Archive for the ‘bedrag’ Category

h1

Det Forkromede Overblik

January 1, 2012

I december 2011 var jeg lidt inde på det. Det med Overblikket. Blikket Over Det Hele. Ikke Big Brother, men “Kniv-skarpe Søster”, hende, der har Det Forkromede Overblik i enhver situation.

Sådan en “Søster” er jeg ikke. Men jeg vil gerne have hendes Overblik. Det kan fx starte i en kalender. Jeg har, som jeg var inde på i december sidste år, fået en Mayland GOALKEEPER, og så har jeg Kræftens Bekæmpelse på væggen. Overblikket er henholdsvis i min taske og på min væg. Men det er ikke nok. Jeg er ude efter Det Forkromede Overblik, som er vigtigt, når jeg er på job. Hvordan iscenesætter jeg egentlig et Overblik af den kaliber?

Et overblik er som bekendt ikke noget man bare har eller får foræret, men spørgsmålet er om man kan undvære det? De fleste forskere mener, at du skal være forberedt 4 uger frem for at danne et brugbart Overblik. Det synes jeg er en stor mundfuld. Min filosofi siger: Tag 2 timer ad gangen. Så opbygger du et vigtigt overskud til at fylde netop disse 2 timer ud med nærvær og Overblik. Du ved jo, at de 2 næste er på vej, og de næste. Hvorfor så bekymre sig om dem?

Ok.

For at blive en skattet kollega på arbejdspladsen, er man altså nødt til at have Overblik. Det er effektivt og det virker. Enhver arbejdsplads med respekt for sig selv har kun ansat folk med Overblik – intet andet. Men da Overblik åbenbart ikke er noget man bliver født med, så må man planlægge sig frem til et. Lad os starte i det små – foruden planlægning, organisering, gennemgang og oprydning i diverse mail-bakker og skriveborde, så er det vigtigt at man checker sin kalender fra man slår øjnene op. Men der er visse tidspunkter på dagen hvor selv en kalender ikke bevarer Overblikket. Watch closely now:

1.Grib mandag morgen med frisk mine. Mandagen er dog i forvejen en ret belastet dag, fordi den kommer efter søndag.Gør mandag til “Ugens VIP-dag”. Det er den dag du går ud fra hver uge. Du har forberedt mandag morgen om søndagen, ved at sætte uret til at ringe dig op i god tid:
Er du vant til at vælte ud af sengen klokken 8 når du møder klokken 9.30 så sæt uret til klokken 6.30 – så har du masser af tid til at slå op i din kalender og checke hvad det nu er du skal efter morgenkaffen. Maden skal fx smøres og kroppen renses.. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Og så er det på tide at komme på job.

Du møder op på din arbejdsplads ca en halv time FØR alle de andre – læg mærke til, at Overblikket stadig er ungt fordi du er FORAN de andre. Nu har du fred og ro til at lægge ny make-up og pudse sko. Du kigger på klokken, den er ikke længere 8.30, nu er den 9.15. og dine kolleger myldrer ind. Så slukker du for Overblikket – det er vigtigt, for om tirsdagen fortsætter du nemlig hvor du slap om mandagen. Små, men en effektive skridt på vej. På vej til Det Forkromede Overblik!

2.Tirsdag gør du det samme som du gjorde om mandagen indtil klokken 9.15. Da skruer du op for Overblikket fra klokken 9.15 – 11.00. Mellem klokken 9.15 – 11.00 møder dine kolleger på job. Her er det vigtigt, at du minder dig selv om, at du – og ingen anden – virkelig HAR Det Forkromede Overblik. Det gør dig en smule højrøvet, men det lover jeg er den eneste bivirkning. Dine kolleger checker ind, en for en, du hilser venligt og overskudsagtigt på dem, og har papirer og spørgsmål parat, som du ellers plejede at rode efter dengang du kom 5 minutter for sent hver dag.

Med din nye stil går kommunikationen som en leg fordi du ikke kommer 5 minutter efter dine kolleger, og derfor heller ikke er svedende og stakåndet. I får fordelt dagens opgaver. Alle er glade. Du slukker for Overblikket.

