sådan en “Søster” er jeg ikke. Men jeg vil gerne have hendes Overblik. Det kan fx starte i en kalender. Jeg har, som jeg var inde på i december sidste år, fået en Mayland GOALKEEPER, og så har jeg Kræftens Bekæmpelse på væggen. Overblikket er henholdsvis i min taske og på min væg. Men det er ikke nok. Jeg er ude efter Det Forkromede Overblik, som er vigtigt, når jeg er på job. Hvordan iscenesætter jeg egentlig et Overblik af den kaliber?

Et overblik er som bekendt ikke noget man bare har eller får foræret, men spørgsmålet er om man kan undvære det? De fleste forskere mener, at du skal være forberedt 4 uger frem for at danne et brugbart Overblik. Det synes jeg er en stor mundfuld. Min filosofi siger: Tag 2 timer ad gangen. Så opbygger du et vigtigt overskud til at fylde netop disse 2 timer ud med nærvær og Overblik. Du ved jo, at de 2 næste er på vej, og de næste. Hvorfor så bekymre sig om dem?

Ok.

For at blive en skattet kollega på arbejdspladsen, er man altså nødt til at have Overblik. Det er effektivt og det virker. Enhver arbejdsplads med respekt for sig selv har kun ansat folk med Overblik – intet andet. Men da Overblik åbenbart ikke er noget man bliver født med, så må man planlægge sig frem til et. Lad os starte i det små – foruden planlægning, organisering, gennemgang og oprydning i diverse mail-bakker og skriveborde, så er det vigtigt at man checker sin kalender fra man slår øjnene op. Men der er visse tidspunkter på dagen hvor selv en kalender ikke bevarer Overblikket. Watch closely now:

1.Grib mandag morgen med frisk mine. Mandagen er dog i forvejen en ret belastet dag, fordi den kommer efter søndag.Gør mandag til “Ugens VIP-dag”. Det er den dag du går ud fra hver uge. Du har forberedt mandag morgen om søndagen, ved at sætte uret til at ringe dig op i god tid:
Er du vant til at vælte ud af sengen klokken 8 når du møder klokken 9.30 så sæt uret til klokken 6.30 – så har du masser af tid til at slå op i din kalender og checke hvad det nu er du skal efter morgenkaffen. Maden skal fx smøres og kroppen renses.. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Og så er det på tide at komme på job.

Du møder op på din arbejdsplads ca en halv time FØR alle de andre – læg mærke til, at Overblikket stadig er ungt fordi du er FORAN de andre. Nu har du fred og ro til at lægge ny make-up og pudse sko. Du kigger på klokken, den er ikke længere 8.30, nu er den 9.15. og dine kolleger myldrer ind. Så slukker du for Overblikket – det er vigtigt, for om tirsdagen fortsætter du nemlig hvor du slap om mandagen. Små, men en effektive skridt på vej. På vej til Det Forkromede Overblik!

2.Tirsdag gør du det samme som du gjorde om mandagen indtil klokken 9.15. Da skruer du op for Overblikket fra klokken 9.15 – 11.00. Mellem klokken 9.15 – 11.00 møder dine kolleger på job. Her er det vigtigt, at du minder dig selv om, at du – og ingen anden – virkelig HAR Det Forkromede Overblik. Det gør dig en smule højrøvet, men det lover jeg er den eneste bivirkning. Dine kolleger checker ind, en for en, du hilser venligt og overskudsagtigt på dem, og har papirer og spørgsmål parat, som du ellers plejede at rode efter dengang du kom 5 minutter for sent hver dag.

Med din nye stil går kommunikationen som en leg fordi du ikke kommer 5 minutter efter dine kolleger, og derfor heller ikke er svedende og stakåndet. I får fordelt dagens opgaver. Alle er glade. Du slukker for Overblikket.

