Et rigtigt torsdagsparadoks inden bussen kører mig videre

Hvor underligt det end lyder, så er jeg mere i stand til at kalde mig for boghandler, end forfatter – omend jeg hverken er det ene eller det andet. Men ikke desto mindre står jeg bag en disk og sælger bøger i Arnold Busck hver dag – pånær tirsdag – og når jeg kommer hjem, skriver jeg på en roman (ikke om mig selv). Det er ikke så cool (det med romanen) men for høvled, det er trods alt sådan min verden hænger sammen.

Same procedure as last year?

En af mine "goals" kunne være mærkelige frisurer..

Forleden, stod jeg og overvejede om det virkelig var nødvendigt med en kalender. Jeg købte en smart en sidste år med retro-prikker, og spør mig ikke om jeg har brugt den, for hvis du spør, vil jeg bare sige, at det har jeg ikke. Desuden har jeg også en familiekalender, som hænger til skue i køkkenet. Alligevel stod jeg og kiggede på nye kalendere for 2012. Mayland efter Mayland blev kasseret, intet nyt der. Men så fik jeg øje på “Goalkeeper”. Jeg greb ud efter den, slog op på en af de første sider – det var en helt anden slags kalender, end de sædvanlige “Maylændere”. To forfattere, Marlene Shirazi og Danny Schjødt, har skabt den og det er som om den taler til os, som om den gerne vil hjælpe os med at blive bedre til det, vi er gode til, og give os nye redskaber til nye succeser. Mål kan defineres og arbejdes med i løbet af det nye år. Man kan farvelægge sine følelser der, og  læse interviews med de mål-rette folk, som fortæller hvad de gør for at få succes.

Meningen med en GOALKEEPER er at fastholde sine fokuspunkter, så man kommer i mål med det man vil. Jeg glæder mig til at tage min GOALKEEPER i brug i 2012 så jeg kan nedfælde mine peaks of the weeks!

Er du nu også sikker på det?

Nej, det er jeg ikke. I 2005 var jeg mere sikker. Dengang var jeg sikker på, at
jeg var en fantastisk forfatter og ikke mindre. Dengang var jeg “gryende” i hvert fald
i mine egne øjne. Og så længe, ingen anmeldte noget af det jeg skrev, var jeg i barnlig lyksalig tilstand omkring mine digte og tekster.

Da min interviewbog kom på banen, fik jeg anmeldelser af diverse dagblade. Det var en helt anden måde, at skrive på. Det, der var startet i en skrivebordsskuffe og udgivet på et Print On Demand-forlag, havde jo udviklet sig til at udkomme på forlag, hvor jeg ikke betalte det hele selv. Og da skete en forandring. Min daværende redaktør, Lene Andersen (Det Andersenske Forlag) sagde, at jeg skulle øve mig i at få anmeldelser. Nogle anmeldelser ser bare meget kritiske ud, men egentlig skal man jo være glad for, at den bog man udgiver virkelig bliver set i den jungle af bøger, som sprøjtes ud i en lind strøm.

Jeg tror, at jeg blev forskrækket over interviewbogens modtagelse. I hvert fald skal man ha et stort ego for at komme videre på 3 dårlige anmeldelser af det, man så som – genialt!

I lyset af interviewbogens “drama”, kunne man godt spørge sig selv, hvorfor jeg ikke bare fortsatte hyggeskrivslerne? Var det nu også nødvendigt, at blive ved med at udgive, få dårlig kritik, eller slet ingen?

Men det ser ud som om, at det alt sammen var nødvendigt. En proces, der ikke var til at komme uden om for mig, hvis jeg skulle forstå hvad det drejede sig om. På den hårde måde. Og det at skrive ER en proces. Livet stopper jo ikke ved et par dårlige anmeldelser! Til gengæld er jeg ikke begavet med et godt efternavn, et bagland, hvor jeg fik skriften ind med modermælken, eller en vuggegave, der gør at jeg skriver en Harry Potter! Det er hårdt arbejde. Og det vigtigste er at blive ved.

Der er løbet mange meninger (også de tyste) hen over de bøger jeg udgav, siden da – OH. PATOS!

Mine 2 første digtsamlinger blev anmeldt af en kollega (Mikael Josephsen) læs her:  Men, på den anden side ...  Så fulgte interviewbogen, Ord til alle sider, som ingen rigtig brød sig om, nævner fx, Kristeligt Dagblad, Politiken,  og Berlingske !

