Bohemian Rhapsody

 

 

 

 

Knud Romers udsagn om facebook – holder de?

Et stort og rungende JA! Selvfølgelig er facebook kun noget i kraft af det du selv bidrager med. Men der er nu noget om det forfatteren Knud Romer skriver.

Knud Romer: Facebook er en kræftsvulst.

Jeg har bemærket hvor meget energi jeg har fået efter jeg forlod facebook. Kræft er noget der griber om sig og dræner patienten for liv og kulør. Det samme kan man faktisk godt sige om facebook. Du kan heller ikke undgå at se det lille facebook-ikon/link på diverse “vigtige” websider, som fx DR1 og TV2, selv aviserne tager det på sig, ikonet.

Det korte i det lange: Sådan var det ikke i facebooks tidlige år. Facebook har virkelig bredt sig (som cancer).

Knud Romer: Det er fællesonani og rygklapperi.

Åh ja. Og jeg skriver “Åh ja” med et smil om munden fordi jeg jo også har mærket rygklapperne – til min egen fordel. Men jeg har da mest siddet og kigget på hvordan den ene “aede” den anden og roste og heppede og ih, hvor er du smuk! og åh, hvor skriver du godt og næ, hvor er jeg vild med dine statusopdateringer  og hvor er det dejligt du også synes om minøø! Men spørgsmålet er om det ikke bare er som at pisse i bukserne; det er bliver hurtigt klamt og koldt? Ja, jeg spør bare!

Knud Romer: Det er en social psykose.

Altså, som jeg startede med at skrive, så er facebook lige præcis så meget, som du hælder i sitet. Ikke en flyvende fis mere. Men jeg har observeret og spioneret mens jeg hang ud i stilhed, derinde. Det, jeg har set er at folk med psykiske problemer ofte bliver hængende foran skærmen i stedet for at lukke låget ned på computeren og komme ud i verden (og det er ikke mig jeg taler om her, heller ikke dig, men nogle andre) Det er jo også så bekvemt at sidde der; du slipper for at gå ud i verden og møde ham eller hende, du behøver heller ikke gå i bad – ingen ved jo at du sidder med fedtet manke og gamle tæer bag skærmen. Er der tvivl om hvordan du vil se ud, så sætter du bare lige et billede på profilen af dig selv, fra dengang du var model i 1864 – VUPTI! – Det er nemt, at sidde på facebook og gå tur i sine virtuelle haver.

::PaRanOIa:: er også et af de træk, der er udbredt derinde:

“Hvem er venner med hvem og hvorfor er der ingen der siger tommel op til mig jeg synes jeg er så klog og lægger op til debat hver dag men ingen gider diskutere med mig .. osv ..”

Det er så kommet frem, at det ikke er dine venners skyld. Det er facebook, der skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig! Jamen, det er sgu da lige så invaliderende! Facebook kan sagtens gå hen og blive en social psykose, i værste fald så.

Knud Romer: En lukket klub, som lukker og slukker demokratiet. 

Kig på sætningen: “Facebook skjuler dine indlæg, hvis de/du er for kedelig”. Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på den her sætning: “Profilejere må ikke længere hedde noget med  ’Book’ ‘face’, ‘poke’ ‘wall’ eller ‘FB’.” Kig lige på den sætning en gang til. Tænk så over det.

Kig på sætningen: “Facebook ejer dine ord og dine billeder! De bruger rask væk af dine ord uden at tænke over dine (afsenderens) rettigheder. Facebook udnytter simpelthen sine brugere! Facebook ejer din sjæl!” Fik du læst det? Godt!

SÅ meget for demokratiet!

