Archive for the ‘konkurrence’ Category

h1

Knud Romers udsagn om facebook – holder de?

May 31, 2012

Et stort og rungende JA! Selvfølgelig er facebook kun noget i kraft af det du selv bidrager med. Men der er nu noget om det forfatteren Knud Romer skriver.

Knud Romer: Facebook er en kræftsvulst.

Jeg har bemærket hvor meget energi jeg har fået efter jeg forlod facebook. Kræft er noget der griber om sig og dræner patienten for liv og kulør. Det samme kan man faktisk godt sige om facebook. Du kan heller ikke undgå at se det lille facebook-ikon/link på diverse “vigtige” websider, som fx DR1 og TV2, selv aviserne tager det på sig, ikonet.

Det korte i det lange: Sådan var det ikke i facebooks tidlige år. Facebook har virkelig bredt sig (som cancer).

Knud Romer: Det er fællesonani og rygklapperi.

Åh ja. Og jeg skriver “Åh ja” med et smil om munden fordi jeg jo også har mærket rygklapperne – til min egen fordel. Men jeg har da mest siddet og kigget på hvordan den ene “aede” den anden og roste og heppede og ih, hvor er du smuk! og åh, hvor skriver du godt og næ, hvor er jeg vild med dine statusopdateringer  og hvor er det dejligt du også synes om minøø! Men spørgsmålet er om det ikke bare er som at pisse i bukserne; det er bliver hurtigt klamt og koldt? Ja, jeg spør bare!

Knud Romer: Det er en social psykose.

Altså, som jeg startede med at skrive, så er facebook lige præcis så meget, som du hælder i sitet. Ikke en flyvende fis mere. Men jeg har observeret og spioneret mens jeg hang ud i stilhed, derinde. Det, jeg har set er at folk med psykiske problemer ofte bliver hængende foran skærmen i stedet for at lukke låget ned på computeren og komme ud i verden (og det er ikke mig jeg taler om her, heller ikke dig, men nogle andre) Det er jo også så bekvemt at sidde der; du slipper for at gå ud i verden og møde ham eller hende, du behøver heller ikke gå i bad – ingen ved jo at du sidder med fedtet manke og gamle tæer bag skærmen. Er der tvivl om hvordan du vil se ud, så sætter du bare lige et billede på profilen af dig selv, fra dengang du var model i 1864 – VUPTI! – Det er nemt, at sidde på facebook og gå tur i sine virtuelle haver.

::PaRanOIa:: er også et af de træk, der er udbredt derinde:

“Hvem er venner med hvem og hvorfor er der ingen der siger tommel op til mig jeg synes jeg er så klog og lægger op til debat hver dag men ingen gider diskutere med mig .. osv ..”

Det er så kommet frem, at det ikke er dine venners skyld. Det er facebook, der skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig! Jamen, det er sgu da lige så invaliderende! Facebook kan sagtens gå hen og blive en social psykose, i værste fald så.

Knud Romer: En lukket klub, som lukker og slukker demokratiet. 

Kig på sætningen: “Facebook skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig”. Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på den her sætning: “Profilejere må ikke længere hedde noget med  ’Book’ ‘face’, ‘poke’ ‘wall’ eller ‘FB’.” Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på sætningen: “Facebook ejer dine ord og dine billeder! De bruger rask væk af dine ord uden at tænke over dine (afsenderens) rettigheder. Facebook udnytter simpelthen sine brugere! Facebook ejer din sjæl!” Fik du læst det? Godt!

SÅ meget for demokratiet!