Så kom Den sorte bog, som forsvandt i det sorte dyb og så kom ‘I virkeligheden har jeg for meget i mine rum’. Den fik sin anmeldelse i virkeligheden – læs Nordjyske.dk

Så hvad gør jeg så nu, ophavsvæsenet til disse ovennævnte bøger? Fortsætter jeg? Eller tager jeg omverdens mange tegn til mig, og koncentrerer mig om andet end at skrive? Næ. Jeg skriver videre. Surmuler lidt, men fortsætter hvor de andre slap (væk).

Men hvorfor gør jeg det? Hvorfor er det så interessant, at skrive og omskrive, sende manus til forlag i en uendelighed, når jeg efterhånden ved hvad der (ikke) venter mig, på den anden side? Helt ærligt, så kan jeg bare ikke lade være! Jeg må bare skrive! Jeg bliver mærkelig hvis jeg ikke skriver; tør, tyk, færdig, plim i låget! Jeg forstår ikke noget som helst hvis jeg ikke skriver. Verden bliver et koldere sted (bare for at nævne en passende kliché). Men, at udgive.. ? Ja, også det! Jeg har en stædig tro på, at der nok skal komme en dag, hvor mennesker vil sætte pris på, at jeg ville/vil dele.

Oktober står i omskrivningens tegn.  En roman har ligget længe nok, den skal formes.Og jeg glæder mig fordi det sker i samarbejde med et forlag, som har den liggende.
Hvis vi tør, kan den blive udgivet i 2012. Jeg tør vel godt fordi jeg kommer i tanke om Mikael Josephsens ord i anmeldelsen af min 2. bog:

“ Måske talent ikke bare er talent. Måske skal man have talent for at have talent. Sådan et førtalent synes jeg Lonni Krause er. Nu er det jo ikke prestigefyldt i dette land at støtte og pleje underskoven af kunstnere. Det er kun i sportens verden, at det er legalt. Hvis en kunstner ikke lever op til myten og er fuldt ud  kunstner og genial fra begyndelsen, så ud til højre. Kan man stå distancen, læse og skrive i en sindssyg rundkørsel af hårdt arbejde? Kan man rejse sig og tro på det, selv når ingen andre gør? Kan man tåle fornedrelserne og hån og spot? Og endelig kan man bevare ydmygheden ved mål og delmål. Der er sgu mange ting, der spiller ind.”

Dette er forår!

Og så sagde jeg godt nok at jeg ikke ville skrive digte mere. Jeg sagde, at jeg kun ville skrive noveller og måske en enkelt roman. Med tiden blev det slet ikke som jeg havde sagt, og mange haiku/senryudigte har jeg indtil videre skrevet. Og nu er de faldet på plads i en bog, der meget snart får sin udgivelsesdato. Og er det ikke ofte sådan, – man tror, at man er “færdig” med noget, og så dukker det op i et hjørne af knolden og vil ud? Sådan står det i hvert fald til her.

Den bog jeg sidder med nu er kun et print-tryk. Siderne sidder løst, men omslaget, det er der. Og farverne på omslaget. I bogen sidder digtene et efter et og engang imellem er der ligesom et afsnit, – det markeres af et smukt Otto Frello billede .

Og i dag, går bogen for alvor i trykken. Mine senryudigte får deres sætninger i maskineriet sammen med Frellos billeder. Jeg ser frem til at bogen lander i fast form med sit cacherede omslag og alle digtene.

I virkeligheden har jeg for meget i mine rum

Jævndøgn er punkter af tid

Har du tid?

Ramsaltet

Månens afstand til Jorden er 384.000 km, cirka. Den 19/3 var afstanden mellem Jorden og månen ikke helt så stor som den plejer at være, den var helt nede på 356.577 km, hvilket gjorde månen til en fed og lysstærk sag. Selvfølgelig fik det mig op af sofaen og ud og kigge måne, for sidste gang den var så tæt på, var i marts 1993. Der er ikke noget galt med vores måne. Det er bare den bane den tager, engang imellem. Og i går var den stor, ålrajt – men ikke mere forunderlig, end den plejer at være. Mens jeg stod der og oplevede fænomenet, ledte jeg efter et sted i min hjerne, der ikke rummer Japan, overophedede atomkraftværker, jordskælv, krig, Gadaffi, Danmark og dumhed. Jeg ledte efter et lille hvidt sted, hvor jeg kunne få presset noget mindfullness ind og bare være som den fede, der stod på himlen.