Mht. de der klubber.. Der er stort set ikke andet derinde. Jamen, folk opretter jo rask væk alt muligt man skal inviteres til: Der er ‘De forfængelige poeters klub’ – KUN for indviede, selvfølgelig! Man kan ikke bare “gå ind”, man skal inviteres eller søge om optagelse! Så er der de irriterende klubber, som folk bare adder dit navn, – uden at du har givet dem lov. Så kan man komme glad og uspoleret hjem fra sit 8-4 job og opdage, at man befinder sig i ‘Hønseklubben’ og at der kommer 117 kommentarer om proteiner og det sidste nye kongeskib. Det stopper ikke før man har “forladt samtalen” – det kan man så heldigvis godt – forlade en gruppe. Det manglede da også bare. Men alt i alt er facebook altså en lukket klub. Så får man en venskabsrequest fra Lars med den røde cykel – nøj, han er jo berømt – og næste dag har han slettet dig igen, fordi du da vist ikke var lige så berømt, alligevel (som ham). Det er sgu da nedtur! Snobberiet mærkes en del på Facebook. Det er fx nemt at se snobber, når man iagttager de forfattere, der engang måtte udgive på små forlag uden de store armsving, – når de så skal til at udgive bøger på et anerkendt forlag, SÅ får de pludselig rigtig mange anerkendte forfattere som venner: Men om de så kigger til din side? Nøø! Det ER de lukkede poeters klub! Ja ja, når skidt kommer til ære .. (siger jeg bare!)

Knud Romer: Spild af tid og spild af kræfter.

Ja, altså – hvis du synes det er fedt med fællesonani, rygklapperi, sociale psykoser og lukkede klubber, så er det vel ikke spild af tid. Så er det bare lige dig! Men jeg har sgu fundet mig selv, efter jeg droppede facebook – det er i øvrigt snart en måned siden. Jeg er blevet et gladere og roligere menneske. Jeg behøver ikke cipramil. Jeg ved at der findes træer og græs – jeg har selv været der! Og jeg kan bevise, at der findes mennesker – af kød! De har også fedtet hår og bumser (som mig selv). De kan godt blive sure på mig uden at slette mig af vennelisten. De tør tage konsekvensen og bruge den. De fortæller mig, hvis jeg går over stregen – de skjuler mig ikke bare – bye bye. De kan give mere end smileys og thumbs upsies, de kan give KRAM og et godt glas vin.

Tilbage til rødderne/roden og naturen. Gør det og du vil se hvad du går glip af, hvis du kun sidder der bag skærmen med facebook som din ånd.

Knus og hep, Knud Romer! Du styrer! (dette var altså ikke et rygklap – det var velfortjent!)

Det er mig! i ottende række til højre midt for – og så lidt til venstre 7 rækker ned. Det er mig!

PS: Har du nogensinde prøvet at holde op med at ryge? Været clean, efter at have været stor-ryger? Så ved du vist også hvor meget man går op i at sable rygere og deres smøger ned (bagefter). Nogenlunde sådan går det til i krigen (her).

Elastik

Billeder, aldrig Spild

Det er rigtigt nok. Der er noget over gamle familiefotos. Da jeg skrev min første digtsamling, ‘Du får et nyt sted trykket til kroppen’ (2005), som var til min mormor, Ingeborg Henny Victoria, fandt jeg en masse gamle fotos frem og spredte dem ud på gulvet.  Jeg bearbejdede min sorg  (hun døde af demens og følgesygdomme – blodpropper ) imens jeg gjorde digtsamlingen færdig. Mange af de fotos der er i digtsamlingen, står i stærk kontrast til digtene, der er melankolske. Min mormor var til de store fester. Digtene var så til gengæld til min mormor.

This slideshow requires JavaScript.

I samme åndedrag, vil jeg anbefale Sigrid Combüchens roman, ‘Spild‘, der indeholder en brevveksling mellem forfatteren selv og en ældre kvinde. Det finurlige ved bogen er netop, at forfatteren har ladet sig inspirere af et gammelt familiefotografi. Bogen er oversat til dansk af Pia Juul (der er meget aktuel med både stor digtsamling ‘Indtil videre‘ og stor fødselsdag). ‘Spild‘ udkom den 18.5 d-å.

Valley Of The Dolls

Eight Hour Cream

Soothe me smooth me

peel and shape me.

Now when sun and wind will burn me.

Moisturise my cracked lips

That is what I dream

Eight Hour Cream!

