24. december: Jul på Rungstedlund – en genudsendelse

Karen Blixen: Tænk, nu lægger man mig også i kurv..

Mig: Men det har man da ofte gjort! Jeg lagde engang ”Syv fantastiske fortællinger” i min indkøbskurv – dengang du hed Isak Dinesen…

Karen Blixen: Men nu er jeg i 24 karats forgyldning eller godt forsølvet med Sterling Sølv, rank som en lyseholder, besnærende som julehjerter og evig som englene. Selv en stjerne til toppen af træet er jeg blevet til!

Mig: Er du selveste Ledestjernen?

Karen Blixen: Ja. Og hvert år vil man forny mig – med nye dele!

Mig: Hm..Enhver klimakteriesilds drøm!

Karen Blixen: Jeg ved ikke hvad du kalder det. Men jeg mener det er en smule blasfemisk!

Arthur Schopenhauer: Hvis det nu ikke var fordi julen i sig selv er en fantastisk meningsløs fest, så ville jeg da blive beæret over, at være Ledestjernen for resten af Danmark..

Karen Blixen: Og hænge rundt omkring i de små hjem og dingle på træer og kviste?

Arthur Schopenhauer: På én eller anden måde skal man jo sælge sig selv? Og hvorfor ikke som julepynt?

Karen Blixen: Nej, jeg må altså snakke med Ole Kortzau om det her. Det er jo nærmest pinligt! Han må finde en anden celebrity og støbe julestjerner af!

Arthur Schopenhauer: Komtesse, nu mens vi er næsten helt alene, og Kant drikker sin vin, så vil jeg gerne spørge Dem om noget..Æh..

Mig: Skal jeg gå?

Arthur Schopenhauer: Ja!

Karen Blixen: Nej.

Arthur Schopenhauer: Nå!

Karen Blixen: Men TAK for blomsterne, Arthur! De ved hvor meget jeg elsker blomster og gerne fylder mit hjem i Rungstedlund med friske, klassiske blomsterbuketter – men De, min gode herre, De får altså en kurv.

Arthur Schopenhauer: En kurv? Skal jeg ligge i kurv?

Karen Blixen: De skal i hvert fald ikke ligge i min!

Arthur Schopenhauer: Kurv? I Deres kurv? Ikke ligge dér?

Karen Blixen: Nej, men nu må De have mig undskyldt – jeg skal ringe til Virginia Woolf. Hun MÅ ikke gå glip af Rungstedlund ved juletid. I over 17 år levede jeg som farmer i Afrika. Fra nu af, bliver alting anderledes..

Arthur Schopenhauer: Livet ER meningsløst..

Virginia Woolf: Mr. Arthur Schopenhauer – You can’t find peace by avoiding life.

Karen Blixen: Åh, der ER De jo, Kære Virginia! Jeg troede slet ikke De kom, fordi De aldrig ringede..

Virginia Woolf: No – but The truth is more important than the facts. And here I am!

(Kysselyde)

Mig: Kom Schopenhauer, skal vi to holde jul sammen og lade damerne være i fred?

Arthur Schopenhauer: Nej, jeg skal knække Viljen..Lige til det sidste!

Immanuel Kant: Ah, din gamle nøddeknækker! Kom nu hér og drik et glas vin! Lad os udnytte Julen!

Arthur Schopenhauer: KANT! De aner ikke hvor meget jeg er kommet i tvivl om al-ting!

Immanuel Kant: Hav mod til at betjene Dem af Deres egen forstand!

Arthur Schopenhauer: Det har jeg ved Gud da også! Tsk..!

Karen Blixen: Jeg vil optræde i mit Pjerrot-kostyme efter dansen om træet –

eller på et tidspunkt, i hvert fald. Og maden er klar i den store dagligstue! Men skulle jeg vælge, ville jeg hellere serevere maden under åben himmel i månelysets skær med hvide duge, højtstilkede vinglas og safaristole omkring et bord flankeret af masaier, der overvåger det mørke buskads – og sammen med min elskede Denys Finch Hatton..

Franz Schubert: Kære Karen! Og så skal vi sidde dér foran marmorkaminen! Hvor er det dog hyggeligt! Og jeg ser, at De har lavet min yndlingsret?

Karen Blixen: Kokken har gjort sig umage med at lave kalv med kål, ja!

Arthur Schopenhauer: Åh nej, er vi alle sammen inviteret – til kalv med kål? Jeg får sådanne luftdannelser i tarmen..

Karen Blixen: Men første Juledag står den altså på min yndlingsret: Mørbrad med flødepaprikasuace! Det lover jeg Dem, min Kære Schopenhauer. Og så får de ikke vrøvl med peristaltikken!

Arthur Schopenhauer: Så må man vel vente med at knække Viljen til anden Juledag?

Immanuel Kant: Må jeg give Dem et godt råd, Schopenhauer: Vent med at knække noget som helst til efter Nytår!

Storm P: SKÅL!

23. december: Da tobakshandleren kom forbi en Ø

Der var engang en tobakshandler, som mødte Poesien på en Ø. Første møde, faldt dog ikke så heldigt ud.

Tobakshandleren stred sig igennem vildt krat med økser og andet skarpt. Luften var tung af em og solen var ved at gå ned. Da blev han opmærksom på noget der ikke var der. Dampen han havde bemærket, kom netop fra hans egne to øjne; noget eller nogen havde åbenbart en hæslig indvirkning på alle hans sanser.

Han tog et lommetørklæde op af sin ene baglomme og pressede det mod næse og mund. Øjnene måtte han lukke. Så satte han sig på en stub og stak hovedet ned mellem benene for ikke at besvime af de underlige fornemmelser han havde i kroppen.Hvad skulle han dog gøre. Måske var hans sidste tid kommet?

Mens han sad dér kom kom han i tanke om de sange hans far altid sang for familien om aften inden sengetid. For at tænke på noget andet begyndte han at synge” Fred hviler over land og by – ej verden larmer mer”. Noget underligt skete.

Allerede ved den første tone, det første ord, forsvandt ubehagelighederne fra hans krop. Øjnene begyndte at se uden tårer. Næsen holdt op med at løbe. Hosten stilnede af og den frygtelige dunken i ørerne forsvandt.

Han kiggede op og så et gyldent væsen der var bygget af toner, eller, det vil sige,
der hvor hovedet plejer at sidde på et menneske, sad alverdens alfabeter, selv det kinesiske! Fra halsen og ned til navlen lød do-re-mi-fa-so-la-bi-do i en uendelighed. Fra navlen og ned til tåneglene svirrede det med alverdens instrument-lyde. Og duften der omgav væsenet var intens rose, syren og appelsin. Det måtte være Poesien selv.

Tobakshandleren gned sine øjne. Han havde vel mistet forstanden? Men der var jo godt nok også skizofreni i familien. Men uanset gener, måtte han blive ved med at synge, ellers kom de frygtelige fornemmelser tilbage i hans krop.

Så fik han en idé, der var meget bedre end elefantmanden eller King Kong eller Jurassic Park! Poesien skulle til Danmark! Tobakshandler sang det bedste han havde lært, mens han nærmede sig det gyldne væsen. Og selvfølgelig fangede han det. Så rejste han over hav og land med Poesien godt gemt i en stor kasse.

Men se.

Intet blev jo helt som han regnede med. I det store interwiev med Berlingske Tidene fortalte han at man kunne se Dyret hvis man sang for det. Så alle prøvede at fyre lieder, rock og dansk pop af dér i Zoologisk Have – det, inklusive ham selv. Men intet skete. Det var nøjagtigt ligeså afskyligt at være i nærheden af Væsnet som første gang tobakshandleren var stødt på det på Øen.

En dag kom en digter til byen.

Med sig bragte han en bog. I bogen stod et digt. I digtet lød den fineste musik, når han læste op. Han havde planer om at tage i Zoologisk Have og se på det Væsen, som alle talte om.

Den dag han læste for Væsnet regnede det. Siderne i bogen blev våde mens han stod og læste. Men pludselig bredte der sig en paraply af musik og ord lige over digterens hoved. Et gyldent ansigt der mindede om en morgenfrueblomst tilsat lidt hvid kat kom til syne. Digteren bemærkede at Væsnet spiste af hans ord og musik.

Folk kom til. Dyrepassere ringede efter politi og brandmænd. Tobakhandleren rev sig selv i håret, – gad vide om folk ville miste interessen for ham, nu hvor digteren tog al æren!

Men da han ville overrække digteren tobaks-præmien sagde det unge talent:

- Hvis du endelig skal bestikke mig, så synes jeg, at I skal slippe Væsnet ud af Zoologisk Have og i stedet lade det bo i Poesiens Hus i Gothersgade.

22. december: Tingen

Der var engang en ting. Sådan en smuk sort fugl .. Eller måske var det mere en tanke? Det er svært at huske når man ikke tror på julemanden. Men en ting, it was. Det er jeg sikker på.

For ting kan man finde overalt. Fx i butikker. Man kan fx besøge en slagter og spørge manden bag disken, om han tilfældigvis har sådan en dims med sorte fjer på. Hvis han ser underlig ud i hovedet (det gør de for det meste), så skal man bare prøve at forklare ‘tingen’ på en anden måde. Fx kan man sige:

- Hej, jeg søger en ting, der har lige ryg og spidse kanter. I midten findes et motiv (udenpå tingen), men man bliver nødt til at lukke tingen op, før det giver mening.

