Archive for the ‘Bogen jeg skriver på nu’ Category

h1

Fit for write?

May 29, 2012

Det er svært at være sin egen redaktør. Du kan (næsten) ikke klare det job selv. For du har siddet og påhittet, svedt, været inspireret, slettet skrift konstant, påført nyt, og tvivlet. Du har lidt af writers block, ændrede sovevaner, spist for meget sukker, drukket for lidt (vand), du kan ikke mere se klart. Det er der din redaktør kommer ind i billedet. Han/hun kommer ind lige der hvor du er svagest. Der, hvor du intet kan overskue. Redaktøren kommer ind og tager din puls og beder dig om at gå hjem til dig selv og overlade det hele til ham/hende.

Men hvad nu hvis du er helt alene? Hvad nu hvis du ikke har en redaktør?

Der er mange måder at skrive romaner på. Nogle går i kloster. Men det kan jeg ikke tillade mig, da jeg har et (andet) arbejde ved siden af, plus mand hjem og barn.  Andre får sig en skrivegruppe, som de mødes med hver torsdag. Så sidder de i samme rum og skriver, kommenterer, korrekser og applauderer.

Jeg, som er mig, vælger den eneste udvej: At gøre det alene. Det går et stykke tid. Men så går det hele i stå. En god kollega sagde engang at det er noget fis, at forfattere skal have råd og ris og alt mulig opmærksomhed ind over skriveprocessen. Det er ensomt at skrive. Det er pissehårdt og der er overhovedet intet party der. Man kan lige så godt blive vant til at det er et helvede at være forfatter. Han gav ikke en fløjtende fis for alt det socializing, som mange forfattere dyrker (sammen).

Hvis du læste om min lykkelige skriveproces som oprandt for et par dage siden, vil du tænke, at jeg da slet ikke har brug for skrivegrupper eller forfattercoaching o.l. – det gik jo som en leg. Og ganske rigtigt havde jeg indlagt pauser og overspringshandlinger – bare for en sikkerhedsskyld, men den dag var henrivende, for arbejdsiveren var god og jeg oversprang kun en gang på syv timer. Men i dag, hvor jeg igen har syv timer til at skrive og rette i inden jeg skal til forældresamtale på min datters skole, er jeg så fit for write? Hvad nu hvis jeg hellere vil høre musik?

Nu skal jeg lige have morgenmad – eller skal jeg lade være? I gamle dage, skrev jeg bedst på tom mave, – som om maveknur og tarmspasmer trak det fra skriften, som ellers ville være ren fyld. Uanset hvordan jeg vender og drejer mig: Jeg skal redigere færdig i dag. I morgen er jeg boghandler (og glæder mig til Pia Juuls mega-store digtsamling, som udkommer i dag!) og derfor slet ikke indenfor skriftens rækkevidde. Manus skal sendes til en sparringspartner inden jeg går på ferie (d. 2.6) – den sparringspartner, som jeg fik for nylig, da jeg indså, at jeg måtte have et par kloge øjne ind over mine ideer.
I juli skal vi så mødes og snakke om mit manuskript. Holder det? Det er godt at jeg er medlem af en forfatterforening (Danske Skønlitterære Forfattere), der kan hjælpe mig med at finde prominente mennesker til den slags ting.

h1

Redigering slut for i dag – er kommet til kapitel 26

May 27, 2012

Jeg nåede en hel del i dag og er faktisk lidt ked af at slippe romanen, – det går jo bare rigtigt tjept – også med ideerne. Men aftenklokken har ringet og det betyder at jeg ikke skal bruge flere timer på romanen i dag. Desuden kommer familien hjem fra Sverige lige om lidt, så vil der være nyt liv i huset og madlavning og eventuelt en god film i fjernsynet.

På tirsdag går det løs igen med redigeringspennen.

h1

SPISEPAUSE SPISEPAUSE SPISEPAUSE

May 27, 2012

Uret ringer. Så er der spisepause. Jeg er ellers lige så godt på vej med redigeringen. Men hjernen trænger til mad – og pause. Hold da ellers op som man konstant ser fejl. Og nye sætninger! Gud bedre det! Nye sætninger kommer strømmende hele tiden og giver romanen nye vinkler.

Er det klogt at drikke vin nu?

h1

Hvert skriv til sin tid

May 27, 2012

og min tid er i dag. Mens hele Danmark drikker Pinse vil jeg gå i redigeringsrummet. Jeg har cirka syv timer foran mig i et tomt hus, til at sætte skik på min roman. Jeg har indlagt pauser (til at spise og drikke vand) og 2 overspringshandlinger (musik – i dag noget gammelt, tror jeg).

h1

Et rigtigt torsdagsparadoks inden bussen kører mig videre

May 24, 2012

Hvor underligt det end lyder, så er jeg mere i stand til at kalde mig for boghandler, end forfatter – omend jeg hverken er det ene eller det andet. Men ikke desto mindre står jeg bag en disk og sælger bøger i Arnold Busck hver dag – pånær tirsdag – og når jeg kommer hjem, skriver jeg på en roman (ikke om mig selv). Det er ikke så cool (det med romanen) men for høvled, det er trods alt sådan min verden hænger sammen.

h1

Blodpen

October 22, 2011

I kulissen redigeres der stadig, på livet løs. Romanen vendes og drejes. Darlings bliver dræbt eller vakt til live. En værre dødsprocess, når det kommer til romanens oprindelige. Men den kommer ud på den anden side, som en smuk ravn.

h1

Dette er forår!

April 6, 2011

Og så sagde jeg godt nok at jeg ikke ville skrive digte mere. Jeg sagde, at jeg kun ville skrive noveller og måske en enkelt roman. Med tiden blev det slet ikke som jeg havde sagt, og mange haiku/senryudigte har jeg indtil videre skrevet. Og nu er de faldet på plads i en bog, der meget snart får sin udgivelsesdato. Og er det ikke ofte sådan, – man tror, at man er “færdig” med noget, og så dukker det op i et hjørne af knolden og vil ud? Sådan står det i hvert fald til her.

Den bog jeg sidder med nu er kun et print-tryk. Siderne sidder løst, men omslaget, det er der. Og farverne på omslaget. I bogen sidder digtene et efter et og engang imellem er der ligesom et afsnit, – det markeres af et smukt Otto Frello billede .

Og i dag, går bogen for alvor i trykken. Mine senryudigte får deres sætninger i maskineriet sammen med Frellos billeder. Jeg ser frem til at bogen lander i fast form med sit cacherede omslag og alle digtene.

I virkeligheden har jeg for meget i mine rum

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 556 other followers