Anna har gang i en konkurrence på sin side – se mere: her

Walk The Line

Harold Fry og Bernhard Hval

Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd er skrevet af Rachel Joyce, der oprindelig er uddannet skuespiller. Forfatteren har skrevet en del for Tv og teater. Hendes fars sygdom inspirerede hende til at skrive bogen, der desuden er hendes debutroman.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forestil dig at du ved at tage på pilgrimsfærd, kan redde et  menneske, som du holder af . Sådan en vandrer er Harold Fry. Han er ikke i form, har ikke engang  vandrestøvler eller noget kort, ej heller et kompas eller en mobil. Han vil alligevel gå og gå – også i den grad. Det bliver en lang gåtur på 800 km. Bogen er en cadeau til kærligheden. Den handler om at få en ekstra chance i livet.

Hvis du nu kommer til at holde af denne bog, tror jeg også du vil synes om Bernhard Hvals fortalelser. Jeg synes Harold Fry har paralleller til Bernhard Hval. Begge vil de betingelsesløst gøre noget for et andet menneske, selvom det kommer til at koste kræfter. Og måden de gør det på, er næsten rørende. Som læser  får jeg en stor sympati for begge hovedpersoner. Bøgerne er livsbekræftende læsning, simpelthen.

Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd, er oversat fra engelsk til dansk af Charlotte A.E. Glahn. Den udkommer den 31.5 – 12

Om Bernhard Hvals fortalelser:

Lægen Bernhard Hval, har sat sig for, inden han tager sit liv som firs-årige, at fortælle historien om vandreren Notto Fipp, som var Bernhards eneste ven. Det er et mærkværdigt venskab, men ikke desto mindre et meget stærkt venskab. Vi får selvfølgelig også en god portion at vide om Bernhard selv, som lider af Tourettes Syndrom, eller – han har det med at udbasunere frække ord på de mest upassende steder.  Dertil er man som læser vidne til hans tvangshandlinger og abnorme spjæt med arme og ben, – altsammen beskrevet med stor humor, så man er underholdt hele vejen. Der er norske Lars Saabye Christensen, der står for dette mesterværk, og fantastiske Ellen Boen, der har oversat bogen fra norsk til dansk. Romanen udkom i august 2011.

Sæsonen er slut

Fit for write?

Det er svært at være sin egen redaktør. Du kan (næsten) ikke klare det job selv. For du har siddet og påhittet, svedt, været inspireret, slettet skrift konstant, påført nyt, og tvivlet. Du har lidt af writers block, ændrede sovevaner, spist for meget sukker, drukket for lidt (vand), du kan ikke mere se klart. Det er der din redaktør kommer ind i billedet. Han/hun kommer ind lige der hvor du er svagest. Der, hvor du intet kan overskue. Redaktøren kommer ind og tager din puls og beder dig om at gå hjem til dig selv og overlade det hele til ham/hende.

Men hvad nu hvis du er helt alene? Hvad nu hvis du ikke har en redaktør?

Der er mange måder at skrive romaner på. Nogle går i kloster. Men det kan jeg ikke tillade mig, da jeg har et (andet) arbejde ved siden af, plus mand hjem og barn.  Andre får sig en skrivegruppe, som de mødes med hver torsdag. Så sidder de i samme rum og skriver, kommenterer, korrekser og applauderer.

Jeg, som er mig, vælger den eneste udvej: At gøre det alene. Det går et stykke tid. Men så går det hele i stå. En god kollega sagde engang at det er noget fis, at forfattere skal have råd og ris og alt mulig opmærksomhed ind over skriveprocessen. Det er ensomt at skrive. Det er pissehårdt og der er overhovedet intet party der. Man kan lige så godt blive vant til at det er et helvede at være forfatter. Han gav ikke en fløjtende fis for alt det socializing, som mange forfattere dyrker (sammen).