3.Onsdag kan godt gå hen og blive krisedag. Ikke fordi du er dum men fordi onsdag ligger midt i det hele. Den er ikke mandag eller tirsdag, den er onsdag. Du må gribe den an som om den var fredag. Så går det lidt nemmere. Du gør nøjagtig det du gjorde mandag og tirsdag og skruer op for Overblikket fra 11 – 14. Tiden mellem 11 og 14 er frokost-relateret. Det er der I allesammen skal til frokost. Måske alene, måske i hold. Gør dig klart hvad du mest er til. Der er ingen grund til at gå i hold, hvis du hellere vil spise alene – og omvendt.

Det bedste ved at gå først til frokost er, at du ikke går sukkerkold og mister Det Forkromede Overblik. Det der måske ikke er så smart er, at dine kolleger evt. mister DERES Overblik, fordi DE går sukkerkold(e).

Mit råd er: Hav vingummier på dig og lad for Guds skyld dine kolleger gå først til frokost. Så har du fred og ro til at pleje DIT Overblik. For at sige det som det er: Ingen kommer til at fucke med dit Overblik hvis du lader de andre gå til pause først. Sluk for Overblikket klokken 14.

4.Torsdag er en god dag fordi torsdag kommer før fredag. Du kan derfor regne med at onsdagens nid er glemt; det er snart weekend! Måske. Altså hvis du ikke arbejder om lørdagen. Nå, men torsdag gentager du mandag, tirsdag og onsdags discipliner og så skruer du op for Overblikket fra 14-16. Det er kaffepausetidspunktet. 14-16 er der, hvor man ofte mister sit overblik fordi man drømmer om kaffe og sukker og her hjælper ingen kære vingummi! Tidspunktet er levertid men ofte undervurderet fordi kolleger omkring dig begynder at afspadsere eller få fri, og så er det vel heller ikke værre, vel? Men det er det.

Prøv at se udfordringer i det her i stedet for problemer. Vær lidt kæk og foreslå dine kolleger, at I deles om udgifter til en førstehjælpskasse der evt. indeholder nikotinplaster, kaffe og ting, der ikke generer omgivelserne og sanserne, mærkbart. Så kan I have hver Jeres lille “hjørne” under disk eller bord, hvor I flittigt lader op. Lad være med at snerre, hvis I ikke bliver enige. Det er jo et arbejde, det her – ikke en kaffeklub! Sluk for Overblikket klokken 16.

5.Fredag er da en dejlig dag. Så tæt på weekend! Du gentager mandag, tirsdag, onsdag og torsdag og skruer op for Overblikket klokken 16-18. Det er nok det nemmeste tidspunkt på dagen, hvis altså ikke der er meget travlt. Klokken 16 -18 er fritids-agtig, fordi I nærmer Jer lukketid, Jer, der ikke gik hjem klokken 15. Ofte er det her, at der går pjat og pjank i den. Du har måske spist for mange vingummier, og så er du godt oppe at køre. Kom det i hu. Desuden er det heller ikke der, at Overblikket slipper op. Der forskes stadig i hvorfor det er sådan, men endnu ved man ikke om det er fordi ALLES Overblik ER forsvundet for den dag, og folk derfor er mere “large” i skoene, eller om man bare er kommet i det gode lune, fordi man snart har fri, eller om man simpelthen bare HAR
fået opgraderet Det Forkromede Overblik. Sluk for Overblikket klokken 18.

Lørdag er Total-lalledag. Slap af og opfør dig som om. Med mindre du arbejder på en lørdag. Hvis du arbejder om lørdagen, så lade den være din “Test-Mit-Overblik-Dag”.

Hvordan tester du så dit Overblik? Det kan gøres på mange måder, men du kan fx. prøve at stå rigtigt sent op og vælte ud af sengen og glemme din madpakke og komme 5 minutter for sent på job og svede og være stakåndet og lede efter papirer og gå sukkerkold og gå sidst til frokost, og lade være med en kaffepause og blive sur to timer før lukketid.. og så videre. Det du skal finde ud af er hvad gør det ved dig – og vigtigst: Er du stadig ansat i samme stilling, som om morgenen? Hvis du er, så kan du lalle videre om søndagen, men husk endelig at skrue op for Overblikket om mandagen!

