Der var engang en kongesøn som ville vide noget om trange tider. Men det var svært at finde ud af hjemme på slottet, hvor alting blev serveret – mad, sko og krige. Han blev informeret om meget, undtagen virkeligheden, og desuden havde han aldrig følt sult og tørst. Kongesønnen havde hørt noget om trange tider fra en journalist, der var ved at skrive bog nummer 117 om kongeriget, så måske måtte der være nogen i dette lille land, som havde mødt lidt elendighed?
”Til København med dig!” havde journalisten sagt,”der er der en hel del trange tider der!”
Til hest det gik for kongesønnen, men han kunne egentlig godt ha taget bilen. Det virkede bare mere eventyrligt at ride, syntes Kongesønnen. Så han red omkring Nivå. Han red til Klampenborg. I Dyrehaven blev han træt, stoppede sit ridt og fik hesten tøjret til et træ.
Dronningen havde smurt en kæmpe madpakke til ham, men føj, den bestod kun af gulerødder; hvorfor var dronninger så irriterende. Kongesønnen savnede kongen, der var flyttet til Sverige fordi han elskede en civil M/K derovre.
Pludselig stod der en hjort foran ham, men det var nu ikke noget der forskrækkede. Der var mange af den slags i byerne fordi der var færre og færre skove.
”Du søger trange tider?”, sagde hjorten.
Kongesønnen fik et stykke gulerod galt i halsen for det her skete simpelthen bare ikke! Han checkede sin puls. Den var lidt høj, men ellers helt regelmæssig.
“Du har næppe oplevet trange tider, men du vil komme til det. Prøv København ” sagde den og så sprang den sin vej.
Kongesønnen red til København og alle folk hilste. Nå ja, nogle spyttede også, men de fleste var da glade for at se ham. Den nat sov han hos en greve i den indre by men han sov dårligt. Hvorfor vidste han ikke. Næste dag spurgte greven:
”Hvordan har du sovet?”
Kongesønnen var sur for han havde sovet på en sten (eller sådan følte han det).
“Dårlige madrasser, måske direkte fra Jysk Sengetøjslager?”
Greven blev fornærmet og undskyldte sig med at de trange tider også havde ramt grevefolket.
”Oplever du trange tider”? spurgte Kongesønnen, ”Jeg er rigtig meget på jagt efter dem, men kan til min søde grød da ikke finde nogen, overhovedet. Fortæl mig hvordan det er at være sulten og tørstig”.
Greven så forbavset på kongesønnen og sagde at han måske ikke lige følte sult og tørst. Men det var svært at holde det store slot så måske skulle han og grevinden flytte ned i en strandvejsvilla. Det var jo forfærdeligt trist. Da Kongesønnen senere på dagen red ind på Christiania i sin magt og vælde, gloede folk på ham med vantro blikke:
”Hvad lavede han dog her?” og ”Måtte han det for dronningen?”
Han syntes der så hyggeligt ud. Der var levende lys i boderne, hvor der blev solgt hatte og bælter. Han hoppede af hesten og gik hen til en mand der solgte kræmmerhuse med kandiserede mandler.
” I har det sgu godt her!” sagde Kongesønnen med mandler mellem tænderne.
Om aftenen ville han vende om og ride hjem til slottet. Der var åbenbart slet ingen trange tider på Christiania. Inden han hoppede på hesten fik en kvinde i røde gevandter fat i hans ene støvle så den faldt af. Kongesønnen blev forbavset, men da hun bad ham blive til natmad blev han glad. Der var lavet bål i en baghave til ære for ham (fik jeg skrevet at han var glad?) Måske kunne kvinden fortælle ham noget om hvor der fandtes trange tider? Kvinden i de røde gevandter sagde:
“Kongesøn, det er ofte hvor de trange tider bider mest, at man rykker sammen og prøver at hjælpe hinanden.”
Han forstod et øjeblik, men så undrede han sig igen:
”Men hvad er trange tider for noget, hvis de bringer så meget godt med sig?”
Kvinden tog hans hænder i sine og sagde at han måtte ride hjem til sig selv, der ville svaret på hans spørgsmål være.Han sagde tak for i aften og svang sig op på hesten. Så gik det i fuld galop hjem til slottet.
Der sad dronningen og klagede over at aviserne havde skrevet om Kongesønnens tur til Christiania.
”Og der var også slibrige billeder af ham og en kvinde i røde gevandter!”
Nu fattede Kongesønnen for første gang hvad trange tider var.