- Det har vi ikke, lille ven. Prøv hos bageren.

Så nikker man venligt, og lader næste kunde få slagterens opmærksomhed. Går man over til bageren, må man forklare det på en helt anden måde. Og det kan ikke nytte noget, at man væver i det.

- Hej, jeg kunne godt tænke mig en ting, der ikke er fuld af nødder og hvede. Men den må godt have mindst en historie i sig.

- Det tror jeg ikke vi har!

- Ved eller tror?

- Det må du spørge boghandleren om.

Om jeg forstår hvorfor boghandleren er klogere end bageren? Men så må jeg jo gå til boghandleren. Bag disken står et par store briller med glas man kan spejle sig i. Den lille dame, på størrelse med et leksikon, har store øjne.

- Hej, jeg vil gerne købe en ting med mindst en god historie i.

Hun går hun hen til en hylde med ‘lokalhistorie’ og griber noget, der kunne være et stykke chokolade, men det er det ikke. Hun forklarer mig, at der faktisk er 15 gode historier i den her ting.

- Ok. Den tager jeg! siger jeg.

- Skal jeg pakke den ind? spørger hun.

- Ja, det må du godt.

Så pakker hun den ind og jeg når lige, at se lidt af tingen; en skarv, der spreder sine vinger, mens den kigger i retning af Kronborg.

21. december: Den klagende hånd

Der var engang en hånd, som havde en tommelfinger. Denne finger var yderst uartig, og hånden kunne slet ikke forstå hvorfor. Til sidst tabte hånden tålmodigheden og begyndte at klage. Men det hjalp heller ikke, faktisk blev det meget værre. Rundt om hånd og finger blev der nemlig viklet noget stramt, vist nok en forbinding, og håndens linjer svulmede op i raseri over denne ufrihed. ”Gid den tommelfinger ikke var der, så kunne jeg da få fred”.

Tommelfingeren kradsede hånden med sin negl. Næste dag skete der noget, der ikke sker hver dag. Hånden lagde mærke til, at forbindingen var væk, men det var tommelfingeren også! Nu var hånden bare hånden og den betragtede sine linier med stor tilfredshed, lige indtil nogen skubbede provokerende til den. Det var den højrøvede fuck-finger der gjorde så kongelig en entré.

”Så du tror du får lov at ligne en spade”? sagde den til hånden der svedte den klammeste håndsved.

”Hvad gør du her og hvorfor”? klagede hånden. Fuck-fingeren strakte alle sine led mens den svingede med fingerblommen.

”Det skal jeg sige dig. Du er ikke skabt til at være alene. En hånd uden en finger er en finger for lidt for en hånd.”

Hånden holdt op med at svede, men nu vred den sig i vrede, og klagede som aldrig før. Det blev naturligvis for meget for fuck-fingeren.

”Fuck dig”! sagde den, og det var virkelig ikke særlig genialt, men den kunne bare det der.

20. december: Hvedekornet

I udkanten af en stor skov voksede der engang et hvedekorn og det stod ganske alene, men det havde det ikke altid gjort.
For mange år siden var klimaet anderledes i Danmark og hvedemarker var landets kendetegn ved siden af rødgrød med fløde. Med tiden forsvandt hvedemarkerne og blev erstattet af majsmarker pga. det varme klima. Det var ikke alle der syntes godt om den ændring, men når der ikke var andet at gøre for storbønderne end at satse på majs, så var der ikke andet at gøre. Og det var såmænd helt fint, hvis det ikke lige var for en politiker, der bestemt ikke brød sig om sin huds brune farve.

Politikeren kontaktede en videnskabsmand fra Schweitz og bad ham om at opfinde en maskine der kunne vaske brun hud af kroppen. Denne maskine blev opfundet, et slags omvendt solarium, og den blev en sand landeplage, faktisk var det halvdelen af Danmarks befolkning, der dyrkede den i en periode.

Men da den endnu var et nyt fænomen, – vidste ingen rigtigt noget om evt. bivirkninger. Og én ting var sikkert, maskinen havde en sideeffekt. Da folk havde dyrket ’Omvendt Solarium’ i et par år, begyndte der at ske noget underligt med klimaet. Danmark blev ramt af en forbistret tørke. Bondemænd klagede over at deres afgrøder visnede så der sjældent var noget at høste. Og hér kommer det lille hvedekorn ind i historien for alvor. Det første væsen hvedekornet mødte var en bonde.

” Tørken er kommet, mine majs visner til ingenting”

Hvedekornet gik videre, for det ville ikke høre på andres problemer. Det næste væsen det mødte var endnu en bonde, der lød som et ekko af den første.

” Tørken er kommet, mine majs visner til ingenting.”

Hvedekornet syntes det var for galt, som folk klagede over vejret. Det besluttede at lade være med at gå ligeud, måske skulle det dreje til venstre?

Det drejede til venstre og mødte videnskabsmanden fra Schweitz, som stod og så meget skyldig ud :
”Har du mødt én eneste levende majsmark?” spurgte han spagt.

Næ, det havde hvedekornet ikke. Videnskabsmanden sukkede og begyndte nu at fortælle om maskinen, der var skyld i tørken og majsmarkernes død. Én ting var klimaforandringerne. De var jo kommet for at blive:

” Og med al respekt, lille hvedekorn, så er majspandekager altså også sundere end hvedepandekager.”

Han holdt en pause i sin talestrøm og så var det han nævnte afblegningsmaskinen, den store synder.

For at maskinen kunne afblege det danske folk, blev den nødt til at komme af med den overskydende energi – altså, når ét menneske lagde sig i maskinen og lod sig afblege, så fordampede dets brune hud ud i den blå himmel og videre ud i universet, hvor huden fangede solen og ligesom trak ildkuglen ned til jorden i en slynge. En dag ville det gå galt.

”Jo tættere på solen kommer, jo flere folk går ind i afblegningsmaskinen fordi de ikke vil være solbrændte, und so weiter.” ”Mon så Maya-indianerne får ret i at jorden går under i 2012?” spurgte hvedekornet.

Videnskabsmanden nikkede tankefuldt.

”Med mindre vi får folk til at fatte, at brun hud er sundest omkring kraniet, ” sagde han.
Men videnskabsmanden fra Schweitz mente ligesom hvedekornet, at folk var udenfor pædagogisk rækkevidde. Han begyndte at ævle om at lave en helt anden maskine som kunne få Jorden til at fjerne sig fra solen.

”Så kan det også være at hvedemarkerne kommer igen,” smilede han opmuntrende til hvedekornet.
Hvedekornet blev fyr og flamme og meldte sig straks som forsøgsperson. Takket være denne schweiziske videnskabsmand og hans maskine nr. 2, så fik vi virkelig hvedemarkerne tilbage, men kun for en stund. Desværre gik ismaskinen agurk og det resulterede i at vi kom så langt væk fra Solen, at Pluto blev Jordens nærmeste isklump.

19. december: Den anden

Dengang der ikke fandtes et univers med begrebet “Big Bang”, en jord, en kollisionsmaskine i CERN, død liv, eller dem der tager liv og giver død. Dengang nogle ville le, hvis du prøvede at beskrive sne, eller din påstand om at en ganske absurd anelse lige netop var den logiske brik som ville få universets mester til at åbenbare sig, inden alt dette, startede jeg min karriere. Men du behøver egentlig ikke anstrenge dig mht. at forestille dig noget som helst. Bare følg med.

Hvem havde sendt mig? Uanset hvem og hvorfor så regnede jeg ikke med at det ville være så nemt, som det egentlig var – når man tager i betragtning, at stedet var helvedes hedt. Det var ellers realistisk nok, den stikkende smerte, som om huden blev prikket ud af én. Følelsen af rivejern i halsen. Hoste. Øjne der løb i vand og nærmest krøllede sammen. Lugten af flæskesvær. Blod i munden. Hårløs, der hvor huden havde trukket sig tilbage og en del af det hvide kranie kom til syne. Flimren af lyde, knitren, syden, susende og kogende.

”Du er den anden?”

”Nej, jeg er fejlplaceret!”

”Hvem har sendt dig?”

”Ingen”.

”Du må være Djævlens Skæbne.”

Jeg vidste ikke om mit sorte kadaver ville bære mig hvis jeg rejste mig. Jeg måtte tage chancen. Kroppen stak ikke mere. Jeg følte en ny målrettethed. De skulle se, at jeg hørte til her.

”Du skal ikke rejse dig endnu. Bliv liggende! Du går i stykker!”

”Hvis jeg er Djævlens Skæbne må jeg vel gøre jeg hvad jeg vil!”

Jeg fik stablet mit legeme på benene og stod oprejst i flammerne. Det sortnede for øjnene mens hofterne knasede i deres hængsler. Ingen fornemmelser mere. ”Den smuldrer! Den anden smuldrer!”
Benene går i knæ og støver til alle sider, da de rammer stengulvet. Min venstre skulder brækker af og river halvdelen af min torso med sig og benene ligger under min hage.

”Hent baljen! Lad den ikke forsvinde!”

De kommer glidende fra alle sider. Stjernerne. Og midt i det hele sort. Jeg imploderer først. Derefter eksploderer jeg til alle sider. Let the sunshine in!

Om millioner af år, er jeg klar til at stige ned på den runde plet under mine fødder. Til den tid vil ingen stille spørgsmål. Folk vil trænge til mig. Jeg vil agere charmerende og være yderst veltalende. Jeg vil få tilhængere og forfattere vil skrive bøger om mig. Jeg vil give mennesket teknologi, folk kommer til at elske det!