Hvis du læste om min lykkelige skriveproces som oprandt for et par dage siden, vil du tænke, at jeg da slet ikke har brug for skrivegrupper eller forfattercoaching o.l. – det gik jo som en leg. Og ganske rigtigt havde jeg indlagt pauser og overspringshandlinger – bare for en sikkerhedsskyld, men den dag var henrivende, for arbejdsiveren var god og jeg oversprang kun en gang på syv timer. Men i dag, hvor jeg igen har syv timer til at skrive og rette i inden jeg skal til forældresamtale på min datters skole, er jeg så fit for write? Hvad nu hvis jeg hellere vil høre musik?

Nu skal jeg lige have morgenmad – eller skal jeg lade være? I gamle dage, skrev jeg bedst på tom mave, – som om maveknur og tarmspasmer trak det fra skriften, som ellers ville være ren fyld. Uanset hvordan jeg vender og drejer mig: Jeg skal redigere færdig i dag. I morgen er jeg boghandler (og glæder mig til Pia Juuls mega-store digtsamling, som udkommer i dag!) og derfor slet ikke indenfor skriftens rækkevidde. Manus skal sendes til en sparringspartner inden jeg går på ferie (d. 2.6) – den sparringspartner, som jeg fik for nylig, da jeg indså, at jeg måtte have et par kloge øjne ind over mine ideer.
I juli skal vi så mødes og snakke om mit manuskript. Holder det? Det er godt at jeg er medlem af en forfatterforening (Danske Skønlitterære Forfattere), der kan hjælpe mig med at finde prominente mennesker til den slags ting.

Amour

 

 

 

Interieur

RUM

Fixing A Hole

På elleve kvadratmeter

Der er bøger og så er der bøger. Især de sidstnævnte. Jeg læser en del, det er nok gået op for dem, der kigger ind på bloggen i ny og næ. Måske kender  ”kiggerne” også til den kærlighed man kan udvikle for nogle bøger fremfor andre?

Der findes ganske rigtigt millioner af fantastiske bøger, som jeg gerne omtaler med glæde. Men der er særlige bøger  jeg kommer til at elske nærmest betingelsesløst. ‘Rum‘ er en af disse. Jeg læste romanen, mens den lå på ventehylden i butikken – boghandlerne modtager ofte læse eksemplarer fra de forskellige forlag, så vi kan blive begejstrede og måske begejstre vore omgivelser. Et klart plus for en boghandler, skulle jeg mene.

Inden jeg gik ombord, var jeg ikke helt overbevist; “turde” jeg kaste mig ud i romanen, hvis det var ren Natascha Campus og Fritzl (romanen har hentet inspiration fra disse svære begivenheder)? Jeg kunne ikke rigtigt bære at læse om det. Men hvor er jeg glad for at jeg begyndte at læse den bog, jeg var fuldstændig grebet af ‘Rum‘ fra første til sidste side.

For en lille måneds tid siden, forærede jeg bogen til to familiemedlemmer. Den var da på originalsproget. Mike er fra England og Helene læser gerne engelsk.

Når jeg først er faldet for en bog så bliver jeg næsten ked af det, hvis folk ikke kan lide den, – det er som om det er en af de bøger, jeg selv har skrevet. På trods af det, vovede jeg at spørge ind til hvad de syntes om bogen:

Helene: I forhold til dig, som vidste, at bogen var inspireret af Campus-sagen, så vidste jeg intet. Jeg skulle langt ind i handlingen, før det gik op for mig, at der var tale om kidnapning af en unge kvinde. Jeg var overbevist om at hun var en ond mor, der havde svært ved at slippe sit barn (amningen). På grund af hendes dårlige tænder og almene dårlige tilstand, mente jeg, at hun måtte være narkoman. Der gik altså en rum tid før det gik op for mig, at hun var kidnappet af den gamle mand, men på trods af det forfærdelige, prøvede at have så normal en hverdag kørende, for barnet og hende, som muligt.

Første halvdel af bogen er bare så godt skrevet, med det lille barns fortællerstemme. Halvvejs, fik jeg en opfattelse af, at romanen ændrede karakter og nærmest blev en spændingsroman; det var enormt uhyggeligt! Anden halvdel af bogen, får af gode grunde (som ikke skal nævnes her, hvis der evt. sidder et par kommende læsere og læser med) et mere socialrealistisk præg. Men bogen er en page-turner, hele vejen. En af de bedste bøger jeg længe har læst!