Mht. de der klubber.. Der er stort set ikke andet derinde. Jamen, folk opretter jo rask væk alt muligt man skal inviteres til: Der er ‘De forfængelige poeters klub’ – KUN for indviede, selvfølgelig! Man kan ikke bare “gå ind”, man skal inviteres eller søge om optagelse! Så er der de irriterende klubber, som folk bare adder dit navn, – uden at du har givet dem lov. Så kan man komme glad og uspoleret hjem fra sit 8-4 job og opdage, at man befinder sig i ‘Hønseklubben’ og at der kommer 117 kommentarer om proteiner og det sidste nye kongeskib. Det stopper ikke før man har “forladt samtalen” – det kan man så heldigvis godt – forlade en gruppe. Det manglede da også bare. Men alt i alt er facebook altså en lukket klub. Så får man en venskabsrequest fra Lars med den røde cykel – nøj, han er jo berømt – og næste dag har han slettet dig igen, fordi du da vist ikke var lige så berømt, alligevel (som ham). Det er sgu da nedtur! Snobberiet mærkes en del på Facebook. Det er fx nemt at se snobber, når man iagttager de forfattere, der engang måtte udgive på små forlag uden de store armsving, – når de så skal til at udgive bøger på et anerkendt forlag, får de pludselig rigtig mange anerkendte forfattere som venner: Men om de så kigger til din side? Nøø! Det ER de lukkede poeters klub! Ja ja, når skidt kommer til ære .. (siger jeg bare!)

Knud Romer: Spild af tid og spild af kræfter.

Ja, altså – hvis du synes det er fedt med fællesonani, rygklapperi, sociale psykoser og lukkede klubber, så er det vel ikke spild af tid. Så er det bare lige dig! Men jeg har sgu fundet mig selv, efter jeg droppede facebook – det er i øvrigt snart en måned siden. Jeg er blevet et gladere og roligere menneske. Jeg behøver ikke cipramil. Jeg ved at der findes træer og græs – jeg har selv været der! Og jeg kan bevise, at der findes mennesker – af kød! De har også fedtet hår og bumser (som mig selv). De kan godt blive sure på mig uden at slette mig af vennelisten. De tør tage konsekvensen og bruge den. De fortæller mig, hvis jeg går over stregen – de skjuler mig ikke bare – bye bye. De kan give mere end smileys og thumbs upsies, de kan give KRAM og et godt glas vin.

Tilbage til rødderne/roden og naturen. Gør det og du vil se hvad du går glip af, hvis du kun sidder der bag skærmen med facebook som din ånd.

Knus og hep, Knud Romer! Du styrer! (dette var altså ikke et rygklap – det var velfortjent!)

Det er mig! i ottende række til højre midt for – og så lidt til venstre 7 rækker ned. Det er mig!

PS: Har du nogensinde prøvet at holde op med at ryge? Været clean, efter at have været stor-ryger? Så ved du vist også hvor meget man går op i at sable rygere og deres smøger ned (bagefter). Nogenlunde sådan går det til i krigen (her).

h1

Eight Hour Cream

May 30, 2012
Soothe me smooth me
peel and shape me.
Now when sun and wind will burn me.
Moisturise my cracked lips
That is what I dream
Eight Hour Cream!

Anna har gang i en konkurrence på sin side – se mere: her

h1

23. december: Da tobakshandleren kom forbi en Ø

December 23, 2011

Der var engang en tobakshandler, som mødte Poesien på en Ø. Første møde, faldt dog ikke så heldigt ud.

Tobakshandleren stred sig igennem vildt krat med økser og andet skarpt. Luften var tung af em og solen var ved at gå ned. Da blev han opmærksom på noget der ikke var der. Dampen han havde bemærket, kom netop fra hans egne to øjne; noget eller nogen havde åbenbart en hæslig indvirkning på alle hans sanser.

Han tog et lommetørklæde op af sin ene baglomme og pressede det mod næse og mund. Øjnene måtte han lukke. Så satte han sig på en stub og stak hovedet ned mellem benene for ikke at besvime af de underlige fornemmelser han havde i kroppen.Hvad skulle han dog gøre. Måske var hans sidste tid kommet?

Mens han sad dér kom kom han i tanke om de sange hans far altid sang for familien om aften inden sengetid. For at tænke på noget andet begyndte han at synge” Fred hviler over land og by – ej verden larmer mer”. Noget underligt skete.

Allerede ved den første tone, det første ord, forsvandt ubehagelighederne fra hans krop. Øjnene begyndte at se uden tårer. Næsen holdt op med at løbe. Hosten stilnede af og den frygtelige dunken i ørerne forsvandt.

