Der var engang en hånd, som havde en tommelfinger. Denne finger var yderst uartig, og hånden kunne slet ikke forstå hvorfor. Til sidst tabte hånden tålmodigheden og begyndte at klage. Men det hjalp heller ikke, faktisk blev det meget værre. Rundt om hånd og finger blev der nemlig viklet noget stramt, vist nok en forbinding, og håndens linjer svulmede op i raseri over denne ufrihed. ”Gid den tommelfinger ikke var der, så kunne jeg da få fred”.
Tommelfingeren kradsede hånden med sin negl. Næste dag skete der noget, der ikke sker hver dag. Hånden lagde mærke til, at forbindingen var væk, men det var tommelfingeren også! Nu var hånden bare hånden og den betragtede sine linier med stor tilfredshed, lige indtil nogen skubbede provokerende til den. Det var den højrøvede fuck-finger der gjorde så kongelig en entré.
”Så du tror du får lov at ligne en spade”? sagde den til hånden der svedte den klammeste håndsved.
”Hvad gør du her og hvorfor”? klagede hånden. Fuck-fingeren strakte alle sine led mens den svingede med fingerblommen.
”Det skal jeg sige dig. Du er ikke skabt til at være alene. En hånd uden en finger er en finger for lidt for en hånd.”
Hånden holdt op med at svede, men nu vred den sig i vrede, og klagede som aldrig før. Det blev naturligvis for meget for fuck-fingeren.
”Fuck dig”! sagde den, og det var virkelig ikke særlig genialt, men den kunne bare det der.

