Der var engang et fattigt sprog, som arbejdede fra den lyse morgen til langt ud på aftenen med at få så mange fremmedord i sig som muligt, at du tror det er løgn. Det var ikke for at gøre sig forståelig overfor andre, – det ville blot skille sig ud. Det havde fået den idé, at uden en masse fremmedord, var det ikke et rigtigt sprog.
Det oldnordiske sprog, som var mere agtet og respekteret end så mange andre, her omkring, mente at det fattige sprog var ude på et sidespor. Men så længe det huskede på tre ord: Kærlighed, nærlighed og særlighed, så skulle det nok gå. Alligevel var det en smule bekymret, derfor kontaktede det oldnordiske sprog det latinske, for at få et godt råd. Det eneste råd til det fattige sprog var nu kun ordene: ” bene vixit qui bene latuit.”
Da substantiverne hørte dette bøjede de sig i latterkramper, og runealfabetet gav tegn til at nu smuttede det om bag en sten. Vokalerne kom på barrikaderne og råbte, “ Bare det fattige sprog husker at have respekt for os!” Og konsonanterne frygtede selvfølgelig, at det fattige sprog kom til at lide af hyperkorrekthed, der ville gøre sproget stift fordi det måske slet ikke magtede alle de fremmedord. De gamle danske gloser mente det var på tide at indføre franske regler, “At man kunne få bøde for at udtale et ord på engelsk i stedet for dansk.” Men slang-sproget var klart imod sprogrensning og mente, at denne form for rengøring truede kreativiteten.
Det fattige sprog lod dem snakke og fortsatte sit hårde arbejde med at samle fremmedord lige fra den lyse morgen til langt ud på aftenen.
En dag kom chat-sproget forbi det hårdtarbejdende sprog:” :/ ” sagde chat-sproget. – ”Hvorfor er du skeptisk?” spurgte det hårdtarbejdende sprog og vendte det stolte ’R’ til. Sproget fik aldrig noget svar for snart blev chat-sproget puffet væk af sms-sproget der ivrigt begyndte at forklare,” Alzå imorn vil du vr xtra ftrlat når du lizzom talr et sprg ingn kendr, SIT + HAND!”
Sagt med andre ord, – det var svært for det fattige sprog at være hvor slang, chat og klichéer i den grad styrede historierne. På den anden side orkede det heller ikke at sætte sig ind i etymologien, – det ville tage alt for lang tid, at fatte hvor det kom fra og hvordan ord egentlig opstod og hvilken forbindelse der fx var mellem ”apotek” og ”butik”?
Det skulle gå hurtigt med at få samlet så mange fremmedord som muligt. Det fattige sprog havde nemlig en plan.
Da det fattige sprog havde hældt ord som iterativ, antagonisme, assertion, latrogen, ibidem osv .. på lager, var det vist på tide at vise de andre sprog hvor fantastisk det var blevet. Men inden da, ville det til Ægypten og vise sig frem, – hvis hieroglyfferne accepterede det fattige sprog, som nu var blevet rigere, så ville det blive det førende sprog derhjemme, – alle ville tale det, alle ville elske det.
Hieroglyfferne bød det også indenfor i den hellige verden og sproget betragtede et billede af en ørn, som var mejslet ind i et monument. Ørnen gjorde intet. Den stirrede bare. Intet andet skete. Så begyndte sproget at rulle sig ud: ” Iterativ, antagonisme, assertion, latrogen, ibidem osv .. ?” Det gentog sig selv til ukendelighed – men der var stadig ingen der klappede.
Pludselig forsvandt ørnen med en hurtighed der næsten knuste sproget og det der var tilbage af den mægtige fugl kan ikke beskrives med ord, men det var ikke noget der lignede. Det var hverken imponeret eller forelsket. Det fattige sprog, som var blevet rigere, var pludselig blevet fattigere, thi det havde glemt tre ord midt i sin stræben – der er nemlig forskel på om man glemmer fordi man er kynisk eller fordi man er glemsom. Det fattige sprog tog hjem igen og det havde faktisk lært et og andet: Der måtte findes en anden vej til anerkendelse. Måske skulle det prøve en digter?
