I 1792 eksisterede der en idé og et stykke papir, som holdt så meget af hinanden. De lå på et fint skrivebord, som en mand ofte sad ved. Sommetider skrev han. Sommetider grublede han. I længere tid, havde han mest grublet fordi han var raget uklar med én af sine vigtigste venner: Idéen.
Og idéen var faktisk raget uklar med det hvide papir fordi det sølle stykke pap holdt så fast i sin hvide side:
”Skal der slet ikke stå noget?” spurgte idéen, mens den forsøgte at hoppe op på papiret.
For hvert hop, krøllede papiret sig bare endnu mere sammen og til sidst gav idéen op.
En dag lagde den mærke til, at papiret var blevet så krøllet at de dybe furer næsten havde revet det midt over. Nu var gode idéer dyre:
”Hvad gør vi ved det? Jeg kan ikke være din idé, når du ser sådan ud.”
Papiret foldede sine æselører ud og lyttede til idéen, for det havde det aldrig tænkt på:
”Tænk, hvis jeg slet ikke kan bruges? Så ryger jeg i papirkurven og så er det ude med mig!”
Idéen tænkte, at den måske kunne blive en fantastisk god idé, og efter et døgns tid fandt den ud af noget.
Hvis papiret skulle være med på idéen, måtte det folde sig helt ud og ikke være bange for at gå i stykker. Det var en god idé, mente papiret. Så det foldede sig ud og glattede sig til – især i hjørnerne, hvor æselørerne var ret markante.
Nu så idéen de smukkeste mønstre i papiret og den banede sig vej hen over alle linjer og krøller i det hvide.
Det tog et år for idéen at få noget på plads. Men en dag, ved det brune skrivebord, sad manden og så på papiret. Han så to gange, måske ti, og pludselig greb han idéen og begyndte på sin roman: Labyrinten.