Til gengæld vil jeg tage noget fra dem, den frihed de tror de får i kraft af teknologien, vil gemme på en fattigdom, som altid vil følge i mit kølvand og skade dem. Den vil være så dyb, at de simpelthen dør af det.

Men mennesker dør jo – ingen vil tænke over et hjerteanfald, udløst på grund af det ene eller det andet. Lad os så komme i gang med evolutionen!

18. december: Den blå kugle

I meget gamle dage hvor der ikke fandtes elefanter, levede en kugle, som havde en blå farve, der var så fantastisk, at selv himlen, som trods alt også var blå, helt glemte sig selv.
I nærheden af kuglen opstod der med tiden den fæleste grønne farve, og i den, boede de gale kæmper. Når himlen var mest blå, trillede den blå kugle ind i den grønne farve og efterlod et svir af flaskegrønt omkring sig. Så trillede den videre derfra og endte som regel ved et hus, som rummede Lykken.

En dag skete der det, at kuglen på sin sædvanlige trilletur ind i den fæle grønne farve, blev standset af én af de gale kæmper. Det var aldrig sket før. Kæmperne var nemlig så glemsomme, at de kun kunne huske at spise:

”Hvad har vi hér – den smukke blå kugle, der er endnu smukkere end himlen. Fortæl os din hemmelighed. Vi vil gerne blande farver med dig.”

Den blå kugle trillede rundt i kæmpens hånd for at finde en udgang, men kæmpen lukkede næven om den – og med ét blev himlen sort.

” Hvad skete?” spurgte en svimmel gal kæmpe, der tumlede rundt i sin egen tilstedeværelse.
Alle de andre gale kæmper undrede sig også og kunne slet ikke se noget som helst for sig. Den gale kæmpe som havde fanget den blå kugle blev så forskrækket, selv om den næppe ville bruge dét ord, at den åbnede næven og tabte kuglen.

I dét samme blev himlen blå igen, og mens de gale kæmper havde travlt med at finde sig selv, trillede den blå kugle videre og efterlod som sædvanligt et svir af flaskegrønt, som om ingenting var sket. Henne ved huset hilste den på Lykken.

(Denne historie er dedikeret til kunstneren, Otto Frello, som jeg havde et rigtigt godt samarbejde med i år – 2011, omkring min senryu-samling: Rum.)

17. december: Stedmor Eg

Der var engang en eg, som havde to blade, det ene var smukt og grønt, det andet grimt og vissent. Egen holdt mest af det grimme blad, thi det var hendes eget. Det andet, måtte dag ud dag ind undvære næring fra rødderne. En dag fløj en fugl forbi og satte sig på den gren, der bar det grønne blad:

”Ja, jeg er en lille undulat der er stukket af hjemmefra og det er underligt, at du ikke også er hvirvlet afsted for længst. Tænk, at blive siddende her med det slatne salatblad, det kedeligste, jeg nogensinde har set!” Så hakkede undulaten i det visne blad med sit næb.

”Men så sig mig lige hvordan jeg river mig løs fra stedmor Eg?” rislede det smukke blad.

Undulaten vidste det virkelig ikke og ville flyve igen. Den havde haft nok elendighed, der hvor den kom fra, så nu gad den altså ikke at tage sig af andres.

”Jeg synes bare jeg ville blære mig lidt.” sagde den – og så lettede den.

Stedmor Eg, hørte det hele og hun tænkte så det knagede og bragede i stammen. Så slog hun ud med den gren, hvor det kønne blad sad. Bladet ramte den bastante stamme og fik et par kraftige afskrabninger. Stedmor Eg kiggede kærligt på det visne skud og det kiggede kærligt på hende. De to hørte sammen.

Et par dage efter intermezzoet kom en hiphopper gående. Han havde taget musik og øl med. Han satte sig under Stedmor Eg og skruede op for ghettoblasteren, den fedeste med DAB/FM radio – og det hele.

Stedmor Eg smiskede: ”Hvis du er rigtig flink, skal du gøre mig en tjeneste.”

Hiphopperen hørte egentlig ikke noget, men da hun rislede lidt højere, slukkede han for musikken:

”HVAD?” sagde han.

Stedmor Eg gentog sig og det gjorde hip hopperen også, den eneste forskel på før og nu var, at før sad han under egen og nu stod han på begge ben under samme træ.

”Hvis du er rigtig flink, gør du mig den tjeneste at plukke det grønne smukke blad som du kan se der og så skal du ryge det.”

Hiphopperen så ud som om han havde set en lort og der gik ikke lang tid, så var han smuttet. Stedmor Eg sukkede. Men det er ikke til at sige hvem der sukkede højst?

16. december: Labyrinten

I 1792 eksisterede der en idé og et stykke papir, som holdt så meget af hinanden. De lå på et fint skrivebord, som en mand ofte sad ved. Sommetider skrev han. Sommetider grublede han. I længere tid, havde han mest grublet fordi han var raget uklar med én af sine vigtigste venner: Idéen.

Og idéen var faktisk raget uklar med det hvide papir fordi det sølle stykke pap holdt så fast i sin hvide side:

”Skal der slet ikke stå noget?” spurgte idéen, mens den forsøgte at hoppe op på papiret.
For hvert hop, krøllede papiret sig bare endnu mere sammen og til sidst gav idéen op.

En dag lagde den mærke til, at papiret var blevet så krøllet at de dybe furer næsten havde revet det midt over. Nu var gode idéer dyre:

”Hvad gør vi ved det? Jeg kan ikke være din idé, når du ser sådan ud.”

Papiret foldede sine æselører ud og lyttede til idéen, for det havde det aldrig tænkt på:
”Tænk, hvis jeg slet ikke kan bruges? Så ryger jeg i papirkurven og så er det ude med mig!”
Idéen tænkte, at den måske kunne blive en fantastisk god idé, og efter et døgns tid fandt den ud af noget.

Hvis papiret skulle være med på idéen, måtte det folde sig helt ud og ikke være bange for at gå i stykker. Det var en god idé, mente papiret. Så det foldede sig ud og glattede sig til – især i hjørnerne, hvor æselørerne var ret markante.

Nu så idéen de smukkeste mønstre i papiret og den banede sig vej hen over alle linjer og krøller i det hvide.

Det tog et år for idéen at få noget på plads. Men en dag, ved det brune skrivebord, sad manden og så på papiret. Han så to gange, måske ti, og pludselig greb han idéen og begyndte på sin roman: Labyrinten.

15. december: Historien om rotten, loppen og ostepølsen

Der var engang en doven loppe som ikke gad hoppe, og det nyttede ikke noget, at rotten skændte og spyttede:

”Hvorfor bliver du hængende i min pels, når du ikke engang vil opføre dig som en loppe? ”

Det var simpelthen for galt, så rotten bestemte sig for at hoppe alt det den kunne, måske ville loppen falde af?

Så skete der hverken mere eller mindre end at loppen blev siddende i pelsen på rotten.
En dag, midt i rottens hoppen, landede den oven på noget glat. Det var OSTEPØLSEN!

”Hvad har du gang i din lede rotte!”, – og det var bestemt ikke et spørgsmål, det var en opfordring til kamp!

Rotten holdt inde med sine urolige trin. Den stivnede nærmest, for dér, lige overfor rotten, rejste den største, mest fede ostepølse fra Danish Crown sig op på sin pølse-tut og så meget lang ud.

”Kommer du fra Danish Crown?” stammede rotten og kunne meget nemt være kravlet i et musehul.

”Det ved den søde død jeg gør!” smaskede ostepølsen.

Loppen der indtil videre havde forholdt sig i ro, begyndte nu at røre på sig med sine søvnige ben:

”Men kender du så sønderjyden, ham bondemand Jens der høster sine sædekorn selv og fylder sin silo”. Ostepølsen tænkte sig om og nikkede så den var ved at miste balancen:

”Jamen det gør jeg da, hvem gør ikke det? Men han fik vist silo-lemmen over sit ene ben og konen blev ked af det og måtte tage sig en elsker”.

Sådan stod de – loppen og ostepølsen, snakkede om fælles bekendte og fik hygget sig, men rotten var langt fra tilfreds.

”Nu er det min tur til at sige noget!” Ostepølsen bad rotten om at holde kaje og det skulle den aldrig have gjort.

”Når jeg ikke er med i fællesskabet, vil jeg i det mindste have noget at æde!” sagde rotten.
Så sprang den på ostepølsen med loppe og det hele – og HAPS! så havde ostepølsen ædt rotten og loppen!

14. december: Manden med de to ansigter

Der var engang en mand der havde to ansigter. Det ene stillede altid spørgsmål som det andet ikke kunne besvare, men blot undre sig over. Snart blev det manden for meget med ansigternes diskussioner og han gik derfor op i kirken og bad Vorherre fortælle ham, hvilket ansigt manden skulle satse på. En ond lille gnom der stod gemt bag alteret, hørte det hele og fra sit skjul gnæggede den:

” Sats på ham der ikke stiller spørgsmål!”. Manden gik så hjem igen og fortalte de to ansigter hvad Vorherre havde sagt.