Mike: Det er fascinerende, at forfatteren formår at skrive ud fra det 5-årige barns virkelighedsopfattelse og at sproget (barnets) holder hele vejen. Man skal jo netop huske på, at barnets verden er Hus og Mor og samtlige møbler der befinder sig på elleve kvadratmeter. Romanen ville slet ikke have haft så fast et greb i mig, hvis sproget havde været som det sprog du og jeg fx taler. Det er brilliant godt skrevet!

Så:

“Forestil dig at du er fem år, og at du har været lukket inde i et rum kun sammen med din mor, siden du blev født. Hvordan vil du opleve verden udenfor, hvis du blev lukket ud?”

Du kunne jo prøve, at sætte dig ned og skrive en lille tekst om hvordan du tror din verden ville se ud, hvis du aldrig havde set andet end et rum med de mest nødvendige elementer, som en seng, et skab, et fjernsyn, to stole, et bord, et tæppe og din mor?

Du kunne også skynde dig, at få fat i bogen og læse den – hvis du endnu ikke har oplevet den. ‘Rum‘ er en klassiker.

Som Emma Donoghue selv skriver:

“Our culture is constantly telling stories about psychos who capture women. I deliberately kept my kidnapper out of the spotlight. The more I read and thought about it, the more it seemed to me that there is no comfortably fixed moral distance between a kidnapper and the rest of us. (The existence of entire slave-owning societies reminded me that humans often find it both convenient and pleasurable to own others.) It was not Old Nick’s evil that fascinated me, but the resilience of Ma and Jack: the nitty-gritties of their survival, their trick of more or less thriving under apparently unbearable conditions.”

Fakta:

Udgivet 28.03.2011

Oversættelse fra engelsk af Kirsten A. Nielsen.

 

Redigering slut for i dag – er kommet til kapitel 26

Jeg nåede en hel del i dag og er faktisk lidt ked af at slippe romanen, – det går jo bare rigtigt tjept – også med ideerne. Men aftenklokken har ringet og det betyder at jeg ikke skal bruge flere timer på romanen i dag. Desuden kommer familien hjem fra Sverige lige om lidt, så vil der være nyt liv i huset og madlavning og eventuelt en god film i fjernsynet.

På tirsdag går det løs igen med redigeringspennen.

SPISEPAUSE SPISEPAUSE SPISEPAUSE

Uret ringer. Så er der spisepause. Jeg er ellers lige så godt på vej med redigeringen. Men hjernen trænger til mad – og pause. Hold da ellers op som man konstant ser fejl. Og nye sætninger! Gud bedre det! Nye sætninger kommer strømmende hele tiden og giver romanen nye vinkler.

Er det klogt at drikke vin nu?

Hvert skriv til sin tid

og min tid er i dag. Mens hele Danmark drikker Pinse vil jeg gå i redigeringsrummet. Jeg har cirka syv timer foran mig i et tomt hus, til at sætte skik på min roman. Jeg har indlagt pauser (til at spise og drikke vand) og 2 overspringshandlinger (musik – i dag noget gammelt, tror jeg).

Nu er det lørdag for God’s sake..

Jeg vælger mig Æsel

Dette er ikke en kritik af Kristina Stoltz’s nye erotiker ‘Et kød‘, som udkom forleden dag. Det er et simpelt valg. Jeg er ikke et erotisk menneske og vil heller ikke læse om erotik. Jeg er til gengæld stædig som et æsel og meget opsat på at samle op på de gode og interessante romaner, som jeg med stor skam må meddele, at jeg ikke har fået læst endnu. Og noveller, selvfølgelig.

NotaBene: ‘Æsel’ blev udgivet den 11. marts 2011.

