14. december: Manden med de to ansigter

Der var engang en mand der havde to ansigter. Det ene stillede altid spørgsmål som det andet ikke kunne besvare, men blot undre sig over. Snart blev det manden for meget med ansigternes diskussioner og han gik derfor op i kirken og bad Vorherre fortælle ham, hvilket ansigt manden skulle satse på. En ond lille gnom der stod gemt bag alteret, hørte det hele og fra sit skjul gnæggede den:

” Sats på ham der ikke stiller spørgsmål!”. Manden gik så hjem igen og fortalte de to ansigter hvad Vorherre havde sagt.

”Men hvordan vil du slippe af med det ansigt, der altid stiller spørgsmål?” – det var sjovt nok det ansigtet der altid stillede spørgsmål, som spurgte. Manden vidste det ærlig talt ikke og det ansigt der aldrig vidste hvad det skulle svare, kunne bare undre sig.
Nu var der faktisk også en lille men betydningsfuld detalje. De to ansigter så ens ud og det gav spørgsmåls-fjæset en god idé.
En morgen hvor manden sov endnu, vækkede spørgsmåls-fjæset det undrende ansigt.

” Er du frisk på, at vi bytter roller?”

Det undrende ansigt vidste ikke hvad det skulle svare. Det havde aldrig stillet et eneste spørgsmål, og desuden følte det sig utryg ved tanken om hele tiden at skulle hitte på noget.
“Jeg undrer mig over at det er mit hoved manden hugger af, når vi nu bytter roller..” sagde det – og så sagde det ikke mere.

Spørgsmålsfjæset vidste for en gang skyld ikke hvad det skulle svare, for aktiv dødshjælp havde de aldrig diskuteret. ”Jeg synes nu altså det er noget Gud skal tage sig af og ikke manden selv.” tilføjede det undrende ansigt.

” Synes du virkelig det er så slemt? Vi lider gør vi ikke? Du kan ikke leve uden mig, kan du vel?”

Det undrende ansigt vidste ikke hvad det skulle sige. Men det ville hellere have at det selv blev hugget af, for det mente noget for første gang i sit ansigts sved – manden ville være fortabt hvis han ikke kunne stille spørgsmål. De to ansigter byttede altså roller.

En sen og stormende aften besluttede det undrende ansigt sig for at bede manden om at gøre en ende på det hele og manden takkede det ansigt, som han troede var spørgsmålsfjæset. Under en kroget eg, stod mandens huggeblog. Han lagde så det undrende ansigt på bloggen og huggede det af.
Næste dag gik manden op i kirken igen og fortalte Gud at han havde valgt at dræbe spørgsmåls-fjæset og beholde det undrende. Den lille onde gnom, der gemte sig bag alteret sprang frem og grinte grimt og uhyggeligt.

”Ha ha haaa! Du har hugget det forkerte hoved af!”

Manden forstod ikke at han kunne tage så meget fejl og da han så spørgende på det ansigt der var tilbage, nikkede det triumferende:

”Hvorfor troede du, at du kunne slippe af med mig, din tåbelige mand?”

Manden forstod at spørgsmålsfjæset havde narret ham og i raseri gik han ud til huggebloggen og huggede til, så blodet sprang og spørgsmåls-fjæset rullede flere kilometer væk for at ende i en mose ved Silkeborg.