Den super-roste nobelprisvinder Herta Müller mener at ”Jo flere ord – jo friere er vi”. Dette udsagn er selvfølgelig bygget på den baggrund hun er vokset ud af.
Herta Müller er født i en lille landsby i Rumænien 1953 og hendes far var i Hitlers elitestyrker under Anden Verdenskrig. Herta Müllers mor kom i arbejdslejr i midt-fyrrerne og tilbragte en del år der. Hvad moren har oplevet skal der nok ikke megen fantasi til at forestille sig. Det var almindelig kendt, at kvinder blev udnyttet af de russiske vagter – og de medfanger, der omgav dem.
Forfatteren rejste fra landsbyen i 1973 og studerede tysk på et universitet i Timisoara. Hun knyttede kontakter til en aktionsgruppe der trodsede Ceausescus regime og især arbejdede for ytringsfrihed. Senere blev hun ansat som oversætter i en maskinfabrik – blev fyret. Hendes første novellesamling blev til på baggrund af den undertrykkelse og intolerance hun og hendes bagland oplevede og selvfølgelig blev novellesamlingen censureret i stor stil. Den blev smuglet ud af landet og i Tyskland blev den vel modtaget.
Selvom forfatteren aldrig selv har været i de berygtede arbejdslejre, som det tyske mindretal i Rumænien var, har hendes opvækst i Rumænien – hvor Ceausescu styrede med hård hånd, klart præget hendes forfatterskab. Hun mærkede diktaturet på egen krop ved at hendes forfatterskab blev kontrolleret og censureret. Herta Müller har blandt andet skrevet bøgerne ’Kongen bukker og dræber’ og ’Mennesket er en stor fasan i verden’, – sidstnævnte bogtitel er speciel, synes jeg, – den skulle være et rumænsk ordsprog, der betyder noget i retning af menneskets lidt “kluntede” måde, at føre sig frem i verden på. Den førstnævnte, handler om hendes opvækst under Nicolai Ceausescus diktatur i Rumænien.
Nu er forfatteren så aktuel igen med bogen ’Atemschaukel’ – endnu er den ”kun” på tysk. Men jeg vil se frem til 2010 hvor bogen på et tidspunkt vil udkomme på Gyldendal. Karsten Sand Iversen skal vist oversætte den til dansk.
For Herta Müller er ord i centrum – altså jo flere ord vi tillader os at bruge, jo friere er vi. Selvfølgelig er der i historien eksempler på, at bliver vi undertrykt, må vi ikke bruge ord, så bruger vi kroppene i stedet. Dette kan vise sig som gestus eller ekstreme voldsomheder.
Men har vi overhovedet noget vigtigt at sige, når vi har det så bekvemt og frit, som vi har det? Hvordan definerer du fx. ytringsfrihed? Er frihed = ligegyldighed? Er ligegyldighed et udslag af en frihed, som mennesket ikke kan styre? Er der nogen grund til at styre din frihed, dine ord og hvorfor/ikke? Hvad betyder ytringsfriheden for dig – hvordan former du den med ord? Hvordan bruger du din ret til ord og hvor langt vil du gå med dem, ordene?
Spor af fasan og menneske