Men mindfullness er ikke noget der er, automatisk, ligesom månen. Mindfullness er et halvnyt koncept, der er opfundet til at flå penge ud af stressede mennesker; Vis mig den mund, der ikke kan udtale ordet? Jeg bliver så deprimeret over al den snik-snak om “lys i dig” og “lev i nuet”, når verden crasher omkring os. Jeg kan ikke nøjes med at leve i NU’et. Jeg befinder mig bedst længere ude. Når nogle siger til mig: “Lonni, du er langt ude!” så aner de ikke hvor tæt de er på sandheden.

Men se nu Jævndøgnet med sine punkter af tid. Det brager i skrivende stund igennem, og det er det tætteste på et Nu, jeg overhovedet kan komme. Jeg elsker også tanken om denne særlige sæson på Jorden, som indikerer Solens entre i stjernetegnet Aries, denne stolte kriger, som stanger sig vej ud i fremtiden på dumdristig facon. Væk er Nuet – frem med tiden! Fremtiden!

At skælvet i Japan har forkortet døgnet, får mig helt klart til at spørge: Hvad gør mennesket så med sin tid? Betyder det, at vi skal løbe hurtigere og få det sværere med mindfullness? Jeg mener, hvis vi lagde alle de skælv sammen, der har rystet lande som Mexico, Thailand og nu Japan (jeg har sikkert glemt nogle), i de sidste par år, og som har været kraftige nok, til at forkorte vore døgn med millimeter, så bliver det altså lige pludselig til kilometer! Så hvor kort er vores døgn i alt(et)?! Spørgsmålene er mange og dumme. Men det er menneskeligt.

Jeg skælvede også, da jeg hørte, at Danmark var rykket længere væk fra Sverige, efter skælvet i Japan (vandrehistorie eller ej. Den er go), og at Jordens figurakse er rykket med 17 Cm. For hvad er der gang i? For thrill-seakers er der et lille ‘men‘ – (heldigvis). En forsker siger nemlig at Jorden ikke snurrer hurtigere og hurtigere summasummarum. Lige nu snurrer den nok lidt hurtigt, men på et tidspunkt (i den mellemliggende periode mellem 2 store skælv), genoprettes balancen. Jorden drejer altså “normalt”, lige om lidt.

Naturens magt er virkelig noget vi mennesker efterhånden er ved at få respekt for. Men det der virker allermest dræbende på MIN mindfullness, er atomkatastrofen i Japan. “Det er ikke så farligt som dengang i Tjernobyl”, siger man. Men hvor ved vi det fra? I Japan får man ikke noget at vide. Hvorfor så tro, at resten af verden kender til den ultimative sandhed om ulykken?

Et par overskrifter: Japan vil begrave kræftværkerne. Putin siger at Japan har styr på atomulykken. Japan har fået 50 helte “Fukushima 50″, der villigt ofrer deres liv mens de arbejder på selve atomkraftværket med at nedkøle den overophedede reaktor. Vi skal altså glemme alt om hvilken farlighedsgrad ulykken ligger på i en skala fra 4 – 7! Vi skal bare fortsætte vores mindfullness. Det er slet ikke så farligt, “LYS I DIG” og “KÆRLIGHED” – det her er blot en lille storm i et glas vand. Men helt ærligt:

HVIS vindretningen er “rigtig” så kan radioaktivt materiale sagtens nå Danmark og Sverige indenfor en til to uger! Og hvad Japan angår, så vil vi komme til at se mennesker, der dør pga radioaktiv kontaminering, – jeg mener – der er lukket radioaktiv stråling ud i himlen, for at undgå overtryk og hvor går sådanne partikler hen, når det går ud? De går ind gennem munde og ned i lunger og så kommer effekterne af strålingssyge!

Det kan godt være at man i Japan vil undgå panik og derfor fortier sanheden. Man ved jo godt at det hele er noget lort. Men når folk intet ved, går de også i panik. Så pest eller kolera? Jo højere op i atmosfæren de radioaktive partikler kommer, jo hurtigere spredes de. Og så er der ikke langt til Smørhullet Danmark.

Månen er fed havet er gult luk øjnene op for krisen.

Bittersweet

Det er bedre at være BitterSweet end at være enten eller.
Hvis man er bitter, lyder det taber-agtigt og er man sweet, lyder man lalleglad.

