De mener det er en genfejl der kører rundt med mig og det gør mig rasende! Jeg er ikke en fejl. Jeg reagerer bare på det andre gør ved mig. Er det måske min skyld, at jeg føler mig rodløs?
I mange år har jeg søgt efter én af mine egne, samlet kvinder op alle steder, for at snakke med dem. Det gik aldrig som planlagt, som regel ville de ikke snakke kun skrige og så måtte jeg jo vise dem hvem jeg var, hvilket de heller ikke brød sig om. Min tilstedeværelse forstyrrede dem og de endte som sindssyge, blev placeret på en anstalt hvor de sad og fablede om aliens.
Jeg tror ikke mine tendenser hænger sammen med et gen, som på grund af dets fravær i min organisme, har gjort mig mere sårbar for fx omsorgssvigt i barndommen. Jeg husker intet fra den tid, så hvad har det med mig at gøre? Min verden begyndte at hænge mere sammen forleden nat, da jeg samlede hende blafferen op på Hillerød motorvejen. Hjemme i huset prøvede hun at lyde tough.
”Hvorfor samlede du mig egentlig op?”
”Hvorfor skulle jeg ikke?”
”Men jeg ville bare gerne hjem!”
” Vil vi ikke allesammen det?”
”Du er syg i hovedet!”
”Jeg har bare en hobby, det er alt.”
”At samle folk op på motorveje og gøre dem bange – er det en hobby?”
”Er du da bange?”
Stilhed.
Hun begyndte at græde og flåede i de lænker jeg havde spændt hende fast med. Det var ikke for sjov jeg gjorde det. Jeg var tiltrukket af dette væsen, jeg vidste ikke hvorfor, måske var jeg bare nysgerrig og ville vide hvad der rørte sig i hende.
”Du skal ikke græde. Jeg vil bare tale med dig.”
Jeg hev lidt i lædersnoren som var bundet rundt om hendes hals og fastgjort til en krog i loftet. En rotte pilede forbi hendes nøgne fødder, der lige akkurat nå cementgulvet. Hun virkede underlig bekendt.
”Der er folk som mener, at jeg mangler et særligt gen, der beskytter verden imod vold.”
Hun begyndte at græde endnu højere og jeg rakte ud efter hendes trusser, rullede dem sammen til en kugle og proppede dem i munden på hende. Hun ville spytte dem ud, men hun fik gaffatape om munden og så var der fred.
”Vi må tale sammen. Jeg har brug for svar.” sagde jeg og gik rundt om hende.
Hun lignede mig fuldstændig. Især var hendes hud lige så porøs som min.
”Hvorfor er din hud så porøs?” hviskede jeg, mens jeg lod mine fingre undersøge hendes ryg, mave og lår. Min hud er også tynd. Se på mig!”
Hun adlød, men jeg vidste at hun ikke fattede hvad jeg havde gang i og det irriterede mig. Jeg tog fat i mit venstre øre, drejede det 180 grader rundt, og begyndte af hive det af. Kinden løsnede sig og læberne, kæben og resten af ansigtet fulgte med. Hun stirrede på mig og lukkede derefter øjnene hårdt i. Jeg fortsatte med at trække huden af bryst, mave og køn. Da jeg nåede til mine lårene hev hun hårdt i kæderne. Jeg stod stille foran hende med huden hængende omkring mig som en våddragt, jeg lige havde krænget af mig.
”Vil du snakke nu?”
Hun nikkede, stadig med lukkede øjne. Jeg fjernede gaffatapen og hjalp hende med at få trusserne ud af munden.
”Du er pervers!” skreg hun. ”Hvad er du for noget og hvorfor tog du mig?”
Jeg ville kneble hende igen men hun rystede vredt på hovedet og åbnede øjnene og fikserede mine.
” Hvorfor lige mig?”
”Fordi vi er identiske. Du mangler det gen som beskytter verden mod vold. Vi kan gøre to ting, enten destruerer vi os selv, eller også formerer vi os?”
Jeg samlede huden om mig og fik rettet lidt på brystkasse, hage og isse. Så kiggede jeg på hende igen og hun nikkede.
”Lad os gøre det.”