”Men hvordan vil du slippe af med det ansigt, der altid stiller spørgsmål?” – det var sjovt nok det ansigtet der altid stillede spørgsmål, som spurgte. Manden vidste det ærlig talt ikke og det ansigt der aldrig vidste hvad det skulle svare, kunne bare undre sig.
Nu var der faktisk også en lille men betydningsfuld detalje. De to ansigter så ens ud og det gav spørgsmåls-fjæset en god idé.
En morgen hvor manden sov endnu, vækkede spørgsmåls-fjæset det undrende ansigt.

” Er du frisk på, at vi bytter roller?”

Det undrende ansigt vidste ikke hvad det skulle svare. Det havde aldrig stillet et eneste spørgsmål, og desuden følte det sig utryg ved tanken om hele tiden at skulle hitte på noget.
“Jeg undrer mig over at det er mit hoved manden hugger af, når vi nu bytter roller..” sagde det – og så sagde det ikke mere.

Spørgsmålsfjæset vidste for en gang skyld ikke hvad det skulle svare, for aktiv dødshjælp havde de aldrig diskuteret. ”Jeg synes nu altså det er noget Gud skal tage sig af og ikke manden selv.” tilføjede det undrende ansigt.

” Synes du virkelig det er så slemt? Vi lider gør vi ikke? Du kan ikke leve uden mig, kan du vel?”

Det undrende ansigt vidste ikke hvad det skulle sige. Men det ville hellere have at det selv blev hugget af, for det mente noget for første gang i sit ansigts sved – manden ville være fortabt hvis han ikke kunne stille spørgsmål. De to ansigter byttede altså roller.

En sen og stormende aften besluttede det undrende ansigt sig for at bede manden om at gøre en ende på det hele og manden takkede det ansigt, som han troede var spørgsmålsfjæset. Under en kroget eg, stod mandens huggeblog. Han lagde så det undrende ansigt på bloggen og huggede det af.
Næste dag gik manden op i kirken igen og fortalte Gud at han havde valgt at dræbe spørgsmåls-fjæset og beholde det undrende. Den lille onde gnom, der gemte sig bag alteret sprang frem og grinte grimt og uhyggeligt.

”Ha ha haaa! Du har hugget det forkerte hoved af!”

Manden forstod ikke at han kunne tage så meget fejl og da han så spørgende på det ansigt der var tilbage, nikkede det triumferende:

”Hvorfor troede du, at du kunne slippe af med mig, din tåbelige mand?”

Manden forstod at spørgsmålsfjæset havde narret ham og i raseri gik han ud til huggebloggen og huggede til, så blodet sprang og spørgsmåls-fjæset rullede flere kilometer væk for at ende i en mose ved Silkeborg.

13 december: Alt eller Intet

Der var engang en tilstand hvor der Intet var, ja, det var så tomt, at der ikke engang fandtes mørke. På den anden side af Intet var en tilstand der rummede Alt, der var faktisk så meget, at fugle ofte måtte flyve lag på lag og folk sultede, stjal og sloges det bedste de havde lært. Der var i det hele taget alt for megen larm. Engang fandt to mænd en sprække i himlen hvor Intet kunne skimtes.

“Hvad mon det er?”, spurgte den ene.

Den anden pillede lidt i sprækken og rystede på hovedet for der var jo Intet. Og så gik de videre. Datteren fra nabogården havde også bemærket sprækken, og vupti, så snart de to mænd var forsvundet, tog hun tilløb og var henne ved sprækken for at se hvad der gemte sig i den, – tilsyneladende var der Intet, – så hun mistede også interessen og gik hjem og spillede UNO med sin bror.

En ung fyr med solbrændt hud var en dag i færd med at køre et læs døde køer på møddingen, da han fik øje på sprækken i himlen. Han fik den gamle hestevogn til at stå stille.

“Der er så langt hen til den mødding, hvad nu hvis jeg kører igennem sprækken og lodser møget af der? Ingen ville vide det og jeg vil nå hjem inden solen bliver for varm.”

Der var ikke langt fra tanke til handling og så tog han ellers fat. Da vognen var tom tog den unge fyr tilbage til bondebyen – og han nåede endda hjem før tid.Snart rygtedes det, at der fandtes en sprække i himlen, hvor man kunne komme af med alt det der var for meget af.

Hver eneste dag var der mennesker – gamle som unge, der gik til sprækken i himlen med Alt. Der var også nogle der fandt på at skubbe sygdom, død, elendighed og krig ind gennem sprækken. Og nu kunne eventyret ha sluttet, men det gjorde det bare ikke. For menneskene der havde haft Alt, begyndte at kede sig. De syntes simpelthen ikke der var noget at lave. Så de begyndte at snakke om at gå ind i sprækken og se om der trods alt ikke var et eller andet de kunne fornøje sig med der. Kan du forestille dig en lang tyk pølse af mennesker der går fra ALT til INTET og omvendt hele tiden – det var præcis dét der skete.

12. december: Satans seks fingre

Der var engang et væsen som hed ‘Satan’, og det var der mange der misforstod. Når han kom gående i byen, løb de alle sammen deres vej. Det pinte selvfølgelig Satan, som til gengæld ikke fattede at de gad at gå i biografen og se ’Twilight’, ‘Devil and Deamons’ og ’I know what you did last summer”. Satan gik lige så stille rundt og blev rigtig godt gammeldags ked af det.

En dag satte han sig på en sten og tænkte sig om. Der måtte være en måde at blødgøre folkene i byen på. Så kom en nisse forbi. Satan rejste sig og råbte efter nissen, for han tænkte, at der måtte være en mening med at jeg nævner den her nisse i historien, ellers giver det jo ingen mening, at der kommer en nisse forbi.

”Satan,” siger jeg til Satan, ”Nissen kom bare forbi, det var ikke meningen, at den skulle stoppe op.” Satan kigger på mig og ser skuffet ud.

”Hvordan kan du gøre det her mod mig? Du ved hvordan jeg har det..” Jeg stryger Satan over kinden.

”Jo, jeg ved hvordan du har det.

” Satan ser ivrigt på mig med sine små røde øjne.”Jamen hvorfor lader du så nissen gå FORBI – hvorfor lader du den ikke STOPPE OP så jeg kan tale med den?” Jeg ser bort, for jeg har svært ved at være ærlig nu. Men Satan bliver ved.

”Alle går forbi mig eller flygter når de ser mig. Hvorfor?” Satan ville så gerne have svar og så måtte jeg give ham et.

”Fordi du har seks fingre!” Så. Nu var det sagt, og jeg turde næsten ikke se på Satan eller de seks fingre.

”Var det derfor nissen bare skulle gå forbi?” spurgte Satan.

Det måtte jeg indrømme og hvor blev han ked af det. Store blå dråber dryppede nedad kinderne og det blev de ved med, indtil jeg gav mig:

”Alright alright! Jeg skriver lige historien om derfra hvor nissen kommer forbi. Sæt dig på stenen igen. Vi starter forfra.”

Satan danser af glæde og sætter sig lydigt på stenen og venter på nissen. Men jeg er ærlig talt rædselsslagen for nu KAN det kun gå galt.

Der kommer altså en nisse forbi og den standser og ser på Satan med en mine der ikke er til at tage fejl af:

”DU har taget min finger!”

Satan, der har et rigtigt sødt smil om sine læber, taber næsten kæben af forundring over nissens udbrud. Han ser på sin sjette finger og begynder igen at græde.

”Den finger har jeg da altid haft?”

”Ja, det ER Satans!” siger jeg til nissen. Den vrede nisse går hen til Satan og bider finger nummer seks af, tager den på hovedet og bruger den som hat. Derefter går det over stok og sten hjem til nisseborgen og hele vejen synger den:

“Og det var Saaa-tans og det var Saaa-tans o-læ o-læ o-læ.”

11. december: Guldskørt

Der var engang en høj dame, ja faktisk var hun et rigtigt overklasseløg, nu jeg tænker over det. Alle mennesker så meget op til hende – de kunne ikke andet, pga. hendes 1.92. Men ingen var mere vild med hende en jetsetteren Lenny, der ikke vidste, alt det gode han skulle gøre for hende.
En gang tilbød han hende et skørt der var oversprøjtet med guld. Det skørt så ret flot ud på damen og når vinden tog fat i det, var der ikke et tørt sted.

Selvfølgelig var der en grund til at Lenny løb sådan rundt i hælene på den høje dame. Men det er typisk sådan en grund man ikke snakker for højt om. Lenny var også bange for at komme i aviserne med navns nævnelse, thi han var en berømt person, der under alle omstændigheder ville miste sit seje ry hvis det kom frem, at han var til nåle med noget i og dét var netop dette “noget” den høje dame kunne forsyne ham med.

En dag mødte Lenny overklasseløget. Hun var som sædvanlig i færd med at se dejlig ud i sit guldskørt. Da hun så Lenny hvislede hun.

”Nå, glemte man at hilse forleden dag, nede på Rigsadvokatens yndlingscafe?”

Nu var der den hage ved det, at den høje dame var nærsynet og ofte tabte sine kontaktlinser når hun vimsede omkring. Forleden, altså den dag, hvor hun mente, at Lenny glemte at hilse, var altså ingen undtagelse. Lenny rystede nervøst på hovedet med udsigten til en kedelig weekend fordi overklasseløget sikkert ikke ville sælge ham noget til nålen nu.

”Jeg har slet ikke været på rigsadvokatens yndlingscafe, aner faktisk ikke hvor den ligger. Hvor ligger den?”