Læs selv: Hvad er jeg sweet på? At mine bryster er
blevet større med årene, at jeg tåler rødvin uden at få udslet, at jeg snart (endelig) får udgivet et hjertebarn,
der hedder …… , at jeg ikke skriver ‘JANUAR’ i kalenderen mere, at året er på vej – ikke stagneret, – som det
ellers har været det, de sidste mange måneder, at moden tillader bukser under kjoler, at jeg sover bedre om
natten, at jeg er blevet mere large overfor røvhuller, at jeg gennemførte 2 oplæsninger forrige måned uden
at aflyse, at jeg fik skrevet 2 noveller i februar, at jeg har planer om mere skriv, at jeg er mor til
den dejligste datter, at jeg er mig og du er dig.

Eller: Hvad er jeg bitter på? At min røv er blevet større end mine jeans kan rumme,
at jeg er blevet mere kræsen, at jeg skriver og skriver men ikke kommer nogen vegne, at jeg er træt, at det er
koldt, at andre er bedre end mig, at jeg kun går med lange bukser under kjolerne, at jeg er utrolig
konfliktsøgende – især overfor røvhuller, at jeg hader vintre og somre, at jeg føler mig glemt og
klemt (ikke krammet), at jeg er enebarn, at jeg er for ung i min gamle krop, at jeg ikke er blevet voksen men
stadig måler 1.62 (på tå), at mit hår er gråt, at jeg aldrig bliver gift, at det aldrig bliver bedre i morgen og
vi alle skal dø, en dag.

Næ, BitterSweet, folkens! fordi jeg er et ganske almindelig menneske med et par super-gode venner og
en skøn familie, fordi jeg er en middelmådig forfatter med den tyndeste blyant, indeholdende de smalleste
ord som kommer dryssende, når de har tid (Hvad ER det for en tid at komme dryssende på!?)
at jeg lærer af alle røvhullerne, at jeg har et job jeg kan li, men som tager kræfterne så jeg ikke går dybere
ned i skriften.

Tænk, hvis jeg kunne gå dybere og skrive en roman. En rigtig roman, der kræver det helt store
research-arbejde i Kina plus flere års skriverum i et kloster i Italen? BitterSweet fordi jeg jo alligevel,
trods uforløste drømme, elsker det jeg gør, når jeg blander alle de tossede ingredienser sammen.
Der er intet at være helt nede over eller megameget høj af. Det er småt brandbart hele vejen.
Det er BitterSweet.

Kyndelmissesne med pil op

Det er rart at være forbi nytårsforsæt og looking backs. Det er godt at stikke næsen i februar og
lade som om man aldrig har bestilt andet. Nu er der jo ikke så meget at skrive om – i februar. Højst
lidt om hvordan man undgår at brække ben og knække arme mens man går på den glatte vinter.
- Og måske noget om køkkenhygiejne eller varme rødbede-chili-supper.
Happy Valentine giver shokolade den 14/2 og kyndelmisse våde sko og nys. Det sidste er
en hård nyser – og jeg glæder mig for første gang i mange år til at vinter bliver sommer.
Jeg har i øvrigt brugt januar til at tænke lidt over det der med at nedskrive fiaskoer
på hjemmesider. Er det smart? Ikke for at være smart men – er det godt (så), at skrive når man får
afslag fra forlag, ikke bliver anmeldt omtalt eller inviteret ud til oplæsninger?
Jeg ser mig jo ofte omkring på nettet – det er en vane og det er hyggeligt. Der tøver forfattere ikke
med at fortælle hvor hårdt de har det. Der er måske også noget forløsende ved at DELE sin kummer
med andre forfattere – og sådan lidt med distance på nettet (man ser jo sjældent tårer og uldhår
der – kun smukke/sjove profilfotos af smilende individer – fotos taget af gode fotografer, der er
smadder kyndige når der skal bruges Photoshop til fjernelse af eksem).
Bloggen, som kører her, kan da godt rumme en surmule med dertilhørende fuck-finger. Men snøfterier gør mig urolig. Hvis jeg ikke gør som mange af mine kolleger gør – hvad gør jeg så? Det er da for kedeligt blot at poste ignorante opdateringer og kaste kølige links efter læseren?
Bortset fra det så er jeg ikke kun et lykkeligt menneske men jeg er lykkelig. For når jeg skuer ud over februar opdager jeg at måneden blot er 28 dage lang og lønnen – den ryger hurtigt ind på kontoen. Og når jeg ser at søde venner stadig er søde og gode bøger stadig er gode – hvad er der så at pive over?
Jeg har nemlig gang i Lise Rønnebæks novellesamling ‘Godnat’ – og jeg nyder de skæve grufuldheder hun giver. Hvad med ‘Struds’ – novellen, hvor en schweisisk gynækolog finder en grankogle i en dames dame-organ, – eller ‘Bowl’ – novellen, hvor hun er fra Østerbro og han er fra Valby – meget længe. Der er også ‘Kanin’ – novellen med jysk accent og ‘Flowerpower’ hvor Knud ringer fra Vestbirk til Ønskeradioen?