3.Onsdag kan godt gå hen og blive krisedag. Ikke fordi du er dum men fordi onsdag ligger midt i det hele. Den er ikke mandag eller tirsdag, den er onsdag. Du må gribe den an som om den var fredag. Så går det lidt nemmere. Du gør nøjagtig det du gjorde mandag og tirsdag og skruer op for Overblikket fra 11 – 14. Tiden mellem 11 og 14 er frokost-relateret. Det er der I allesammen skal til frokost. Måske alene, måske i hold. Gør dig klart hvad du mest er til. Der er ingen grund til at gå i hold, hvis du hellere vil spise alene – og omvendt.

Det bedste ved at gå først til frokost er, at du ikke går sukkerkold og mister Det Forkromede Overblik. Det der måske ikke er så smart er, at dine kolleger evt. mister DERES Overblik, fordi DE går sukkerkold(e).

Mit råd er: Hav vingummier på dig og lad for Guds skyld dine kolleger gå først til frokost. Så har du fred og ro til at pleje DIT Overblik. For at sige det som det er: Ingen kommer til at fucke med dit Overblik hvis du lader de andre gå til pause først. Sluk for Overblikket klokken 14.

4.Torsdag er en god dag fordi torsdag kommer før fredag. Du kan derfor regne med at onsdagens nid er glemt; det er snart weekend! Måske. Altså hvis du ikke arbejder om lørdagen. Nå, men torsdag gentager du mandag, tirsdag og onsdags discipliner og så skruer du op for Overblikket fra 14-16. Det er kaffepausetidspunktet. 14-16 er der, hvor man ofte mister sit overblik fordi man drømmer om kaffe og sukker og her hjælper ingen kære vingummi! Tidspunktet er levertid men ofte undervurderet fordi kolleger omkring dig begynder at afspadsere eller få fri, og så er det vel heller ikke værre, vel? Men det er det.

Prøv at se udfordringer i det her i stedet for problemer. Vær lidt kæk og foreslå dine kolleger, at I deles om udgifter til en førstehjælpskasse der evt. indeholder nikotinplaster, kaffe og ting, der ikke generer omgivelserne og sanserne, mærkbart. Så kan I have hver Jeres lille “hjørne” under disk eller bord, hvor I flittigt lader op. Lad være med at snerre, hvis I ikke bliver enige. Det er jo et arbejde, det her – ikke en kaffeklub! Sluk for Overblikket klokken 16.

5.Fredag er da en dejlig dag. Så tæt på weekend! Du gentager mandag, tirsdag, onsdag og torsdag og skruer op for Overblikket klokken 16-18. Det er nok det nemmeste tidspunkt på dagen, hvis altså ikke der er meget travlt. Klokken 16 -18 er fritids-agtig, fordi I nærmer Jer lukketid, Jer, der ikke gik hjem klokken 15. Ofte er det her, at der går pjat og pjank i den. Du har måske spist for mange vingummier, og så er du godt oppe at køre. Kom det i hu. Desuden er det heller ikke der, at Overblikket slipper op. Der forskes stadig i hvorfor det er sådan, men endnu ved man ikke om det er fordi ALLES Overblik ER forsvundet for den dag, og folk derfor er mere “large” i skoene, eller om man bare er kommet i det gode lune, fordi man snart har fri, eller om man simpelthen bare HAR
fået opgraderet Det Forkromede Overblik. Sluk for Overblikket klokken 18.

Lørdag er Total-lalledag. Slap af og opfør dig som om. Med mindre du arbejder på en lørdag. Hvis du arbejder om lørdagen, så lade den være din “Test-Mit-Overblik-Dag”.