Vær ambitiøs på dine egne vegne. Ellers kommer sgu-sgu-manden og han slår sgu hårdt. Book 4 uger i din egen kalender og kald aftalen ‘Opnå Det Forkromede Overblik på 4 uger’. Husk at indflette din “test-dag” i kalenderen, også.

Hvad er dine erfaringer med Overblikket og fik du afprøvet lalle-lørdagen og hvor mange trådte du egentlig over tæerne?

h1

19. december: Den anden

December 19, 2011

Dengang der ikke fandtes et univers med begrebet “Big Bang”, en jord, en kollisionsmaskine i CERN, død liv, eller dem der tager liv og giver død. Dengang nogle ville le, hvis du prøvede at beskrive sne, eller din påstand om at en ganske absurd anelse lige netop var den logiske brik som ville få universets mester til at åbenbare sig, inden alt dette, startede jeg min karriere. Men du behøver egentlig ikke anstrenge dig mht. at forestille dig noget som helst. Bare følg med.

Hvem havde sendt mig? Uanset hvem og hvorfor så regnede jeg ikke med at det ville være så nemt, som det egentlig var – når man tager i betragtning, at stedet var helvedes hedt. Det var ellers realistisk nok, den stikkende smerte, som om huden blev prikket ud af én. Følelsen af rivejern i halsen. Hoste. Øjne der løb i vand og nærmest krøllede sammen. Lugten af flæskesvær. Blod i munden. Hårløs, der hvor huden havde trukket sig tilbage og en del af det hvide kranie kom til syne. Flimren af lyde, knitren, syden, susende og kogende.

”Du er den anden?”

”Nej, jeg er fejlplaceret!”

”Hvem har sendt dig?”

”Ingen”.

”Du må være Djævlens Skæbne.”

Jeg vidste ikke om mit sorte kadaver ville bære mig hvis jeg rejste mig. Jeg måtte tage chancen. Kroppen stak ikke mere. Jeg følte en ny målrettethed. De skulle se, at jeg hørte til her.

”Du skal ikke rejse dig endnu. Bliv liggende! Du går i stykker!”

”Hvis jeg er Djævlens Skæbne må jeg vel gøre jeg hvad jeg vil!”

Jeg fik stablet mit legeme på benene og stod oprejst i flammerne. Det sortnede for øjnene mens hofterne knasede i deres hængsler. Ingen fornemmelser mere. ”Den smuldrer! Den anden smuldrer!”
Benene går i knæ og støver til alle sider, da de rammer stengulvet. Min venstre skulder brækker af og river halvdelen af min torso med sig og benene ligger under min hage.

”Hent baljen! Lad den ikke forsvinde!”

De kommer glidende fra alle sider. Stjernerne. Og midt i det hele sort. Jeg imploderer først. Derefter eksploderer jeg til alle sider. Let the sunshine in!

Om millioner af år, er jeg klar til at stige ned på den runde plet under mine fødder. Til den tid vil ingen stille spørgsmål. Folk vil trænge til mig. Jeg vil agere charmerende og være yderst veltalende. Jeg vil få tilhængere og forfattere vil skrive bøger om mig. Jeg vil give mennesket teknologi, folk kommer til at elske det!

Til gengæld vil jeg tage noget fra dem, den frihed de tror de får i kraft af teknologien, vil gemme på en fattigdom, som altid vil følge i mit kølvand og skade dem. Den vil være så dyb, at de simpelthen dør af det.

Men mennesker dør jo – ingen vil tænke over et hjerteanfald, udløst på grund af det ene eller det andet. Lad os så komme i gang med evolutionen!

h1

9. december: Den der søger ..

December 9, 2011

Der var engang en kongesøn som ville vide noget om trange tider. Men det var svært at finde ud af hjemme på slottet, hvor alting blev serveret – mad, sko og krige. Han blev informeret om meget, undtagen virkeligheden, og desuden havde han aldrig følt sult og tørst. Kongesønnen havde hørt noget om trange tider fra en journalist, der var ved at skrive bog nummer 117 om kongeriget, så måske måtte der være nogen i dette lille land, som havde mødt lidt elendighed?