Farvel til 2009 goddag til 2010

Vær Velkommen 2010 det er dig vi ka li

TIDEN er et begreb jeg aldrig har haft et solidt greb om. Jeg fatter derfor heller ikke hvorfor vi pludselig er på vej ud af 2009? Det mest mærkelige er, at jeg allerede har vænnet mig til at skrive ’2010′ og ’2009′ ligger totalt forkert for mig på tasterne. Er det en måde at være menneske på, – at skynde sig videre som om det gamle aldrig har eksisteret? Ja, det er en måde at være menneske på. Og nogle synes min måde er kynisk og andre opdager det aldrig. Men 2009 er slut og så er vi i 2010. Ingen kan lave om på det. Som en art NYTÅRSFORSÆT-TING – ja, jeg er typen, der spiller Lennon-plader når nogen slås og får ædeflip når nogen sulter (altså ikke”sulter” som i Afrika, men “sådan psykisk set-agtigt,” – altså når noget går hen og bliver for svært at forstå – ligesom matematik) – har jeg tænkt mig at GØRE et eller andet med TIDEN. Og nu vi er ved den så vil jeg lige spørge, at hvor ved vi fra, at vi kender til den, bare fordi vi går med ur. Hvad kan et ur andet end at lade et par visere fare døgnet rundt? Og det er egentlig skummelt for TIDEN kan ikke ses eller røres og alligevel tror vi på den og siger, “Jamen vi kan da SE den i naturen, når træerne bliver gamle og falder af på den – eller når blomsterne parrer sig med bierne”. Men hvem siger egentlig at det er dér vi kan se TIDEN? Hvad nu hvis det er noget vi bilder os ind? Hvad nu hvis TIDEN bare er en gas-art, der spreder sig og kvæler nogen i forbifarten, når de er blevet for grimme (læs: gamle)?

Hvad nu hvis TIDEN slet ikke hænger sammen med det vi tror?

