Der var engang en tilstand hvor der Intet var, ja, det var så tomt, at der ikke engang fandtes mørke. På den anden side af Intet var en tilstand der rummede Alt, der var faktisk så meget, at fugle ofte måtte flyve lag på lag og folk sultede, stjal og sloges det bedste de havde lært. Der var i det hele taget alt for megen larm. Engang fandt to mænd en sprække i himlen hvor Intet kunne skimtes.
“Hvad mon det er?”, spurgte den ene.
Den anden pillede lidt i sprækken og rystede på hovedet for der var jo Intet. Og så gik de videre. Datteren fra nabogården havde også bemærket sprækken, og vupti, så snart de to mænd var forsvundet, tog hun tilløb og var henne ved sprækken for at se hvad der gemte sig i den, – tilsyneladende var der Intet, – så hun mistede også interessen og gik hjem og spillede UNO med sin bror.
En ung fyr med solbrændt hud var en dag i færd med at køre et læs døde køer på møddingen, da han fik øje på sprækken i himlen. Han fik den gamle hestevogn til at stå stille.
“Der er så langt hen til den mødding, hvad nu hvis jeg kører igennem sprækken og lodser møget af der? Ingen ville vide det og jeg vil nå hjem inden solen bliver for varm.”
Der var ikke langt fra tanke til handling og så tog han ellers fat. Da vognen var tom tog den unge fyr tilbage til bondebyen – og han nåede endda hjem før tid.Snart rygtedes det, at der fandtes en sprække i himlen, hvor man kunne komme af med alt det der var for meget af.
Hver eneste dag var der mennesker – gamle som unge, der gik til sprækken i himlen med Alt. Der var også nogle der fandt på at skubbe sygdom, død, elendighed og krig ind gennem sprækken. Og nu kunne eventyret ha sluttet, men det gjorde det bare ikke. For menneskene der havde haft Alt, begyndte at kede sig. De syntes simpelthen ikke der var noget at lave. Så de begyndte at snakke om at gå ind i sprækken og se om der trods alt ikke var et eller andet de kunne fornøje sig med der. Kan du forestille dig en lang tyk pølse af mennesker der går fra ALT til INTET og omvendt hele tiden – det var præcis dét der skete.