Hvordan tester du så dit Overblik? Det kan gøres på mange måder, men du kan fx. prøve at stå rigtigt sent op og vælte ud af sengen og glemme din madpakke og komme 5 minutter for sent på job og svede og være stakåndet og lede efter papirer og gå sukkerkold og gå sidst til frokost, og lade være med en kaffepause og blive sur to timer før lukketid.. og så videre. Det du skal finde ud af er hvad gør det ved dig – og vigtigst: Er du stadig ansat i samme stilling, som om morgenen? Hvis du er, så kan du lalle videre om søndagen, men husk endelig at skrue op for Overblikket om mandagen!

Vær ambitiøs på dine egne vegne. Ellers kommer sgu-sgu-manden og han slår sgu hårdt. Book 4 uger i din egen kalender og kald aftalen ‘Opnå Det Forkromede Overblik på 4 uger’. Husk at indflette din “test-dag” i kalenderen, også.

Hvad er dine erfaringer med Overblikket og fik du afprøvet lalle-lørdagen og hvor mange trådte du egentlig over tæerne?

h1

10. december: De ni slanger

December 10, 2011

Der var engang en mekaniker og en bil, som levede lykkeligt med hinanden. De havde ingen familie men til gengæld en benzintank der var ved at løbe tør for benzin, og det var jo nærmest en katastrofe. En dag sagde mekanikeren til bilen:

”Hvis du bliver ved med at sluge benzin på den måde, så må jeg skrotte dig og købe en anden.”
Bilens forlygter blændede ham:

”Det kan du ikke være bekendt! Jeg er fransk og fin så sandt som jeg er en Peugeot. Kan du overhovedet komme på en eneste gang, hvor jeg er dumpet i synshallen?”

Mekanikeren svarede ikke men gik hen og satte sig i sin yndlingsstol og begyndte at surfe på nettet. Han elskede at surfe på nettet efter biler. Det gav ham et kick. Der gik ikke lang tid før han faldt over en Mazda 626. Den var fræk og japansk med en pikant lille dieselmotor. Den her sag kunne desuden også køre længere på literen. Mekanikeren var fuldkommen forelsket, men hvordan skulle han få sagt det til bilen? Hvad bilen angår, var den helt klar over at den var ved at miste sin mekaniker, sådan noget kan biler mærke, og den kørte rundt på gårdspladsen og tænkte over hvad pokker den skulle stille op. En mazda 626 kunne den næppe konkurrere med, den havde fx aldrig prøvet at være ÅRETS BIL I DANMARK ligesom Mazdaen og den ville aldrig blive det, nu hvor den var så gammel. Bevares, mekanikeren havde været god ved den, men skulle den virkelig ende som skrotbunke nu?

Der gik et par uger hvor mekanikeren surfede mere på nettet end han kørte i bilen. Det sårede bilen og langsomt men sikkert stod den og fik dårligere bremser. Den kunne mærke hvordan slangerne i den blev utætte – og den var ved at blive i tvivl om mekanikeren helt havde glemt den. Men dagen kom hvor bilen skulle køre sin sidste tur:

”Så gamle ven, nu kan du komme ud og trille for sidste gang. Og du vil forstå det når du ser Mazdaen.”

Manden gav bilen et ordentligt skud benzin og så pudsede han skærmene så de skinnede. Derefter satte han sig bag rettet og startede bilen, der snurrede lystigere end nogensinde. Den var lykkelig for nu vidste den hvad den skulle gøre. Ved et lille vejsving satte bilen farten op og først var manden med på den, men så blev han bekymret:

”Du kan altså ikke klare den høje fart, du bliver alt for hurtigt varm! Chill out og take a seat.”

Men bilen lyttede slet ikke mere, den kørte hurtigere og hurtigere. Mekanikeren havde så travlt med at styre bilen, at han lagde ikke mærke til, at den kørte forbi bilforhandleren. Pludselig stoppede bilen ved en rasteplads på vestmotorvejen øst for Ringsted. Der holdt en anden bil, en rød Citroën C1. Mekanikeren undrede sig. Hvad skulle de her? En inder steg ud af den røde Citroën:

”Du kan godt komme ud!” råbte inderen. Det ville mekanikeren i hvert fald ikke. Han ville hellere starte bilen og køre videre, men bilen var død.