Den høje dame så vredt på Lenny, foruden nærsynede øjne, led hun også af vrangforestillinger, en erhvervsskade, som nogen kaldte det, hun måtte jo smage på varerne inden hun solgte dem til kunderne, ikke?

”Nu skal du ikke spille uskyldig, lille Lenny. Du havde tænkt dig, at gå videre med det her ved Højesteret, havde du ikke!” Lenny gloede dumt, han vidste intet, ærligt talt.

“Hvor lå Højesteret og hvad ville han gå videre med?”

Den høje dame tog hurtigt det fine guldskørt af og det der kom til syne er virkelig svært at beskrive. Men jeg prøver alligevel. Under guldskørtet gemte der sig simpelthen 200 gram af det, som Lenny ofte stoppede i nålen. Med et svup sad hun på ham og så var han klar til sit fix.

Fra den dag behøvede den høje dame ikke sit guldskørt mere og Lenny var i den syvende himmel hver evige og eneste dag alle årets 365 dage, plus det løse.

10. december: De ni slanger

Der var engang en mekaniker og en bil, som levede lykkeligt med hinanden. De havde ingen familie men til gengæld en benzintank der var ved at løbe tør for benzin, og det var jo nærmest en katastrofe. En dag sagde mekanikeren til bilen:

”Hvis du bliver ved med at sluge benzin på den måde, så må jeg skrotte dig og købe en anden.”
Bilens forlygter blændede ham:

”Det kan du ikke være bekendt! Jeg er fransk og fin så sandt som jeg er en Peugeot. Kan du overhovedet komme på en eneste gang, hvor jeg er dumpet i synshallen?”

Mekanikeren svarede ikke men gik hen og satte sig i sin yndlingsstol og begyndte at surfe på nettet. Han elskede at surfe på nettet efter biler. Det gav ham et kick. Der gik ikke lang tid før han faldt over en Mazda 626. Den var fræk og japansk med en pikant lille dieselmotor. Den her sag kunne desuden også køre længere på literen. Mekanikeren var fuldkommen forelsket, men hvordan skulle han få sagt det til bilen? Hvad bilen angår, var den helt klar over at den var ved at miste sin mekaniker, sådan noget kan biler mærke, og den kørte rundt på gårdspladsen og tænkte over hvad pokker den skulle stille op. En mazda 626 kunne den næppe konkurrere med, den havde fx aldrig prøvet at være ÅRETS BIL I DANMARK ligesom Mazdaen og den ville aldrig blive det, nu hvor den var så gammel. Bevares, mekanikeren havde været god ved den, men skulle den virkelig ende som skrotbunke nu?

Der gik et par uger hvor mekanikeren surfede mere på nettet end han kørte i bilen. Det sårede bilen og langsomt men sikkert stod den og fik dårligere bremser. Den kunne mærke hvordan slangerne i den blev utætte – og den var ved at blive i tvivl om mekanikeren helt havde glemt den. Men dagen kom hvor bilen skulle køre sin sidste tur:

”Så gamle ven, nu kan du komme ud og trille for sidste gang. Og du vil forstå det når du ser Mazdaen.”

Manden gav bilen et ordentligt skud benzin og så pudsede han skærmene så de skinnede. Derefter satte han sig bag rettet og startede bilen, der snurrede lystigere end nogensinde. Den var lykkelig for nu vidste den hvad den skulle gøre. Ved et lille vejsving satte bilen farten op og først var manden med på den, men så blev han bekymret:

”Du kan altså ikke klare den høje fart, du bliver alt for hurtigt varm! Chill out og take a seat.”

Men bilen lyttede slet ikke mere, den kørte hurtigere og hurtigere. Mekanikeren havde så travlt med at styre bilen, at han lagde ikke mærke til, at den kørte forbi bilforhandleren. Pludselig stoppede bilen ved en rasteplads på vestmotorvejen øst for Ringsted. Der holdt en anden bil, en rød Citroën C1. Mekanikeren undrede sig. Hvad skulle de her? En inder steg ud af den røde Citroën:

”Du kan godt komme ud!” råbte inderen. Det ville mekanikeren i hvert fald ikke. Han ville hellere starte bilen og køre videre, men bilen var død.

”Hvad fanden er det for noget shit!?” råbte mekanikeren og steg ud af bilen. Det var på tide at skrotte det gamle lort. Inderen stod med en flettet kurv i favnen og smilede.

”Du kan tro jeg har ventet på det her i lang tid!” sagde han og så tog han låget af kurven og ud sprang ni slanger. De bed både inderen og mekanikeren – jeg tror ikke det var meningen, at de skulle bide inderen. Bilen startede og kørte af sted på sin fulde tank. Nu skulle den ud og svare på en annonce fra Den Blå Avis. Bare kunden ikke var mekaniker.

9. december: Den der søger ..

Der var engang en kongesøn som ville vide noget om trange tider. Men det var svært at finde ud af hjemme på slottet, hvor alting blev serveret – mad, sko og krige. Han blev informeret om meget, undtagen virkeligheden, og desuden havde han aldrig følt sult og tørst. Kongesønnen havde hørt noget om trange tider fra en journalist, der var ved at skrive bog nummer 117 om kongeriget, så måske måtte der være nogen i dette lille land, som havde mødt lidt elendighed?

”Til København med dig!” havde journalisten sagt,”der er der en hel del trange tider der!”

Til hest det gik for kongesønnen, men han kunne egentlig godt ha taget bilen. Det virkede bare mere eventyrligt at ride, syntes Kongesønnen. Så han red omkring Nivå. Han red til Klampenborg. I Dyrehaven blev han træt, stoppede sit ridt og fik hesten tøjret til et træ.

Dronningen havde smurt en kæmpe madpakke til ham, men føj, den bestod kun af gulerødder; hvorfor var dronninger så irriterende. Kongesønnen savnede kongen, der var flyttet til Sverige fordi han elskede en civil M/K derovre.

Pludselig stod der en hjort foran ham, men det var nu ikke noget der forskrækkede. Der var mange af den slags i byerne fordi der var færre og færre skove.

”Du søger trange tider?”, sagde hjorten.

Kongesønnen fik et stykke gulerod galt i halsen for det her skete simpelthen bare ikke! Han checkede sin puls. Den var lidt høj, men ellers helt regelmæssig.

“Du har næppe oplevet trange tider, men du vil komme til det. Prøv København ” sagde den og så sprang den sin vej.

Kongesønnen red til København og alle folk hilste. Nå ja, nogle spyttede også, men de fleste var da glade for at se ham. Den nat sov han hos en greve i den indre by men han sov dårligt. Hvorfor vidste han ikke. Næste dag spurgte greven:

”Hvordan har du sovet?”

Kongesønnen var sur for han havde sovet på en sten (eller sådan følte han det).

“Dårlige madrasser, måske direkte fra Jysk Sengetøjslager?”

Greven blev fornærmet og undskyldte sig med at de trange tider også havde ramt grevefolket.

”Oplever du trange tider”? spurgte Kongesønnen, ”Jeg er rigtig meget på jagt efter dem, men kan til min søde grød da ikke finde nogen, overhovedet. Fortæl mig hvordan det er at være sulten og tørstig”.

Greven så forbavset på kongesønnen og sagde at han måske ikke lige følte sult og tørst. Men det var svært at holde det store slot så måske skulle han og grevinden flytte ned i en strandvejsvilla. Det var jo forfærdeligt trist. Da Kongesønnen senere på dagen red ind på Christiania i sin magt og vælde, gloede folk på ham med vantro blikke:

”Hvad lavede han dog her?” og ”Måtte han det for dronningen?”

Han syntes der så hyggeligt ud. Der var levende lys i boderne, hvor der blev solgt hatte og bælter. Han hoppede af hesten og gik hen til en mand der solgte kræmmerhuse med kandiserede mandler.

” I har det sgu godt her!” sagde Kongesønnen med mandler mellem tænderne.

Om aftenen ville han vende om og ride hjem til slottet. Der var åbenbart slet ingen trange tider på Christiania. Inden han hoppede på hesten fik en kvinde i røde gevandter fat i hans ene støvle så den faldt af. Kongesønnen blev forbavset, men da hun bad ham blive til natmad blev han glad. Der var lavet bål i en baghave til ære for ham (fik jeg skrevet at han var glad?) Måske kunne kvinden fortælle ham noget om hvor der fandtes trange tider? Kvinden i de røde gevandter sagde:

“Kongesøn, det er ofte hvor de trange tider bider mest, at man rykker sammen og prøver at hjælpe hinanden.”

Han forstod et øjeblik, men så undrede han sig igen:

”Men hvad er trange tider for noget, hvis de bringer så meget godt med sig?”

Kvinden tog hans hænder i sine og sagde at han måtte ride hjem til sig selv, der ville svaret på hans spørgsmål være.Han sagde tak for i aften og svang sig op på hesten. Så gik det i fuld galop hjem til slottet.

Der sad dronningen og klagede over at aviserne havde skrevet om Kongesønnens tur til Christiania.
”Og der var også slibrige billeder af ham og en kvinde i røde gevandter!”
Nu fattede Kongesønnen for første gang hvad trange tider var.

8. december: Hobby

De mener det er en genfejl der kører rundt med mig og det gør mig rasende! Jeg er ikke en fejl. Jeg reagerer bare på det andre gør ved mig. Er det måske min skyld, at jeg føler mig rodløs?
I mange år har jeg søgt efter én af mine egne, samlet kvinder op alle steder, for at snakke med dem. Det gik aldrig som planlagt, som regel ville de ikke snakke kun skrige og så måtte jeg jo vise dem hvem jeg var, hvilket de heller ikke brød sig om. Min tilstedeværelse forstyrrede dem og de endte som sindssyge, blev placeret på en anstalt hvor de sad og fablede om aliens.