Friday On My Mind

Ventehylden lige nu

Det er trend, at udgive sine digtsamlinger når man har rund fødselsdag. Især hvis man er god til at digte. To forfattere der begge starter med ‘Pia’, har netop gjort det, – eller den ene har. Den anden skal til det. Pia Tafdrup fylder 60 den 29.5, i den forbindelse udgav hun ‘Salamandersol‘ den 22.5.

Pia Juul fylder ti år yngre den 30.5 og nedkommer med en rimelig tyk bog/digtsamling den 29.5, med titlen ‘Indtil videre‘. Den består af otte digtsamlinger udgivet fra 1985 til 2010. Jeg har noget at samle op på mht. Pia Juul. Den 30.5 er jeg så heldig, at det netop er lønningsdag, så digtsamlingen der ligger på ventehylden i butikken lige nu, får sig naturligvis (endnu) en køber.

Et rigtigt torsdagsparadoks inden bussen kører mig videre

Hvor underligt det end lyder, så er jeg mere i stand til at kalde mig for boghandler, end forfatter – omend jeg hverken er det ene eller det andet. Men ikke desto mindre står jeg bag en disk og sælger bøger i Arnold Busck hver dag – pånær tirsdag – og når jeg kommer hjem, skriver jeg på en roman (ikke om mig selv). Det er ikke så cool (det med romanen) men for høvled, det er trods alt sådan min verden hænger sammen.

Ingen verdens ting

Sig det med ord

Side 41 i Den Ulykkelige boghandler:

“.. Jeg har siden teenageårene været fascineret af bøger hvori forfatteren eller helten(e), er tvunget af omstændigheder eller af fri vilje og grundet skepsis over for det samfund de er blevet plantet i, på en eller anden vis vender tilbage til naturen. Nok fordi jeg, som mange andre, og ofte med god grund, har følt mig som en brik der ikke passer ind i puslespillet..”

Bogen udkom den 11.5 d.å. og er til for dig og dig og dig. Læs den før din boghandler! PS: Græder over mine tastefejl: Havde først skrevet ‘Den Ulukkelige boghandel’.

Bebop

Bra bra Laugesen

Brabrand er et lille sted i nærheden af Aarhus. Jeg har en særlig tilknytning dertil. Det var jo der jeg fandt mig selv og i fuld overbevisning mente, at nu kunne jeg ikke blive klogere. Heldigvis kom jeg til en helt anden konklusion med tiden. Men Brabrand, for den da!

Nogle bøger har det bare med at fænge. Enten på titel, forfatternavn eller farve(r). I dette lille blogindlæg kan jeg så bedyre at det var farven. Lige som Kamilla Hega Holst ‘Sort’, er denne bog også skrig-gul. Og så er der kastet nogle bogstaver ind på det gule.I regnbuens svært kære farver, næsten:

YAK OG YETI.

Pyt med de 5 stjerner fra Berlingske Tidende. De 5 stjerner er bare grafisk konfetti. Til gengæld er anmeldelsen pænt oplysende, thi – det var jo den, der fortalte mig, som læser, at Brabrand er en del af bogens brand. Tak for det!

Forfatteren, Laugesen er nu heller ikke til at komme udenom. Han tilhører sig selv og gruppen af en hel masse andre prominente  forfattere, som godt må kaldes ‘kult’.

Den her bog er ikke blot en roman. Den indeholder noget der er tæt på digte. Ifølge anmelderen Jørgen Johansen, er det nu ikke digte men tekststrømme. Godt så. Men det korte i det lange er at jeg faktisk gik rundt og troede, at jeg kun skulle have en digters samling (Pia Tafdrups ‘Salamandersol) med i feriekufferten. Jeg har nu troet om. Også en Laugesen! Livet er smukt!

Om bogen skriver anmelder Jørgen Johansen i Berlingske Tidende:

“Så længe der er skrift, er der liv, og Peter Laugesen fortsætter med at skrive. Selv har han fastslået, at hans tekststrøm ikke skal vurderes som enkeltelementer. Der er kun et værk. Tilføjelsen »Yak og Yeti« føjer sig smukt til helheden.”

