Nej, det er jeg ikke. I 2005 var jeg mere sikker. Dengang var jeg sikker på, at
jeg var en fantastisk forfatter og ikke mindre. Dengang var jeg “gryende” i hvert fald
i mine egne øjne. Og så længe, ingen anmeldte noget af det jeg skrev, var jeg i barnlig lyksalig tilstand omkring mine digte og tekster.
Da min interviewbog kom på banen, fik jeg anmeldelser af diverse dagblade. Det var en helt anden måde, at skrive på. Det, der var startet i en skrivebordsskuffe og udgivet på et Print On Demand-forlag, havde jo udviklet sig til at udkomme på forlag, hvor jeg ikke betalte det hele selv. Og da skete en forandring. Min daværende redaktør, Lene Andersen (Det Andersenske Forlag) sagde, at jeg skulle øve mig i at få anmeldelser. Nogle anmeldelser ser bare meget kritiske ud, men egentlig skal man jo være glad for, at den bog man udgiver virkelig bliver set i den jungle af bøger, som sprøjtes ud i en lind strøm.
Jeg tror, at jeg blev forskrækket over interviewbogens modtagelse. I hvert fald skal man ha et stort ego for at komme videre på 3 dårlige anmeldelser af det, man så som – genialt!
I lyset af interviewbogens “drama”, kunne man godt spørge sig selv, hvorfor jeg ikke bare fortsatte hyggeskrivslerne? Var det nu også nødvendigt, at blive ved med at udgive, få dårlig kritik, eller slet ingen?
Men det ser ud som om, at det alt sammen var nødvendigt. En proces, der ikke var til at komme uden om for mig, hvis jeg skulle forstå hvad det drejede sig om. På den hårde måde. Og det at skrive ER en proces. Livet stopper jo ikke ved et par dårlige anmeldelser! Til gengæld er jeg ikke begavet med et godt efternavn, et bagland, hvor jeg fik skriften ind med modermælken, eller en vuggegave, der gør at jeg skriver en Harry Potter! Det er hårdt arbejde. Og det vigtigste er at blive ved.
Der er løbet mange meninger (også de tyste) hen over de bøger jeg udgav, siden da – OH. PATOS!
Mine 2 første digtsamlinger blev anmeldt af en kollega (Mikael Josephsen) læs her: Men, på den anden side ... Så fulgte interviewbogen, Ord til alle sider, som ingen rigtig brød sig om, nævner fx, Kristeligt Dagblad, Politiken, og Berlingske !
Så kom Den sorte bog, som forsvandt i det sorte dyb og så kom ‘I virkeligheden har jeg for meget i mine rum’. Den fik sin anmeldelse i virkeligheden – læs Nordjyske.dk
Så hvad gør jeg så nu, ophavsvæsenet til disse ovennævnte bøger? Fortsætter jeg? Eller tager jeg omverdens mange tegn til mig, og koncentrerer mig om andet end at skrive? Næ. Jeg skriver videre. Surmuler lidt, men fortsætter hvor de andre slap (væk).
Men hvorfor gør jeg det? Hvorfor er det så interessant, at skrive og omskrive, sende manus til forlag i en uendelighed, når jeg efterhånden ved hvad der (ikke) venter mig, på den anden side? Helt ærligt, så kan jeg bare ikke lade være! Jeg må bare skrive! Jeg bliver mærkelig hvis jeg ikke skriver; tør, tyk, færdig, plim i låget! Jeg forstår ikke noget som helst hvis jeg ikke skriver. Verden bliver et koldere sted (bare for at nævne en passende kliché). Men, at udgive.. ? Ja, også det! Jeg har en stædig tro på, at der nok skal komme en dag, hvor mennesker vil sætte pris på, at jeg ville/vil dele.
Oktober står i omskrivningens tegn. En roman har ligget længe nok, den skal formes.Og jeg glæder mig fordi det sker i samarbejde med et forlag, som har den liggende.
Hvis vi tør, kan den blive udgivet i 2012. Jeg tør vel godt fordi jeg kommer i tanke om Mikael Josephsens ord i anmeldelsen af min 2. bog:
“ Måske talent ikke bare er talent. Måske skal man have talent for at have talent. Sådan et førtalent synes jeg Lonni Krause er. Nu er det jo ikke prestigefyldt i dette land at støtte og pleje underskoven af kunstnere. Det er kun i sportens verden, at det er legalt. Hvis en kunstner ikke lever op til myten og er fuldt ud kunstner og genial fra begyndelsen, så ud til højre. Kan man stå distancen, læse og skrive i en sindssyg rundkørsel af hårdt arbejde? Kan man rejse sig og tro på det, selv når ingen andre gør? Kan man tåle fornedrelserne og hån og spot? Og endelig kan man bevare ydmygheden ved mål og delmål. Der er sgu mange ting, der spiller ind.”
