Der var engang en tobakshandler, som mødte Poesien på en Ø. Første møde, faldt dog ikke så heldigt ud.
Tobakshandleren stred sig igennem vildt krat med økser og andet skarpt. Luften var tung af em og solen var ved at gå ned. Da blev han opmærksom på noget der ikke var der. Dampen han havde bemærket, kom netop fra hans egne to øjne; noget eller nogen havde åbenbart en hæslig indvirkning på alle hans sanser.
Han tog et lommetørklæde op af sin ene baglomme og pressede det mod næse og mund. Øjnene måtte han lukke. Så satte han sig på en stub og stak hovedet ned mellem benene for ikke at besvime af de underlige fornemmelser han havde i kroppen.Hvad skulle han dog gøre. Måske var hans sidste tid kommet?
Mens han sad dér kom kom han i tanke om de sange hans far altid sang for familien om aften inden sengetid. For at tænke på noget andet begyndte han at synge” Fred hviler over land og by – ej verden larmer mer”. Noget underligt skete.
Allerede ved den første tone, det første ord, forsvandt ubehagelighederne fra hans krop. Øjnene begyndte at se uden tårer. Næsen holdt op med at løbe. Hosten stilnede af og den frygtelige dunken i ørerne forsvandt.
Han kiggede op og så et gyldent væsen der var bygget af toner, eller, det vil sige,
der hvor hovedet plejer at sidde på et menneske, sad alverdens alfabeter, selv det kinesiske! Fra halsen og ned til navlen lød do-re-mi-fa-so-la-bi-do i en uendelighed. Fra navlen og ned til tåneglene svirrede det med alverdens instrument-lyde. Og duften der omgav væsenet var intens rose, syren og appelsin. Det måtte være Poesien selv.
Tobakshandleren gned sine øjne. Han havde vel mistet forstanden? Men der var jo godt nok også skizofreni i familien. Men uanset gener, måtte han blive ved med at synge, ellers kom de frygtelige fornemmelser tilbage i hans krop.
Så fik han en idé, der var meget bedre end elefantmanden eller King Kong eller Jurassic Park! Poesien skulle til Danmark! Tobakshandler sang det bedste han havde lært, mens han nærmede sig det gyldne væsen. Og selvfølgelig fangede han det. Så rejste han over hav og land med Poesien godt gemt i en stor kasse.
Men se.
Intet blev jo helt som han regnede med. I det store interwiev med Berlingske Tidene fortalte han at man kunne se Dyret hvis man sang for det. Så alle prøvede at fyre lieder, rock og dansk pop af dér i Zoologisk Have – det, inklusive ham selv. Men intet skete. Det var nøjagtigt ligeså afskyligt at være i nærheden af Væsnet som første gang tobakshandleren var stødt på det på Øen.
En dag kom en digter til byen.
Med sig bragte han en bog. I bogen stod et digt. I digtet lød den fineste musik, når han læste op. Han havde planer om at tage i Zoologisk Have og se på det Væsen, som alle talte om.
Den dag han læste for Væsnet regnede det. Siderne i bogen blev våde mens han stod og læste. Men pludselig bredte der sig en paraply af musik og ord lige over digterens hoved. Et gyldent ansigt der mindede om en morgenfrueblomst tilsat lidt hvid kat kom til syne. Digteren bemærkede at Væsnet spiste af hans ord og musik.
Folk kom til. Dyrepassere ringede efter politi og brandmænd. Tobakhandleren rev sig selv i håret, – gad vide om folk ville miste interessen for ham, nu hvor digteren tog al æren!
Men da han ville overrække digteren tobaks-præmien sagde det unge talent:
- Hvis du endelig skal bestikke mig, så synes jeg, at I skal slippe Væsnet ud af Zoologisk Have og i stedet lade det bo i Poesiens Hus i Gothersgade.