Da julen kom – kom den til TIDEN, siger min kalender. Alligevel var det mig, der blev overrasket – igen – selvom jeg har stødt på julen i snart 50 år! Og hvem skal jeg så give skylden for min TIDSFORVIRRING? Ikke min kalender. Min Mayland med spiralryg har varslet alting fra den allerførste side i 2009 og indtil nu; – flagdage, St. bededag og fulde og nymåner. Men jeg kan tage et kig på mig selv som The Man In The Mirror (Michael Jackson, jah) og se at det er mig, der har ændret mig; jeg er blevet gamlere og gamle folk bliver forvirrede – blander TIDERNE sammen og bliver som børn på sky når det regner fx – eller noget i den retning. Men jeg glæder mig over at jeg ikke skrev ‘ældre’ – det er så deprimerende, at bruge det ord. De fleste bruger jo det ord, når de gamles:” Jeg er blevet ÆLDRE”, siger de, og trækker på skuldrene, på sådan en rigtig irriterende og resignerende måde – også fordi at nu har de brugt deres pensionsopsparing – og det var jo ikke så godt, for det betyder jo rent faktisk, at de ikke kan rejse UD i den store verden når de blive endnu gamlere engang! Skræmmende! “Jamen”, siger folk omkring mig, som også bliver gamlere og gamlere, “sådan ER naturen og skikke følge eller land fly”. Og det kan da godt være at der ikke bliver så mange fly man skal lande jo ældre man bliver – det kan også godt være at man savler mere og har færre penge fordi man ikke fik lagt noget til side til alderdommen da man blev født. Men sjovt nok skræmmer det ikke så meget som den der med at “DET ER NATURLIGT AT BLIVE KEDELIGERE JO ÆLDRE MAN BLIVER.”Så skal jeg tro på nogle af de grå så lyder det ny mantra (ikke mit): DET ER naturligt at blive grimmere og federe og få kortere hals og tykkere lægge. Det er ok at gå søvnløst rundt om natten – enten på grund af prostata (heldigvis ikke noget jeg kan få) eller hedeture (Åh ja). Det er skrækkeligt at nærme sig den ende hvor intet kan lade sig gøre, hvor man bare skal opgive sine drømme og lade de unge komme til. Og hvad skal man så bruge sin sparsomme energi på – for man ER jo trods alt stadig energi i følge Einstein – og det uanset graden af ‘gammel’. Jo, man kan bruge den til at gå og blive pissesur på de unge. DE UNGE! Dem der ødelægger dine muligheder! For høvlede, se hvor de blærer sig med ferskenkinderne, tér sig åndssvage på et diskotek. Og hunnerne – dem der løber med lige netop den alfa-han man var brændt varm på. Aj, Pardon. Måske er det alligevel lidt mere naturligt, at det er de unge kvinder som løber med alfa-hannerne – hvis man altså skal bringe artens oprindelse et skridt videre end på gravens rand. En åndsforsker der engang samlede urter i Østrig har siden holdt foredrag om alder (han må vist selv være meget mumie, thi det var i 18-tallet han havde sin storhedstid som urtesamler) Han sagde, at når fysikken begynder at gå down the drain så er det OP med åndrigheden! “Det vil altså sige: OP med kryds-og-tværs, Sudoku og en rolig bog med Jane Aamund.” Arg, det er slet ikke mig, det der.. Jeg synes også det er utrolig arrogant at mene, at sålænge man er ung, så kan man ikke være klog, kun smuk – og når man bliver gammel, kan man til gengæld godt være klog, – bare ikke smuk. Jeg har stadig et par fly der skal i luften og sker det ikke fysisk så manifesterer det sig i de rejser jeg foretager mig i det indre når jeg skriver. Det er ikke mystik. Det er de fedeste rejser!

Det er skrækkeligt at nærme sig den ende hvor intet kan lade sig gøre!

Fra i dag vil jeg lave om på begrebet TID - ikke for din skyld, men for min egen. Det er der sikkert 117 mennesker, der har gjort før mig. Men jeg er da ligeglad. For de ikke mig og derfor bliver det noget helt andet. Fra i dag er TID kun noget der bruges når jeg koger æg eller står og venter på et tog – fx et DSB-first der aldrig kommer – rejsnings-problemer, siger nogen. Og hvad er der mere mht. TID – jo, den der med at TIDEN KOMMER TIDEN GÅR osv.. Det er ren overtro: Tid er ikke noget vi har eller får, – den ER der altid. Især når det handler om at få gjort noget ud af sine drømme.
Så hvad er mine drømme? Fortæl fortæl. Mine drømme handler om så meget, det meste skal bloggen skånes for. Der er ingen idé i at lave det her om til et Fadervor – jeg vil hellere skrive om at skrive.
Og TIDEN skal ikke blande sig her. Det er sandt, at der er et rugbrødsjob og en skøn familie plus dejlige venner, der skal plejes. Jo da. Men der er lige noget der skal slås fast: Et rugbrødsjobs kan man aldrig være sikker på. Det er der mange beviser på siden den der kriseinfluenza satte ind. For i dag er det fast arbejde – men i morgen har man måske mistet det. Så hvad er det vi siger: NÅR JOBBET ER VÆK HAR VI ALTID VORES SKRIVEVÆSEN! Familien, – det er lidt det samme. Kæresten er der i dag, men i morgen er han måske skredet. Så hvad er det nu vi siger her: NÅR KÆRESTEN ER VÆK HAR VI ALTID VORES SKRIVEVÆSEN! Af venner har jeg et par rigtig gode og stærke eksemplarer. De skal have det godt, ubetinget! Jeg har nu aldrig haft en hær af venner (som nogle har på facebook) – men det skyldes at jeg er utrolig nærsynet. Jeg er ikke i stand til at se langt og holde fast på dem jeg kun ser hvert 3. år. Jeg kan kun få øje på de venner der er tæt på – og I ved hvem I er (indsæt et hjerte her) I er dyrebare. OG I FORSTÅR MIT SKRIVEVÆSEN!
Og så er der børnene. Selvfølgelig skal børnene altid i første række. Det eneste der virkelig betyder noget i dit liv, er dine unger. Det er ikke så svært. Det er en lov at de skal have det godt. Og hvis nogen siger det modsatte får de noget andet at vide. Men de er jo så meget en del af én selv, at man kun savner dem når de er til bal. Så der bliver ingen problemer med skrivningen der, så altså hvis jeg bilder mig ind, at jeg ikke har tid til at skrive i 2010 så er det min egen skyld. Der er ingen (som jeg ser det), der holder mig tilbage – kun mig selv.
2009 var jo et fantastisk år på så mange måder. Jeg sprang fra ostebutik til Boghandel og holder meget af mit nye job (stort smil indtil det modsatte er bevist) Og så fik jeg jo også udgivet bogen Ord til alle sider på forlaget Det Andersenske Forlag. I den forbindelse, så en hjemmeside lyset ovre hos Lene Andersen og den bærer navnet Ord til alle sider, ligesom bogen.
Hele 2010 kommer til at emme af interviews - og du kan altid klikke dig vej til de 5 der allerede ligger der nu.
Jeg fik også udgivet 2 noveller – i henholdsvis antologien ‘Vintergækkerne nikker’ (DarkLights) og ‘LOU 3′ – Science Fiction Cirklen. Desuden havde jeg et godt samarbejde med forfatteren Kenneth Krabat omkring e-bogen ‘Ordløst‘. Der blev samlet over 100 forfattere og disse gav glade deres tekster, digte o.l. til projektet – ganske gratis. Det var en stor oplevelse.

