Et rigtigt torsdagsparadoks inden bussen kører mig videre

Hvor underligt det end lyder, så er jeg mere i stand til at kalde mig for boghandler, end forfatter – omend jeg hverken er det ene eller det andet. Men ikke desto mindre står jeg bag en disk og sælger bøger i Arnold Busck hver dag – pånær tirsdag – og når jeg kommer hjem, skriver jeg på en roman (ikke om mig selv). Det er ikke så cool (det med romanen) men for høvled, det er trods alt sådan min verden hænger sammen.

Agurketiden kommer! – rolig nu

Nu sker det helt af sig selv, at sommeren kommer. Med sommeren kommer agurketiden. Verden står stille. Snart kan man stå i butikken og se, at ventehylden bliver mindre. Eller stakken af udgivelsesklare bøger falder. Ingen anmeldere mener en masse. Vejen fra ventehylde til bogreol mosser til. Butikken hviler. Boghandleren benytter sig af roen og slår roen fra og holder sin velfortjente ferie. De, der er tilbage i butikken passer på resterne. Agurk. Det er helt forunderligt, at det er med den på. At vi kender dagene fra juni – medio-juli som en grøntsag. Vi må vegetere. Det er nok det.

Tracey Boyd Book

Hvad skal vi læse spør’ vi hinananden, far mor og børn eller hvem kommer først?

.. Købmandsforretning, skjul eller rundbold? Kikkassen gir os måske en ide..

Ingrid og Lillebror var min barndoms “For børn”. Dengang da .. var der ikke mange kanaler og farver (på TV)! Det var sort/hvid skærm – og så Ingrid og Lillebror. Ligesom Ingrid og Lillebror, har Bo og Lis den samme mimik, hele vejen. Måske er det derfor jeg fanger det, som at forfatterne Andreas Refsgaard og Jonas Stampe, gerne vil have ud til folket. Bogen ‘Bo og Lis – den so‘ udkom medio april, i øvrigt.

Man kender ellers de mange festlige indslag om Bo og Lis fra Youtube, hvor hovedpersonerne kommer vidt omkring, – på byggepladser, bondegårde og i telefonen.

I sin tid skrev en kyndig person, at alt der kunne digitaliseres, vil blive digitaliseret. Bo og Lis – den so, er en undtagelse. De var digitale fra begyndelsen. Nu er de omvendt.

(skal vi virkelig læse det?)

BogMarkedet

Jeg har fri adgang til fagbladet, ‘BogMarkedet’, i butikken, hvor jeg til dagligt står og sælger bøger. Bladets faste plads er i personalestuen, så alle ansatte kan læse om de sidste interessante sager indenfor – ja – BogMarkedet. Men ofte har jeg ikke tid til at læse det i pausen. Frokoster er flygtige størrelser. Derfor er jeg blevet abonnent på BogMarkedet, boghandlernes blad. Nu kan jeg blive oplyst i min egen lænestol.

Seneste nummer af BogMarkedet (d. 7/5 – 12).

Vigtig overskrift i dette nummer: Boghandleren bør blive forlægger.

Frit citeret fra bladet: “Historisk set startede forlagsbranchen ved, at boghandlere slog sig sammen om at udgive en ny titel. Så hvorfor gør vi ikke det igen?”

Knausgårds kone revisited

Ifølge blogindlæg fra den 7.5, havde jeg stor lyst til at købe ’Grand mal’ (skrevet af Knausgårds kone), for næsen af en potentiel kunde. Vi fik kun 1 bog til butikken. Deraf det tossede kapløb. Men.. Da jeg kom på job i dag, bemærkede jeg, at pladsen hvor novellesamlingen stod frontvendt forleden, den var tom!

Kunden kom før mig .. That’s life!

Linda Broström Knausgård

Hvilken bog ville du genoplive?

Jeg læste forleden, at Hitlers ‘Mein Kampf’ skal genudgives. Det er delstaten Bayern, der har ophavsrettighederne til bogen og som står for dette stunt. Jeg kom i den forbindelse til at tænke på alle de bøger, der måske godt kunne trænge til en genudgivelse. Hvis jeg kigger i retning af børnebøger, kan jeg fx. ikke få fat ‘De 5 på skatteøen‘, af Enid Blyton. Og jeg ved fra en del kunder, at de ville elske, at købe ‘De 5′ til deres børn og børnebørn.