Jeg tror ikke mine tendenser hænger sammen med et gen, som på grund af dets fravær i min organisme, har gjort mig mere sårbar for fx omsorgssvigt i barndommen. Jeg husker intet fra den tid, så hvad har det med mig at gøre? Min verden begyndte at hænge mere sammen forleden nat, da jeg samlede hende blafferen op på Hillerød motorvejen. Hjemme i huset prøvede hun at lyde tough.

”Hvorfor samlede du mig egentlig op?”

”Hvorfor skulle jeg ikke?”

”Men jeg ville bare gerne hjem!”

” Vil vi ikke allesammen det?”

”Du er syg i hovedet!”

”Jeg har bare en hobby, det er alt.”

”At samle folk op på motorveje og gøre dem bange – er det en hobby?”

”Er du da bange?”

Stilhed.

Hun begyndte at græde og flåede i de lænker jeg havde spændt hende fast med. Det var ikke for sjov jeg gjorde det. Jeg var tiltrukket af dette væsen, jeg vidste ikke hvorfor, måske var jeg bare nysgerrig og ville vide hvad der rørte sig i hende.

”Du skal ikke græde. Jeg vil bare tale med dig.”

Jeg hev lidt i lædersnoren som var bundet rundt om hendes hals og fastgjort til en krog i loftet. En rotte pilede forbi hendes nøgne fødder, der lige akkurat nå cementgulvet. Hun virkede underlig bekendt.

”Der er folk som mener, at jeg mangler et særligt gen, der beskytter verden imod vold.”

Hun begyndte at græde endnu højere og jeg rakte ud efter hendes trusser, rullede dem sammen til en kugle og proppede dem i munden på hende. Hun ville spytte dem ud, men hun fik gaffatape om munden og så var der fred.

”Vi må tale sammen. Jeg har brug for svar.” sagde jeg og gik rundt om hende.

Hun lignede mig fuldstændig. Især var hendes hud lige så porøs som min.

”Hvorfor er din hud så porøs?” hviskede jeg, mens jeg lod mine fingre undersøge hendes ryg, mave og lår. Min hud er også tynd. Se på mig!”

Hun adlød, men jeg vidste at hun ikke fattede hvad jeg havde gang i og det irriterede mig. Jeg tog fat i mit venstre øre, drejede det 180 grader rundt, og begyndte af hive det af. Kinden løsnede sig og læberne, kæben og resten af ansigtet fulgte med. Hun stirrede på mig og lukkede derefter øjnene hårdt i. Jeg fortsatte med at trække huden af bryst, mave og køn. Da jeg nåede til mine lårene hev hun hårdt i kæderne. Jeg stod stille foran hende med huden hængende omkring mig som en våddragt, jeg lige havde krænget af mig.

”Vil du snakke nu?”

Hun nikkede, stadig med lukkede øjne. Jeg fjernede gaffatapen og hjalp hende med at få trusserne ud af munden.

”Du er pervers!” skreg hun. ”Hvad er du for noget og hvorfor tog du mig?”

Jeg ville kneble hende igen men hun rystede vredt på hovedet og åbnede øjnene og fikserede mine.

” Hvorfor lige mig?”

”Fordi vi er identiske. Du mangler det gen som beskytter verden mod vold. Vi kan gøre to ting, enten destruerer vi os selv, eller også formerer vi os?”

Jeg samlede huden om mig og fik rettet lidt på brystkasse, hage og isse. Så kiggede jeg på hende igen og hun nikkede.

”Lad os gøre det.”

7. december: Seng, red dig selv

For mange år siden levede der en pædagog, som havde en doven søn og en elendig månedsløn. Da lønnen skulle holde til mad og sønnens forbrug af mærketøj, samt de bøder han fik, når han havde kørt for stærkt i sin mors gamle bil, måtte moren arbejde på fabrik om natten og på Rød Stue om dagen. Pædagoger er jo stressede, så ingen satte spørgsmålstegn ved hendes besynderlige adfærd, hun lignede en rigtig pædagog, forvirret, på grådens rand og meget upædagogisk.

En dag, da sønnen var på vej til håndværkerskolen et eller andet sted på Sjælland, kom han forbi en bank. Sønnen, der trods alt havde ondt af sin mor, tænkte, at et rask lille bankrøveri nok skulle kunne løse alle problemer. Han havde set alle afsnit af ’Prison Break’, og var også en smule fascineret af organiseret kriminalitet, så hvis han blev spærret inde, kunne han sagtens komme ud igen, han havde sine kontakter. Han gik altså ind i banken og skreg,” Det her er et bankrøveri!”.

Men hans forundring var stor, for der var ingen mennesker i banken, ingen pengemaskiner, kun en lille grim seng, der stod midt i rummet. Sønnen studsede. Det var mærkeligt, hvordan kunne det nu være? Han ville ud af banken i en fart, det var sikkert en fælde, en bombe eller nogen der ville narre ham. I det samme kom der en lyd fra sengen:

”Sur og tvær, lad det nu vær’’

Sønnen råbte at en seng ikke snakker. Den sover! Kan hev og flåede i døren og sparkede til den for at komme ud af banken.

”Bær mig hjem. Sæt mig i dit kammer. Så skal du se hvad der dig rammer.”

Han holdt op med at kæmpe med døren og prikkede til madrassen med en finger. Det virkede som om det var en helt almindelig seng. Han kiggede ud af bankens store ruder, der var mennesketomt på gaden. Så greb sønnen sengen og tog den på nakken.

Moren sad og græd af træthed derhjemme, som hun ofte gjorde. Desuden var der kommet regninger fra skat og told. Det var snart ikke til at holde ud at være enlig mor og nu var der heller ingen strøm i huset, DONG ENERGY havde lukket for el fordi hun ikke havde fået betalt regninger. Hun så på sønnen og sengen,”Hvad i himlens navn er det du kommer hjem med?” Sønnen så hemmelighedsfuldt på sin mor.

”Det er en særlig seng”, sagde han og stillede møblet fra sig i sit værelse. I det samme kom ordene:

”Du bar mig hjem og satte mig i dit kammer. Hvad vil du have der dig rammer?” Moren gloede med store øjne på sengen og rakte en finger i vejret:

”Må jeg bestemme, må jeg?” råbte hun, og sønnen nikkede stolt. Endelig havde han gjort sin mor glad.

”Jeg bestemmer at min søn skal rede sin seng hver evige eneste dag, og det med tilbagevirkende kraft!”

Hver dag blev sengen redt, men kun fordi sønnen sagde ‘SENG, RED DIG SELV!’ Selv, rørte han aldrig en finger!

6. december: Sproget der glemte tre ord

Der var engang et fattigt sprog, som arbejdede fra den lyse morgen til langt ud på aftenen med at få så mange fremmedord i sig som muligt, at du tror det er løgn. Det var ikke for at gøre sig forståelig overfor andre, – det ville blot skille sig ud. Det havde fået den idé, at uden en masse fremmedord, var det ikke et rigtigt sprog.

Det oldnordiske sprog, som var mere agtet og respekteret end så mange andre, her omkring, mente at det fattige sprog var ude på et sidespor. Men så længe det huskede på tre ord: Kærlighed, nærlighed og særlighed, så skulle det nok gå. Alligevel var det en smule bekymret, derfor kontaktede det oldnordiske sprog det latinske, for at få et godt råd. Det eneste råd til det fattige sprog var nu kun ordene: ” bene vixit qui bene latuit.”

Da substantiverne hørte dette bøjede de sig i latterkramper, og runealfabetet gav tegn til at nu smuttede det om bag en sten. Vokalerne kom på barrikaderne og råbte, “ Bare det fattige sprog husker at have respekt for os!” Og konsonanterne frygtede selvfølgelig, at det fattige sprog kom til at lide af hyperkorrekthed, der ville gøre sproget stift fordi det måske slet ikke magtede alle de fremmedord. De gamle danske gloser mente det var på tide at indføre franske regler, “At man kunne få bøde for at udtale et ord på engelsk i stedet for dansk.” Men slang-sproget var klart imod sprogrensning og mente, at denne form for rengøring truede kreativiteten.
Det fattige sprog lod dem snakke og fortsatte sit hårde arbejde med at samle fremmedord lige fra den lyse morgen til langt ud på aftenen.

En dag kom chat-sproget forbi det hårdtarbejdende sprog:” :/ ” sagde chat-sproget. – ”Hvorfor er du skeptisk?” spurgte det hårdtarbejdende sprog og vendte det stolte ’R’ til. Sproget fik aldrig noget svar for snart blev chat-sproget puffet væk af sms-sproget der ivrigt begyndte at forklare,” Alzå imorn vil du vr xtra ftrlat når du lizzom talr et sprg ingn kendr, SIT + HAND!”
Sagt med andre ord, – det var svært for det fattige sprog at være hvor slang, chat og klichéer i den grad styrede historierne. På den anden side orkede det heller ikke at sætte sig ind i etymologien, – det ville tage alt for lang tid, at fatte hvor det kom fra og hvordan ord egentlig opstod og hvilken forbindelse der fx var mellem ”apotek” og ”butik”?