Min fantastiske bog: Ord til alle sider der udkom den 1.12 2009

Oplæsningerne var der et par stykker af: Århus Litteraturfestival, Viborg Bibliotek med Quintologerne. Oplæsninger hos Vangsgaards Antikvariat omkring Verdens Bogdag og København Læser. Der var også Ord Under Himlen i Kongens Have og der var Bogmessen i Forum. Der var Rødovre Biblioteks udmærkede Showroom hvor vi var nogle oplæsere der stod rundt omkring. Så var der jo ST. Bogdag på Hald Hovedgaard, Viborg. Alt i alt et meget rigt år – dette 2009 – for mig hvad skrivsler o.l. angår.
Jeg trak mig også en smule fra Dansk Forfatterforenings L-styrelse, sådan at forstå, at jeg ikke tager referater eller kommer til hvert møde styrelsen holder. Jeg bliver heller ikke så arrangerende og dirigerende. Nu er det Karsten Bjarnholt og Cindy Lynn Brown der har taget fat. Jeg trækker mere i retning af suppleanternes.
2010 bliver helt klart et andet år end 2009 mht. forfatterdrømme. Jeg drosler ned med oplæsninger og fokuserer på rugbrødsjobbet. Til gengæld vil jeg skrive – det er også det jeg indleder min lange status-ting med her. Projektet Ord til alle sider, som foregår ovre hos Lene Andersen, skal følges pænt til dørs. De interviews der skal på hjemmesiden, skal der arbejdes med når jeg har fri fra rugbrødsjobbet. Det, jeg så sidder og laver ved siden af, taler vi ikke højt om. Det bliver til noget HVIS der er – hvis ikke, så er det sådan.
For at holde skrivepennen i gang har jeg derfor besluttet mig til, at blogge igen. Ikke på URBAN, – eller – det TROR jeg i hvert fald ikke. Men jeg vil blogge her. Det er jeg sikker på. Her vil jeg blogge. Ikke hver dag, men deromkring. Der skal blogges om løst og fast om litteratur og mig selv. Der skal blogges om musik og billeder, surt eller sødt. Jeg glæder mig fordi det er længe siden sidst. De 2 år jeg har pauset med bloggeriet har været gode fordi disse år har været travle år mht. skriveprojekter o.l. I skrivende stund, er der ved at være heftet ende på alt det jeg startede på for år tilbage – jeg mangler lige ‘Den sorte bog om blødningsforstyrrelser‘ (DarkLights) som gerne skulle udkomme i marts/april 2010. Men så er der heller ikke mere at arbejde på – hvilket vil sige, at er jeg er tilbage til zero og så kan det kun starte op påny med nye påfyldninger (idéer). Og så må I have et rigtigt godt Nytår 2010 og drop kalenderen for en sikkerhedsskyld – der er ikke TID til den slags pjat!

Happy New Year Glitter Pictures

Link til Ord til alle sider på nettet