”Til København med dig!” havde journalisten sagt,”der er der en hel del trange tider der!”

Til hest det gik for kongesønnen, men han kunne egentlig godt ha taget bilen. Det virkede bare mere eventyrligt at ride, syntes Kongesønnen. Så han red omkring Nivå. Han red til Klampenborg. I Dyrehaven blev han træt, stoppede sit ridt og fik hesten tøjret til et træ.

Dronningen havde smurt en kæmpe madpakke til ham, men føj, den bestod kun af gulerødder; hvorfor var dronninger så irriterende. Kongesønnen savnede kongen, der var flyttet til Sverige fordi han elskede en civil M/K derovre.

Pludselig stod der en hjort foran ham, men det var nu ikke noget der forskrækkede. Der var mange af den slags i byerne fordi der var færre og færre skove.

”Du søger trange tider?”, sagde hjorten.

Kongesønnen fik et stykke gulerod galt i halsen for det her skete simpelthen bare ikke! Han checkede sin puls. Den var lidt høj, men ellers helt regelmæssig.

“Du har næppe oplevet trange tider, men du vil komme til det. Prøv København ” sagde den og så sprang den sin vej.

Kongesønnen red til København og alle folk hilste. Nå ja, nogle spyttede også, men de fleste var da glade for at se ham. Den nat sov han hos en greve i den indre by men han sov dårligt. Hvorfor vidste han ikke. Næste dag spurgte greven:

”Hvordan har du sovet?”

Kongesønnen var sur for han havde sovet på en sten (eller sådan følte han det).

“Dårlige madrasser, måske direkte fra Jysk Sengetøjslager?”

Greven blev fornærmet og undskyldte sig med at de trange tider også havde ramt grevefolket.

”Oplever du trange tider”? spurgte Kongesønnen, ”Jeg er rigtig meget på jagt efter dem, men kan til min søde grød da ikke finde nogen, overhovedet. Fortæl mig hvordan det er at være sulten og tørstig”.

Greven så forbavset på kongesønnen og sagde at han måske ikke lige følte sult og tørst. Men det var svært at holde det store slot så måske skulle han og grevinden flytte ned i en strandvejsvilla. Det var jo forfærdeligt trist. Da Kongesønnen senere på dagen red ind på Christiania i sin magt og vælde, gloede folk på ham med vantro blikke:

”Hvad lavede han dog her?” og ”Måtte han det for dronningen?”

Han syntes der så hyggeligt ud. Der var levende lys i boderne, hvor der blev solgt hatte og bælter. Han hoppede af hesten og gik hen til en mand der solgte kræmmerhuse med kandiserede mandler.

” I har det sgu godt her!” sagde Kongesønnen med mandler mellem tænderne.

Om aftenen ville han vende om og ride hjem til slottet. Der var åbenbart slet ingen trange tider på Christiania. Inden han hoppede på hesten fik en kvinde i røde gevandter fat i hans ene støvle så den faldt af. Kongesønnen blev forbavset, men da hun bad ham blive til natmad blev han glad. Der var lavet bål i en baghave til ære for ham (fik jeg skrevet at han var glad?) Måske kunne kvinden fortælle ham noget om hvor der fandtes trange tider? Kvinden i de røde gevandter sagde:

“Kongesøn, det er ofte hvor de trange tider bider mest, at man rykker sammen og prøver at hjælpe hinanden.”

Han forstod et øjeblik, men så undrede han sig igen:

”Men hvad er trange tider for noget, hvis de bringer så meget godt med sig?”

Kvinden tog hans hænder i sine og sagde at han måtte ride hjem til sig selv, der ville svaret på hans spørgsmål være.Han sagde tak for i aften og svang sig op på hesten. Så gik det i fuld galop hjem til slottet.

Der sad dronningen og klagede over at aviserne havde skrevet om Kongesønnens tur til Christiania.
”Og der var også slibrige billeder af ham og en kvinde i røde gevandter!”
Nu fattede Kongesønnen for første gang hvad trange tider var.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 556 other followers