Det skulle gå hurtigt med at få samlet så mange fremmedord som muligt. Det fattige sprog havde nemlig en plan.

Da det fattige sprog havde hældt ord som iterativ, antagonisme, assertion, latrogen, ibidem osv .. på lager, var det vist på tide at vise de andre sprog hvor fantastisk det var blevet. Men inden da, ville det til Ægypten og vise sig frem, – hvis hieroglyfferne accepterede det fattige sprog, som nu var blevet rigere, så ville det blive det førende sprog derhjemme, – alle ville tale det, alle ville elske det.

Hieroglyfferne bød det også indenfor i den hellige verden og sproget betragtede et billede af en ørn, som var mejslet ind i et monument. Ørnen gjorde intet. Den stirrede bare. Intet andet skete. Så begyndte sproget at rulle sig ud: ” Iterativ, antagonisme, assertion, latrogen, ibidem osv .. ?” Det gentog sig selv til ukendelighed – men der var stadig ingen der klappede.

Pludselig forsvandt ørnen med en hurtighed der næsten knuste sproget og det der var tilbage af den mægtige fugl kan ikke beskrives med ord, men det var ikke noget der lignede. Det var hverken imponeret eller forelsket. Det fattige sprog, som var blevet rigere, var pludselig blevet fattigere, thi det havde glemt tre ord midt i sin stræben – der er nemlig forskel på om man glemmer fordi man er kynisk eller fordi man er glemsom. Det fattige sprog tog hjem igen og det havde faktisk lært et og andet: Der måtte findes en anden vej til anerkendelse. Måske skulle det prøve en digter?

5. december: Skodtøsen

Engang for meget længe siden var der et folk som mildest talt blev forfærdede fordi kongen i landet havde bestemt sig for at ingen måtte ryge. Og det gik vist nok sådan til:

En morgen omkring klokken 11 gik han ud på sin balkon og så ud over hele Rådhuspladsen i København, mens han pulsede på sin cigaret. Folkene på pladsen jublede og begyndte selv at tænde deres cigaretter og tage de hyggeligste indåndinger der nogensinde er set i hele verden. Nogle hostede og nogle faldt om. Men det hørte sig til, så det rejste ingen undren.

Så skete der noget uventet. Bedst som Kongen stod og røg sin morgencigaret tog han den fra læberne og holdt den i venstre hånd. Folk på Rådhuspladsen tænkte, at dét var noget nyt, og hvad skulle det nu være godt for? Så slukkede han cigaretten i Narrens hat og holdt cigaretstumpen mellem tommel og pegefinger og folket måbede. I alle de år, de havde levet, var hver eneste dag startet på skønneste vis foran Kongens slot på Rådhuspladsen MED smøger, der blev røget helt til ende.

Modstræbende begyndte samtlige borgere at skodde deres cigaretter på hvad der nu var i nærheden. Kongen så det og blev tilfreds. Men i det samme sprang en lille flabet tøs ud af mængden og sagde:

”Hvorfor skal vi skodde vores cigaretter i dag? Det har vi da aldrig nogensinde gjort før?”

Kongen der var på vej ind i de gyldne lokaler standsede op, snurrede rundt på stilethælene, og kiggede ned på tøsen – og hvem anden end Skodtøsen kunne det være..

”Hva laver du her? Skal du ikke på fabrikken og lave smøger?”

Skodtøsen så triumferende på Kongen som indså, at han havde savet sin egen gren halvt over ved at forbyde cigaretter: ”Hvor skal jeg nu arbejde?” spurgte Skodtøsen endnu engang, – bare for at vade i det.

Kongen måtte indrømme, at det vidste han faktisk ikke.

”Hvis vi ikke må ryge, så skal jeg have dit halve kongerige!” blev Skodtøsen ved.

Folk på Rådhuspladsen råbte alt muligt, men mest – JA – til Skodtøsens ord.

Og sådan gik det til at Kongen måtte dele tronen med Skodtøsen. Og det sidste er ikke fortalt endnu, for selv om den nye ikke-ryger-lov trådte i kraft den dag kongen blev gift med Skodtøsen, så går der rygter om at kællingen arbejder på, at få overtalt kongen til et hyggeligere samfund med mere host og hark.

4. december: Taxa

Jeg sidder på Diskotek ‘Train’ i Århus. Jeg er en ældre kvinde i starten af tresserne. Jeg har én særlig interesse. Alder. Eller den har mig, vil ikke slippe mig, knepper dybe furer i mit kød hver dag. Hvor er den pervers. I min røde opslidsede kjole sidder jeg hver weekend på Diskotek ‘Train’ og venter på de unge mænd som ofte vil have mig når jeg hælder godt med drinks på dem. Pillerne med potenslyst har jeg i en lille æske med broderede hjerter. Når det er tid til at få mændene med hjem, beder jeg dem lukke øjnene, mens jeg hvisker dem noget i øret. De lukker øjnene, lader ørerne læne sig kælent op ad min stemme. Jeg putter 2 piller i deres glas med blå bols. Så drikker de og resten af natten bliver jeg underholdt.

Alderen. Min egentlige mage, snakker jeg ikke med nogen om. Den er min egen husbond, min moralske vogter, som jeg spytter på med foragt. I aften er alting alligevel anderledes. De unge mænd lader vente på sig. Jeg kan ikke forstå det. Jeg er rastløs.

Efter min fjerde ‘Anti Freeze’-drink, har jeg fået nok af banansmag, der klistrer sig fast på mine læbestiftede læber. Jeg forlader diskoteket.

På gaden står jeg og kigger efter en taxa. En bil nærmer sig. Bildøren åbner sig og jeg står et øjeblik og svimler. Er det en invitation? Jeg smiler og vrikker om på mine stiletter i kådhed over at være så heldig. Bilens sæde er blødt.

- Tak skal De have. Jeg skal hjem.

- Så gerne.

Bilen begynder at køre. Indtil videre har jeg ikke set på chaufføren. Jeg undrer mig over, at han ikke spørger hvor han skal køre mig hen. Alderen. Har jeg måske sagt det inden jeg satte mig til rette i sædet? Jeg vender mit ansigt i retning af hans og kigger ind i to tomme øjenhuler der er omgivet af hvide knogler.

3 december: Sekretæren

Det var en mørk og stormfuld nat .. Mere om det senere. Måske vil det være dumt, at starte historien sådan? For det er jo ikke en gyser. Historien handler om min veninde Line, som var sekretær på et bladhus. Hun havde lovet, at hjælpe mig lidt på vej med et job. Line ville blot “pille lidt” ved chefens mapper og arrangere det sådan, at mit CV kom til at ligge øverst i bunken.

Jeg kunne ikke lade være med at være lidt forundret over hende, da jeg blev vist rundt på “Bladet” forleden. Hun virkede nemlig nervøs de gange chefen passerede os. Alligevel ville hun gennemføre sit ærinde, som hun sagde. Jeg spurgte hende, om hun var lidt forelsket i manden? Selvfølgelig var hun ikke det, sagde hun.

“Det er jo dig, der er vild med chefen”, sagde hun smilende.

“Sæt dig her, Anni, jeg fikser en kop kaffe til dig, mens du venter.”

Jeg satte mig og så beundrende på hende. Hjerteveninder var vi vel næppe, men alligevel var forbindelsen bevaret, måske fordi vi havde brug for at konkurrere om snart det ene, snart det andet? Hun var fx bedre til sport.

Engang løb hun af med guldmedajlen i 200 meter brystsvømning. Der skulle et godt bryst til fra min side, da jeg stod og knugede sølvmedaljen, og fotografen skød det ene billede efter det andet af Line og hendes sejr.

Trods nederlag, søgte jeg alligevel hendes selskab og strålede med, som om hendes successer gjorde mig mere værd i andres øjne. Derfor kunne jeg ikke tro mine egne ører da hun ringede og ville hjælpe mig ind i firmaet, og i nærheden af manden, jeg var vild med. Måske var vi, trods intriger og konkurrence, ved at finde hinanden? Måske var det bare mig, der havde været sart?

Efter en times tid, blev jeg kaldt ind på chefens kontor, manden, der ellers aldrig ville se til min side. Hans Armani skjorte faldt perfekt ned over den brede brystkasse og de slidte jeans under skjorten, satte sig på kanten af skrivebordet mens han kiggede undersøgende på mig. Så bladrede han i mine papirer og kiggede forvirret på mig igen.

- Du er her fordi … ?

- Det var angående den der ledige stilling som souschef .. der…

- Den er da besat…?

Jeg kiggede uforstående på ham og rystede på hovedet. Forsikrede ham om, at der måtte være en misforståelse et sted. Døren gik op og min veninde Line trådte ind i lokalet. Hendes nervøsitet var væk og hun stillede sig ved siden af chefen. Jeg kunne se hun kluklo indeni.

“Jamen, der har vi jo min nye souschef, Line Ankersen! Der er sket en fejl, da mapperne blev transporteret fra mit gamle kontor og til det nye her. Det beklager jeg. Men nu er du så heldig at jeg søger en sekretær. Min souschef kan fortælle dig mere om detaljerne. Jeg skal til et møde om fem minutter.”

“Og vi kender jo hinanden”, smilede min veninde, den nye souschef. “Jeg skal nok få dig til at føle dig godt tilpas på ‘People Weekly‘.”

Det er en mørk og stormfuld nat .. Jeg vil aflægge Line et besøg.