Han kiggede op og så et gyldent væsen der var bygget af toner, eller, det vil sige,
der hvor hovedet plejer at sidde på et menneske, sad alverdens alfabeter, selv det kinesiske! Fra halsen og ned til navlen lød do-re-mi-fa-so-la-bi-do i en uendelighed. Fra navlen og ned til tåneglene svirrede det med alverdens instrument-lyde. Og duften der omgav væsenet var intens rose, syren og appelsin. Det måtte være Poesien selv.

Tobakshandleren gned sine øjne. Han havde vel mistet forstanden? Men der var jo godt nok også skizofreni i familien. Men uanset gener, måtte han blive ved med at synge, ellers kom de frygtelige fornemmelser tilbage i hans krop.

Så fik han en idé, der var meget bedre end elefantmanden eller King Kong eller Jurassic Park! Poesien skulle til Danmark! Tobakshandler sang det bedste han havde lært, mens han nærmede sig det gyldne væsen. Og selvfølgelig fangede han det. Så rejste han over hav og land med Poesien godt gemt i en stor kasse.

Men se.

Intet blev jo helt som han regnede med. I det store interwiev med Berlingske Tidene fortalte han at man kunne se Dyret hvis man sang for det. Så alle prøvede at fyre lieder, rock og dansk pop af dér i Zoologisk Have – det, inklusive ham selv. Men intet skete. Det var nøjagtigt ligeså afskyligt at være i nærheden af Væsnet som første gang tobakshandleren var stødt på det på Øen.

En dag kom en digter til byen.

Med sig bragte han en bog. I bogen stod et digt. I digtet lød den fineste musik, når han læste op. Han havde planer om at tage i Zoologisk Have og se på det Væsen, som alle talte om.

Den dag han læste for Væsnet regnede det. Siderne i bogen blev våde mens han stod og læste. Men pludselig bredte der sig en paraply af musik og ord lige over digterens hoved. Et gyldent ansigt der mindede om en morgenfrueblomst tilsat lidt hvid kat kom til syne. Digteren bemærkede at Væsnet spiste af hans ord og musik.

Folk kom til. Dyrepassere ringede efter politi og brandmænd. Tobakhandleren rev sig selv i håret, – gad vide om folk ville miste interessen for ham, nu hvor digteren tog al æren!

Men da han ville overrække digteren tobaks-præmien sagde det unge talent:

- Hvis du endelig skal bestikke mig, så synes jeg, at I skal slippe Væsnet ud af Zoologisk Have og i stedet lade det bo i Poesiens Hus i Gothersgade.

h1

17. december: Stedmor Eg

December 17, 2011

Der var engang en eg, som havde to blade, det ene var smukt og grønt, det andet grimt og vissent. Egen holdt mest af det grimme blad, thi det var hendes eget. Det andet, måtte dag ud dag ind undvære næring fra rødderne. En dag fløj en fugl forbi og satte sig på den gren, der bar det grønne blad:

”Ja, jeg er en lille undulat der er stukket af hjemmefra og det er underligt, at du ikke også er hvirvlet afsted for længst. Tænk, at blive siddende her med det slatne salatblad, det kedeligste, jeg nogensinde har set!” Så hakkede undulaten i det visne blad med sit næb.

”Men så sig mig lige hvordan jeg river mig løs fra stedmor Eg?” rislede det smukke blad.

Undulaten vidste det virkelig ikke og ville flyve igen. Den havde haft nok elendighed, der hvor den kom fra, så nu gad den altså ikke at tage sig af andres.

”Jeg synes bare jeg ville blære mig lidt.” sagde den – og så lettede den.

Stedmor Eg, hørte det hele og hun tænkte så det knagede og bragede i stammen. Så slog hun ud med den gren, hvor det kønne blad sad. Bladet ramte den bastante stamme og fik et par kraftige afskrabninger. Stedmor Eg kiggede kærligt på det visne skud og det kiggede kærligt på hende. De to hørte sammen.

Et par dage efter intermezzoet kom en hiphopper gående. Han havde taget musik og øl med. Han satte sig under Stedmor Eg og skruede op for ghettoblasteren, den fedeste med DAB/FM radio – og det hele.

Stedmor Eg smiskede: ”Hvis du er rigtig flink, skal du gøre mig en tjeneste.”