”Hvad fanden er det for noget shit!?” råbte mekanikeren og steg ud af bilen. Det var på tide at skrotte det gamle lort. Inderen stod med en flettet kurv i favnen og smilede.

”Du kan tro jeg har ventet på det her i lang tid!” sagde han og så tog han låget af kurven og ud sprang ni slanger. De bed både inderen og mekanikeren – jeg tror ikke det var meningen, at de skulle bide inderen. Bilen startede og kørte af sted på sin fulde tank. Nu skulle den ud og svare på en annonce fra Den Blå Avis. Bare kunden ikke var mekaniker.

h1

3 december: Sekretæren

December 3, 2011

Det var en mørk og stormfuld nat .. Mere om det senere. Måske vil det være dumt, at starte historien sådan? For det er jo ikke en gyser. Historien handler om min veninde Line, som var sekretær på et bladhus. Hun havde lovet, at hjælpe mig lidt på vej med et job. Line ville blot “pille lidt” ved chefens mapper og arrangere det sådan, at mit CV kom til at ligge øverst i bunken.

Jeg kunne ikke lade være med at være lidt forundret over hende, da jeg blev vist rundt på “Bladet” forleden. Hun virkede nemlig nervøs de gange chefen passerede os. Alligevel ville hun gennemføre sit ærinde, som hun sagde. Jeg spurgte hende, om hun var lidt forelsket i manden? Selvfølgelig var hun ikke det, sagde hun.

“Det er jo dig, der er vild med chefen”, sagde hun smilende.

“Sæt dig her, Anni, jeg fikser en kop kaffe til dig, mens du venter.”

Jeg satte mig og så beundrende på hende. Hjerteveninder var vi vel næppe, men alligevel var forbindelsen bevaret, måske fordi vi havde brug for at konkurrere om snart det ene, snart det andet? Hun var fx bedre til sport.

Engang løb hun af med guldmedajlen i 200 meter brystsvømning. Der skulle et godt bryst til fra min side, da jeg stod og knugede sølvmedaljen, og fotografen skød det ene billede efter det andet af Line og hendes sejr.

Trods nederlag, søgte jeg alligevel hendes selskab og strålede med, som om hendes successer gjorde mig mere værd i andres øjne. Derfor kunne jeg ikke tro mine egne ører da hun ringede og ville hjælpe mig ind i firmaet, og i nærheden af manden, jeg var vild med. Måske var vi, trods intriger og konkurrence, ved at finde hinanden? Måske var det bare mig, der havde været sart?

Efter en times tid, blev jeg kaldt ind på chefens kontor, manden, der ellers aldrig ville se til min side. Hans Armani skjorte faldt perfekt ned over den brede brystkasse og de slidte jeans under skjorten, satte sig på kanten af skrivebordet mens han kiggede undersøgende på mig. Så bladrede han i mine papirer og kiggede forvirret på mig igen.

- Du er her fordi … ?

- Det var angående den der ledige stilling som souschef .. der…

- Den er da besat…?

Jeg kiggede uforstående på ham og rystede på hovedet. Forsikrede ham om, at der måtte være en misforståelse et sted. Døren gik op og min veninde Line trådte ind i lokalet. Hendes nervøsitet var væk og hun stillede sig ved siden af chefen. Jeg kunne se hun kluklo indeni.

“Jamen, der har vi jo min nye souschef, Line Ankersen! Der er sket en fejl, da mapperne blev transporteret fra mit gamle kontor og til det nye her. Det beklager jeg. Men nu er du så heldig at jeg søger en sekretær. Min souschef kan fortælle dig mere om detaljerne. Jeg skal til et møde om fem minutter.”

“Og vi kender jo hinanden”, smilede min veninde, den nye souschef. “Jeg skal nok få dig til at føle dig godt tilpas på ‘People Weekly‘.”

Det er en mørk og stormfuld nat .. Jeg vil aflægge Line et besøg.

Jeg må nok hellere stoppe min fortælling nu. For som jeg skrev i starten af historien: Dette er ikke en gyser..

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 556 other followers