Men what to do, når forlagene heller ikke ligger inde med dem. Af nutidige og gode bøger, som måske nærmer sig ‘De 5′, kan nævnes Daniel Zimakoffs ‘De 3 måske 4‘, som er en serie sjove bøger om drengene Benjamin, Christian og Adam (og måske Parly), der altid roder sig ud i en masse problemer, og som skal være MEGET opfindsomme for at finde en løsning. En oplagt bog til de 10-12 årige poder.

 

 

 

 

 

Men søger man efter Enid Blytons ‘De 5′, så er der faktisk intet at komme efter. Selvfølgelig er der altid antikvariaterne. Det er virkelig godt, at de findes. Det er ikke så sjældent, at jeg foreslår kunderne at tage et smut omkring Fiolstræde i København.

Hvorfor skriver alle forfattere om Døden?

Til daglig er jeg bare så heldig. Jeg kommer i kontakt med en masse spændende mennesker via mit job, som kassedame i en boghandel. Jeg får ofte mange interessante samtaler med de kunder, der kommer forbi. Forleden, var ingen undtagelse.

- Hej, hvad kan jeg hjælpe med?

- Davs. Jeg skal købe en bog til et sygt menneske. Den må ikke handle om død (Døden). Men den skal heller ikke være plat. Det er en ældre dame.

-  Hm. Lad os gå ned til den skønlitterære hylde og tage et kig.

På vej ned til den ovennævnte hylde, passerede kunden og jeg biografierne og erindringerne. Da vi kom forbi krimierne rystede vedkommende på hovedet -

- Se selv! Der er død overalt!

Jeg kunne kun nikke. Det var jo sandt. Hvem har nogensinde læst en krimi uden et mord?

- Hvad vil du foreslå?

Jeg greb efter Grøndahls nye bog, ‘Før vi siger farvel’. Men kunden syntes allerede at titlen mindede lidt for meget om snarlig død, selvom jeg kunne fortælle, at romanen var pænt skrevet, og nok mere var en kærlighedshistorie mellem en ung kvinde og en gammel mand, end egentlig dødslidelse. Nicole Krauss’s bog, ‘Det store hus’, kunne heller ikke rigtigt fænge, selvom jeg talte ekstra varmt der, – at et skrivebord havde så stor en betydning i romanen, var ikke godt for den syge, mente kunden. Og hvad ved jeg. Måske var den syge et menneske, der havde haft for mange frustrationer ved sit skrivebord? Mine øjne vandrede et øjeblik til erindringshylden, men de frontvendte bøger af Charlotte Bircow med kræftesygdom, og Utøya med sine mange ofre, var nok ikke noget at præsentere kunden for. Jeg gik ombord i skønlitteraturen igen. Åh, der var jo så mange fantastiske bøger: Christian Jungersens ‘Du forsvinder’, og Emma Donoghue’s Rum’.. Jeg kunne blive ved. Det endte med en Hanne Reintoft.

- Hun skriver altid godt.

Egentlig havde kunden selv tænkt ‘Hanne Reintoft’. Nu var det bare ikke Hanne Reintoft vi havde mest af i butikken. Selvom titlen, ‘Nu er det længe siden’, smagte en smule af Grøndahls ‘Farvel’, så synes jeg at kundens valg var godt. Der er lidt om sæder og skikke. Sproget er ikke ungt, men beroligende. Strukturen i romanen får ikke læseren til at miste fodfæste. Man står på jorden. Ikke så meget pis der. Og så fylder politik en del. Politik kan ganske rigtigt være død-kedeligt, men i Hanne Reintofts hænder, bliver den til en god historie.

- Jeg tar den bog her!

- Det er et godt valg.

Kunden smiler og ser ned i sin taske efter penge og mens vi sammen går tilbage til disken, kaster hun stjålne øjekast på krimihylden.

- Men du må da indrømme, at forfatterne skriver meget om Døden, ikke? Hvorfor gør de det, tror du?

- ‘Død’ er noget der sker “derude”. Men siger man ‘Døden”, da bliver den straks meget mere personlig. Forfattere har længe skrevet om ‘Død’, som i krimi. Nu er de ved at skrive sig ind på den, sådan, at den bliver mere personlig. Det er ‘Døden’ i sin rene form, vi har med at gøre. Tabu eller ej. Den ses både i skønlitteratur, biografierne og faglitteraturen. Der er bøger om obduktioner, – ‘Dødens teater’ af Klaus Larsen, som skildrer lægekunsten (og obduktioner) omkring år 1600 og 1800-tallet. Så er der ‘Hvorfor må vi ikke tale om døden’, som er skrevet af retsmediciner Jørgen Lange Thomsen og forfatter Kristian Ditlev Jensen. En af de mange opgaver en forfatter har, er jo at gribe tabuer og folde dem ud. Her og nu er det så Døden. Vi har stadig Sorgen, som tabu. I forlængelse af Døden, er det måske meget nærliggende, at næste emne bliver Sorgen? Hvilken farve skal jeg pakke din bog ind i, lyserød eller grøn?