Hiphopperen hørte egentlig ikke noget, men da hun rislede lidt højere, slukkede han for musikken:

”HVAD?” sagde han.

Stedmor Eg gentog sig og det gjorde hip hopperen også, den eneste forskel på før og nu var, at før sad han under egen og nu stod han på begge ben under samme træ.

”Hvis du er rigtig flink, gør du mig den tjeneste at plukke det grønne smukke blad som du kan se der og så skal du ryge det.”

Hiphopperen så ud som om han havde set en lort og der gik ikke lang tid, så var han smuttet. Stedmor Eg sukkede. Men det er ikke til at sige hvem der sukkede højst?

h1

3 december: Sekretæren

December 3, 2011

Det var en mørk og stormfuld nat .. Mere om det senere. Måske vil det være dumt, at starte historien sådan? For det er jo ikke en gyser. Historien handler om min veninde Line, som var sekretær på et bladhus. Hun havde lovet, at hjælpe mig lidt på vej med et job. Line ville blot “pille lidt” ved chefens mapper og arrangere det sådan, at mit CV kom til at ligge øverst i bunken.

Jeg kunne ikke lade være med at være lidt forundret over hende, da jeg blev vist rundt på “Bladet” forleden. Hun virkede nemlig nervøs de gange chefen passerede os. Alligevel ville hun gennemføre sit ærinde, som hun sagde. Jeg spurgte hende, om hun var lidt forelsket i manden? Selvfølgelig var hun ikke det, sagde hun.

“Det er jo dig, der er vild med chefen”, sagde hun smilende.

“Sæt dig her, Anni, jeg fikser en kop kaffe til dig, mens du venter.”

Jeg satte mig og så beundrende på hende. Hjerteveninder var vi vel næppe, men alligevel var forbindelsen bevaret, måske fordi vi havde brug for at konkurrere om snart det ene, snart det andet? Hun var fx bedre til sport.

Engang løb hun af med guldmedajlen i 200 meter brystsvømning. Der skulle et godt bryst til fra min side, da jeg stod og knugede sølvmedaljen, og fotografen skød det ene billede efter det andet af Line og hendes sejr.

Trods nederlag, søgte jeg alligevel hendes selskab og strålede med, som om hendes successer gjorde mig mere værd i andres øjne. Derfor kunne jeg ikke tro mine egne ører da hun ringede og ville hjælpe mig ind i firmaet, og i nærheden af manden, jeg var vild med. Måske var vi, trods intriger og konkurrence, ved at finde hinanden? Måske var det bare mig, der havde været sart?

Efter en times tid, blev jeg kaldt ind på chefens kontor, manden, der ellers aldrig ville se til min side. Hans Armani skjorte faldt perfekt ned over den brede brystkasse og de slidte jeans under skjorten, satte sig på kanten af skrivebordet mens han kiggede undersøgende på mig. Så bladrede han i mine papirer og kiggede forvirret på mig igen.

- Du er her fordi … ?

- Det var angående den der ledige stilling som souschef .. der…

- Den er da besat…?

Jeg kiggede uforstående på ham og rystede på hovedet. Forsikrede ham om, at der måtte være en misforståelse et sted. Døren gik op og min veninde Line trådte ind i lokalet. Hendes nervøsitet var væk og hun stillede sig ved siden af chefen. Jeg kunne se hun kluklo indeni.

“Jamen, der har vi jo min nye souschef, Line Ankersen! Der er sket en fejl, da mapperne blev transporteret fra mit gamle kontor og til det nye her. Det beklager jeg. Men nu er du så heldig at jeg søger en sekretær. Min souschef kan fortælle dig mere om detaljerne. Jeg skal til et møde om fem minutter.”

“Og vi kender jo hinanden”, smilede min veninde, den nye souschef. “Jeg skal nok få dig til at føle dig godt tilpas på ‘People Weekly‘.”

Det er en mørk og stormfuld nat .. Jeg vil aflægge Line et besøg.

Jeg må nok hellere stoppe min fortælling nu. For som jeg skrev i starten af historien: Dette er ikke en gyser..

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 556 other followers