Til daglig er jeg bare så heldig. Jeg kommer i kontakt med en masse spændende mennesker via mit job, som kassedame i en boghandel. Jeg får ofte mange interessante samtaler med de kunder, der kommer forbi. Forleden, var ingen undtagelse.
- Hej, hvad kan jeg hjælpe med?
- Davs. Jeg skal købe en bog til et sygt menneske. Den må ikke handle om død (Døden). Men den skal heller ikke være plat. Det er en ældre dame.
- Hm. Lad os gå ned til den skønlitterære hylde og tage et kig.
På vej ned til den ovennævnte hylde, passerede kunden og jeg biografierne og erindringerne. Da vi kom forbi krimierne rystede vedkommende på hovedet -
- Se selv! Der er død overalt!
Jeg kunne kun nikke. Det var jo sandt. Hvem har nogensinde læst en krimi uden et mord?
- Hvad vil du foreslå?
Jeg greb efter Grøndahls nye bog, ‘Før vi siger farvel’. Men kunden syntes allerede at titlen mindede lidt for meget om snarlig død, selvom jeg kunne fortælle, at romanen var pænt skrevet, og nok mere var en kærlighedshistorie mellem en ung kvinde og en gammel mand, end egentlig dødslidelse. Nicole Krauss’s bog, ‘Det store hus’, kunne heller ikke rigtigt fænge, selvom jeg talte ekstra varmt der, – at et skrivebord havde så stor en betydning i romanen, var ikke godt for den syge, mente kunden. Og hvad ved jeg. Måske var den syge et menneske, der havde haft for mange frustrationer ved sit skrivebord? Mine øjne vandrede et øjeblik til erindringshylden, men de frontvendte bøger af Charlotte Bircow med kræftesygdom, og Utøya med sine mange ofre, var nok ikke noget at præsentere kunden for. Jeg gik ombord i skønlitteraturen igen. Åh, der var jo så mange fantastiske bøger: Christian Jungersens ‘Du forsvinder’, og Emma Donoghue’s Rum’.. Jeg kunne blive ved. Det endte med en Hanne Reintoft.
- Hun skriver altid godt.
Egentlig havde kunden selv tænkt ‘Hanne Reintoft’. Nu var det bare ikke Hanne Reintoft vi havde mest af i butikken. Selvom titlen, ‘Nu er det længe siden’, smagte en smule af Grøndahls ‘Farvel’, så synes jeg at kundens valg var godt. Der er lidt om sæder og skikke. Sproget er ikke ungt, men beroligende. Strukturen i romanen får ikke læseren til at miste fodfæste. Man står på jorden. Ikke så meget pis der. Og så fylder politik en del. Politik kan ganske rigtigt være død-kedeligt, men i Hanne Reintofts hænder, bliver den til en god historie.
- Jeg tar den bog her!
- Det er et godt valg.
Kunden smiler og ser ned i sin taske efter penge og mens vi sammen går tilbage til disken, kaster hun stjålne øjekast på krimihylden.
- Men du må da indrømme, at forfatterne skriver meget om Døden, ikke? Hvorfor gør de det, tror du?
- ‘Død’ er noget der sker “derude”. Men siger man ‘Døden”, da bliver den straks meget mere personlig. Forfattere har længe skrevet om ‘Død’, som i krimi. Nu er de ved at skrive sig ind på den, sådan, at den bliver mere personlig. Det er ‘Døden’ i sin rene form, vi har med at gøre. Tabu eller ej. Den ses både i skønlitteratur, biografierne og faglitteraturen. Der er bøger om obduktioner, – ‘Dødens teater’ af Klaus Larsen, som skildrer lægekunsten (og obduktioner) omkring år 1600 og 1800-tallet. Så er der ‘Hvorfor må vi ikke tale om døden’, som er skrevet af retsmediciner Jørgen Lange Thomsen og forfatter Kristian Ditlev Jensen. En af de mange opgaver en forfatter har, er jo at gribe tabuer og folde dem ud. Her og nu er det så Døden. Vi har stadig Sorgen, som tabu. I forlængelse af Døden, er det måske meget nærliggende, at næste emne bliver Sorgen? Hvilken farve skal jeg pakke din bog ind i, lyserød eller grøn?
- Grøn, tak.
Vi har sådan noget smart indpakningspapir i butikken. På den ene side er det grønt og på den anden side er det lyserødt. Jeg vender papiret om på grøn side.
- Og tak for god betjening.
- Selvtak!
Hvad siger man egentlig til en kunde, der er så inspirerende og som får en ganske almindelig arbejdsgang til at blive spændende, oprigtig og varm? Man (som er mig) kan kun sige et overordentligt stort selvtak!
