I udkanten af en stor skov voksede der engang et hvedekorn og det stod ganske alene, men det havde det ikke altid gjort.
For mange år siden var klimaet anderledes i Danmark og hvedemarker var landets kendetegn ved siden af rødgrød med fløde. Med tiden forsvandt hvedemarkerne og blev erstattet af majsmarker pga. det varme klima. Det var ikke alle der syntes godt om den ændring, men når der ikke var andet at gøre for storbønderne end at satse på majs, så var der ikke andet at gøre. Og det var såmænd helt fint, hvis det ikke lige var for en politiker, der bestemt ikke brød sig om sin huds brune farve.
Politikeren kontaktede en videnskabsmand fra Schweitz og bad ham om at opfinde en maskine der kunne vaske brun hud af kroppen. Denne maskine blev opfundet, et slags omvendt solarium, og den blev en sand landeplage, faktisk var det halvdelen af Danmarks befolkning, der dyrkede den i en periode.
Men da den endnu var et nyt fænomen, – vidste ingen rigtigt noget om evt. bivirkninger. Og én ting var sikkert, maskinen havde en sideeffekt. Da folk havde dyrket ’Omvendt Solarium’ i et par år, begyndte der at ske noget underligt med klimaet. Danmark blev ramt af en forbistret tørke. Bondemænd klagede over at deres afgrøder visnede så der sjældent var noget at høste. Og hér kommer det lille hvedekorn ind i historien for alvor. Det første væsen hvedekornet mødte var en bonde.
” Tørken er kommet, mine majs visner til ingenting”
Hvedekornet gik videre, for det ville ikke høre på andres problemer. Det næste væsen det mødte var endnu en bonde, der lød som et ekko af den første.
” Tørken er kommet, mine majs visner til ingenting.”
Hvedekornet syntes det var for galt, som folk klagede over vejret. Det besluttede at lade være med at gå ligeud, måske skulle det dreje til venstre?
Det drejede til venstre og mødte videnskabsmanden fra Schweitz, som stod og så meget skyldig ud :
”Har du mødt én eneste levende majsmark?” spurgte han spagt.
Næ, det havde hvedekornet ikke. Videnskabsmanden sukkede og begyndte nu at fortælle om maskinen, der var skyld i tørken og majsmarkernes død. Én ting var klimaforandringerne. De var jo kommet for at blive:
” Og med al respekt, lille hvedekorn, så er majspandekager altså også sundere end hvedepandekager.”
Han holdt en pause i sin talestrøm og så var det han nævnte afblegningsmaskinen, den store synder.
For at maskinen kunne afblege det danske folk, blev den nødt til at komme af med den overskydende energi – altså, når ét menneske lagde sig i maskinen og lod sig afblege, så fordampede dets brune hud ud i den blå himmel og videre ud i universet, hvor huden fangede solen og ligesom trak ildkuglen ned til jorden i en slynge. En dag ville det gå galt.
”Jo tættere på solen kommer, jo flere folk går ind i afblegningsmaskinen fordi de ikke vil være solbrændte, und so weiter.” ”Mon så Maya-indianerne får ret i at jorden går under i 2012?” spurgte hvedekornet.
Videnskabsmanden nikkede tankefuldt.
”Med mindre vi får folk til at fatte, at brun hud er sundest omkring kraniet, ” sagde han.
Men videnskabsmanden fra Schweitz mente ligesom hvedekornet, at folk var udenfor pædagogisk rækkevidde. Han begyndte at ævle om at lave en helt anden maskine som kunne få Jorden til at fjerne sig fra solen.
”Så kan det også være at hvedemarkerne kommer igen,” smilede han opmuntrende til hvedekornet.
Hvedekornet blev fyr og flamme og meldte sig straks som forsøgsperson. Takket være denne schweiziske videnskabsmand og hans maskine nr. 2, så fik vi virkelig hvedemarkerne tilbage, men kun for en stund. Desværre gik ismaskinen agurk og det resulterede i at vi kom så langt væk fra Solen, at Pluto blev Jordens nærmeste isklump.