Jeg må nok hellere stoppe min fortælling nu. For som jeg skrev i starten af historien: Dette er ikke en gyser..

2. december: Konen uden mund

Omkring 500.000 mennesker prøver det på et eller andet tidspunkt i løbet af deres liv. Endnu flere oplever at overlæben svigter – på en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 mennesker have en svigtende overlæbe.

At gå rundt uden mund er meget ubehageligt. Tilstanden kan ødelægge livet både socialt og arbejdsmæssigt, den kan bringe verden i fare fordi mennesker uden munde sjældent bliver hørt og det er jo forfærdeligt, for de er ofte gode tænkere, når de ikke kan tale.

En kone, der levede langt ude på landet, led faktisk af den tilstand, og selvom lægerne proppede stikpiller i hende, gik det hverken værre eller bedre – munden var væk og det blev den ved med at være.

Men så en dag kom en plastikkirurg forbi. Under armen havde han et hefte som indeholdt tegninger af Wulff & Morgenthaler. ”Vil du høre historien om Tukan-drengen, eller hvad med den om ’Ansgar og Loke’? Jeg kunne også bare involvere dig i ’Ekstrem stangtennis’ – eller måske er du mere til Manga?” Konen uden mund sagde ikke noget og det irriterede den gode kirurg. Men han var klar over at hun ikke kunne gøre for at hun var mundlam – det var jo LIDELSEN. Så slog det ham, at han da bare skulle lave et snit lige under konens næse med sin skalpel. Så kunne han skabe en over og en underlæbe af konens lår – og så måtte han se hvad der skete. Som tænkt så gjort. Snittet blev lagt under konens næse og så var der gennemtræk!

”NU kan du ikke undskylde dig med at du ingen mund har!” sagde kirurgen tilfreds, ”Og nu skal vi to læse Wulff & Morgenthaler op for hinanden.” Men konen, der nu havde en mund af lår, så på kirurgen og heftet med Wulff & Morgenthaler, hun synes overhovedet ikke det var sjovt. Kirurgen prøvede at få hende til at læse op fra ”Ekstrem stangtennis”, men konen kunne overhovedet ikke forme ordene med sin tunge.”Hvad er der NU i vejen?” spurgte han og var næsten ved at opgive det hele. Konen smilede en lille smule med sin nye mund og rakte så tunge af kirurgen.”Skal DÉT nu være sjovt?” fnøs han. Her havde man hjulpet konen, – sat en mund i knolden på hende og så stod hun der og rakte tunge.

En lille brun bjørn fra Norge løb tilfældigvis forbi og inden den var væk igen råbte den:” Hendes tunge er ikke dansk!” Aha, sagde kirurgen, så er det derfor du ikke kan lide Wulff & Morgenthaler. Han tog damen under armen og sammen gik de hen i én af de der butikker der bare ligger overalt på Strøget, nemlig fashionable Linguistique Magnifique.

De gik ind i en af Københavns fornemmeste Linguistique Magnifique. Der hang tunger på bøjler overalt. Der var italienske, græske, finske og falske tunger. Alle var overfladebehandlet med rød farve så de ikke så blege ud.

”Nå, hvilken tunge vil du ha, – jeg gir!” Kirurgen tog sit MasterCard op af lommen. Konen så længe på de hindbærrøde tunger og kunne ikke bestemme sig. Ekspedienten kunne se, at det var et par vanskelige kunder og straks sprang hun op på en stol og pegede på en glat tunge, der kom lige fra Frankrig.

”Den her vil klæde deres brune øjne!” sagde hun.

Kirurgen nikkede og så vurderende på konen og så bagefter på tungen.

”Nu er den vel ikke for tør?” spurgte han. Jeg mener, den skulle gerne kunne udtale humor og den slags.”

Ekspedienten rødmede og forsikrede ham om, at tungen havde de vildeste egenskaber. Den kunne fx hoppe på sig selv. Kirurgen spurgte konen om en fransk tunge var sagen. Først på dansk, hvilket hun slet ikke fattede en brik af, og så på fransk:” Voulez-vous coucher avec moi ce soir?” Som man vender en hånd, fik konen mæle på fransk, men der var ikke noget Wulff & Morgenthaler imellem de to. Til gengæld blev der plads til så meget andet. En kærestekalender til hende og ham fra en eller anden kendt sexolog.

1. december: Gnisten

En gang lå en gnist i brændeovnen og kedede sig gudsjammerligt. Den ville så gerne være noget andet, måske det svalende vand som pigerne badede i om sommeren eller en kvik lille storm, der fik gamle blade til at slippe vintertræerne.

Den kunne også forestille sig at være den brune jord på bondens mark, hvor grøntsager kunne gro – bare et eller andet der ikke spærrede den inde.

En morgen, inden bondepigen havde tændt op i ovnen, hørte gnisten en fugl. Det lille luftvæsen sad på skorstenen udenfor og spurgte, om gnisten havde flammet godt og grundigt op i den senere tid. Det måtte gnisten sige nej til.

”Men du virker trist?” kvidrede fuglen.

”Ja,” sagde gnisten, ”bare jeg var en vind, der fløj med dig hen over landet, så ville jeg se verden og bruge det til noget.”

Hvad den ville bruge det til, var den ikke rigtig klar over, den ville bare ikke være en som ikke tændte på noget. Fuglen fløj ned til gnisten og greb den med næbbet:

” Det er sandt, du er ikke engang varm, lille gnist!”

Sammen fløj de op i himlen til Gudfader, der sad og lagde verdens komplicerede puslespil. Han var gnaven, for der manglede en fire brikker:

”Noget med blåt, noget med brunt, noget med rødt og noget med gult. Jeg kan finde alle brikkerne til dig,” sagde gnisten, ”hvis bare jeg må være vinden en enkelt dag.”

Gud sagde ok til det og så fløj gnisten af sted sammen med fuglen. Da gnisten havde rundet ækvator kunne den mærke hvordan den kastede sig selv rundt i hvirvler. Til at begynde med, var det sjovt. Men så blev den svimmel af den konstante hvirvlen rundt i luften. Den lagde sig snart, som alle vinde gør og bemærkede, at den bevægede en legetøjsbåd som var drevet til søs.

Overalt hvor vinden kiggede, var der vand. Hvor ville den gerne være noget andet end en vild og forvirret vind. Snart dukkede en hval op af vandet:

” Hej vind, hvorfor er du så trist?”

Vinden fortalte, at den egentlig var en gnist, og at den hellere ville være en del af havet. Hvalen indåndede vinden og pustede den ud igen og så sprang vinden op i himlen til Gudfader, der stadig sad og surmulede over Verdens puslespil.

”Får man nu gæster igen?” sagde han, ”Jeg har ikke tid.”

Vinden, fortalte at den jo godt nok var en gammel ild, der var blevet til en gnist, som ikke tændte på noget, derfor ville den prøve at være en vind. Men det var så ikke nogen succes.

”Næ, en gang ild, altid ild.” mumlede Gud og kiggede stift ned i sit puslespil. ”Men hvor er det lige at jeg kommer ind i billedet?” spurgte han og kiggede op.

”Jo, måske kunne jeg prøve at være vand?” sagde vinden med gnist i hjertet. Gud gav den lov, hvis altså vinden kom tilbage med alle fire brikker, som manglede i puslespillet. Vinden lovede det og sprang på hovedet i havet. Straks flød og skvulpede den over havsten og krabber. Det var det smukkeste den endnu havde været med til, men den kunne ikke lide da en lille dreng tissede i de blå bølger ved Gilleleje strand. Vandet gjorde sig stort og kastede sig ind mod land, det kom så langt væk fra stranden, at det landede på bondens mark.

”Oh, sagde vandet, hér ville jeg gerne ligge i ro og fred og bare være.”

Det lod sig opsluge af jorden, og pludselig blev vandet til duftende muld, hvor kartofler, rødbeder og gulerødder hilste på det, mens de lå og modnedes. Det var et rigtigt driverliv, synes vandet, som nu var blevet jord.

Men en dag blev jorden overrasket over at bonden kom og rodede og gravede i den. Det gjorde faktisk ondt når skovlen jog ned i jorden – og værst var det da de små kartofler forsvandt sammen med rødbederne og gulerødderne. Nu var det ikke sjovt at være jord mere. Men hvad skulle den gøre?

Fuglen fra før fløj forbi og greb gnisten i næbbet.

”Nå, vil du hjem til din brændeovn? Du kan lige nå det inden bondepigen fyrer op.”

Gnisten så på sig selv og opdagede at den var som før. Og jo tak, nu ville den hjem igen. Men allerførst måtte den op til Gudfader, den havde lovet at medbringe de fire brikker og den havde ikke fundet én eneste. Det var en skam.

Fuglen fløj op til Gudfader der brummede over Verdens puslespil, så det tordnede på jorden.

”Har du brikkerne med?” råbte han.

Gnisten måtte desværre svare nej. Nu ville Gud sikkert blive edderspændt rasende.

”Åh, hvor er jeg altså glad for det!” grinede Gudfader mens han dansede rundt om Verdens puslespillet. ”For hvis du havde haft de fire brikker med, så havde jeg jo ikke mere at tage mig til i himlen og hvor skulle jeg så gå hen?” Gudfader sendte gnisten hjem til sin brændeovn og fra den dag flammede og brændte den lystigt i ovnen hver eneste dag. Der skulle næsten ingenting til – så var den tændt.