- Grøn, tak.

Vi har sådan noget smart indpakningspapir i butikken. På den ene side er det grønt og på den anden side er det lyserødt. Jeg vender papiret om på grøn side.

- Og tak for god betjening.

- Selvtak!

Hvad siger man egentlig til en kunde, der er så inspirerende og som får en ganske almindelig arbejdsgang til at blive spændende, oprigtig og varm? Man (som er mig) kan kun sige et overordentligt stort selvtak!

Måske findes ‘smal’ litteratur slet ikke – hvad nu hvis ..

vi blandede en populær genre som krimi sammen med lyrik plus en bestseller-forfatter? Jeg mener, hvis vi tog en forfatter, der allerede har kommerciel succes, og som købes af mange? Sådan en, i forvejen, rigtig hypet forfatter? Hvem skal vi tage? Bum bum. Jussi Adler-Olsen er den første der popper op.

Ok. Hør så her på Dagens postulat: ‘Smal’ litteratur findes ikke. Kunne man tænke sig, at Jussi Adler-Olsen skrev en KRIMI-DIGTSAMLING fx og at denne blev succes? Krimi-prosa eller Krimi-lyrik. Sådan lidt Nick Cave og Raveonettes-agtigt med hang til Cognac, røde pølser og smøger? Gerne tilsat lidt David Lynch og Steen Jørgensen -

helst ikke reggae!

Men alt det med gotiske bands og røde pølser ved vi jo slet ikke om Jussi Adler-Olsen kan stå inde for? Man må vel også mene, at genren ‘krimi-lyrik’gør sig bedst, når man oplever den ‘udenfor bogen‘ – dvs når digteren performer sin krimi-poesi med musik, stemme og gerne et STORT sort lærred i baggrunden, hvor der danser hvide kranier rundt.

Lad de nye forfattere..

komme til!

Der hvor jeg arbejder har vi mange hylder med fx krimier, kogebøger, hobby, sind, sport, erindringer og biografier, skønlitteratur og så en lille smal tarm til poesi. På disse hylder front vendes bøger, som er skrevet af forfattere som vi kender i forvejen. Der sættes også plakater op med de gamle kendinge og vi får stakkevis af bøger med disse, som skal sættes op de rigtige steder, altså de steder, der når kundernes øjne som noget af det første, når kunderne kommer ind i butikken.

Det er der sådan set ikke noget nyt i. Det gør alle butikker, der handler med bøger.

Men, jeg kunne også tænke mig en hylde, hvor vi hypede debutanter og andre lovende forfattere. Måske har disse allerede modtaget debutantpriser og er i det hele taget på vej.

I foråret, sendte sendte et forlag en plakat til butikken (der hvor jeg pt arbejder), hvorpå navne som Kasper Colling Nielsen, Eva Tind Christensen og mange andre nye forfattere var nævnt.

Jeg synes det var en vigtig plakat.

Hvor mange gange får vi ikke plakater og anden info om forfattere, der i forvejen hypes til ukendelighed i medierne? Ikke fordi forfatterne er dårlige. Men vi skylder vore kunder og resten af kulturen en bredere vifte af muligheder indenfor bøgernes verden. Vi skylder vore læsere en valgmulighed. Hvis de boghandlere – som er mainstream – hele tiden lader Tordenskjolds Soldater komme til, så ensrettes litteraturen. Så nedgøres kunderne. Så visner kulturen.

Det er i den grad respektløst kun at sætte en top 10 liste op i en boghandel – en top 10, som medierne allerede har talt til for længe siden.

Vi har så mange nye og dygtige forfattere som skriver litteratur, der er værd at kende!

Jeg ved jeg er i mindretal ( i boghandlerbranchen) når jeg skriver dette her, men jeg skriver det alligevel:

Lad de nye forfattere komme til .. Lad os hype dem lidt mere, der hvor vi sælger litteratur.
Lad os front-vende og synliggøre debutanter og knapt så sete (men gode) forfatteres bøger!