Der var engang en høj dame, ja faktisk var hun et rigtigt overklasseløg, nu jeg tænker over det. Alle mennesker så meget op til hende – de kunne ikke andet, pga. hendes 1.92. Men ingen var mere vild med hende en jetsetteren Lenny, der ikke vidste, alt det gode han skulle gøre for hende.
En gang tilbød han hende et skørt der var oversprøjtet med guld. Det skørt så ret flot ud på damen og når vinden tog fat i det, var der ikke et tørt sted.
Selvfølgelig var der en grund til at Lenny løb sådan rundt i hælene på den høje dame. Men det er typisk sådan en grund man ikke snakker for højt om. Lenny var også bange for at komme i aviserne med navns nævnelse, thi han var en berømt person, der under alle omstændigheder ville miste sit seje ry hvis det kom frem, at han var til nåle med noget i og dét var netop dette “noget” den høje dame kunne forsyne ham med.
En dag mødte Lenny overklasseløget. Hun var som sædvanlig i færd med at se dejlig ud i sit guldskørt. Da hun så Lenny hvislede hun.
”Nå, glemte man at hilse forleden dag, nede på Rigsadvokatens yndlingscafe?”
Nu var der den hage ved det, at den høje dame var nærsynet og ofte tabte sine kontaktlinser når hun vimsede omkring. Forleden, altså den dag, hvor hun mente, at Lenny glemte at hilse, var altså ingen undtagelse. Lenny rystede nervøst på hovedet med udsigten til en kedelig weekend fordi overklasseløget sikkert ikke ville sælge ham noget til nålen nu.
”Jeg har slet ikke været på rigsadvokatens yndlingscafe, aner faktisk ikke hvor den ligger. Hvor ligger den?”
Den høje dame så vredt på Lenny, foruden nærsynede øjne, led hun også af vrangforestillinger, en erhvervsskade, som nogen kaldte det, hun måtte jo smage på varerne inden hun solgte dem til kunderne, ikke?
”Nu skal du ikke spille uskyldig, lille Lenny. Du havde tænkt dig, at gå videre med det her ved Højesteret, havde du ikke!” Lenny gloede dumt, han vidste intet, ærligt talt.
“Hvor lå Højesteret og hvad ville han gå videre med?”
Den høje dame tog hurtigt det fine guldskørt af og det der kom til syne er virkelig svært at beskrive. Men jeg prøver alligevel. Under guldskørtet gemte der sig simpelthen 200 gram af det, som Lenny ofte stoppede i nålen. Med et svup sad hun på ham og så var han klar til sit fix.
Fra den dag behøvede den høje dame ikke sit guldskørt mere og Lenny var i den syvende himmel hver evige og eneste dag alle årets 365 dage, plus det løse.