Læs hele anmeldelsen her: Digte. Og når du alligevel er på avisen, så læs også Eva Pohls fine anmeldelse af Martin Hammerich – Kunst og dannelse i Guldalderen – ord, som får mig til at elske bøgeskoven endnu mere: Monografi.

Set på Twitter i dag

Tvillingerne

Omkringfarende
naive Hermes kroppen
en forvandlingsfugl 

Af Lonni Krause, Peter Mulvany arrangerer (@danskhaiku) on Twitter

Isis och Bast

Agurketiden kommer! – rolig nu

Nu sker det helt af sig selv, at sommeren kommer. Med sommeren kommer agurketiden. Verden står stille. Snart kan man stå i butikken og se, at ventehylden bliver mindre. Eller stakken af udgivelsesklare bøger falder. Ingen anmeldere mener en masse. Vejen fra ventehylde til bogreol mosser til. Butikken hviler. Boghandleren benytter sig af roen og slår roen fra og holder sin velfortjente ferie. De, der er tilbage i butikken passer på resterne. Agurk. Det er helt forunderligt, at det er med den på. At vi kender dagene fra juni – medio-juli som en grøntsag. Vi må vegetere. Det er nok det.

Tracey Boyd Book

Doktor Doktor

- Dr. Frank, hvordan kan du dog holde alle de lidelser ud?
- Det er et kald. Kald det hvad du vil.
- Kærlighed til folket?
- Uh, det går way dybere, lille frøken.
- Under jorden?
- Ja.
- Lyssky affærer?
- Dobbeltpsykologi, nærmest.
- Ah, ok. Er det godt (for mig)?
- Det ser håbløst ud..
- Nåh, nu skal jeg hjælpe dig!
- Ja dak!

Lige et øje ..

Florence + The Machine

Lige Under Overfladen 6 – Fremmed stjerne

Science Fiction Cirklen

Så er det bestemt, hvem der skal være med i årets LOU – “Lige Under Overfladen”, som bliver den 6. i rækken af Science Fiction Antologier, som Science Fiction Cirklen udgiver. Det er Carl-Eddy Skovgaard der som altid er redaktør.

I år har det været ekstra svært for redaktøren at vælge imellem de noveller, der klikkede ind i hans mailboks. Men nu ser det ud som om der er valgt. Vi er 27 forfattere, der kom igennem nåleøjet og som kommer til at præge den nye Science Fiction antologi.

LOU 6 udkommer til august, 2012.

Jeg har desuden bidraget med noveller i bøgerne ‘LOU 3′ og LOU 4′, med henholdsvis “Irma Ovesen” og “Blåfugl”.

Aftendigt til ko

Jeg skubber min ko afsted
de store ben er i vinkel
Den drejer
kører rundt i sin krop
smiler for vi ved
Holder styret op under patterne
for solen
for månen
Bæller mælkens sidste stråler følfods gul

Hør nu slubrer koen lyde fra
lægger sin kind ind til min godnat
sådan nogenlunde gør vi i græsset

A Forest

Louisiana Revisited

This slideshow requires JavaScript.

R.E.M.

Klar besked

Penge!

Du må ikke have andre guder end mig

.. sagde skriveguden mens den lakonisk hev sig i det du og jeg ville kalde for overskægget. Jeg blev enormt sur og sagde -

- Det er kedeligt at være forfatter!

- Vil du virkelig være forfatter i Danmark, så få styr på din privatøkonomi, betal din skat, styr dit forbrug og undgå faste udgifter og lån!

- Hvem siger det?

- Det siger Steen Langstrup!

- Er han klogere end dig?

- Bestemt! Du kan læse mere her:  AT LEVE AF DET

Om Steen Langstrup:

 

Prisbelønnet forfatter. Har udgivet noveller, romaner og tegneserier, fra socialrealisme over krimi noirs, humor, spænding og gys til en enkelt humoristisk fagbog om bogbranchen.

Han er filmatiseret, radiodramatiseret og oversat til flere fremmede sprog.

Indie-forfatter siden 2002, hvor han forlod Gyldendal og startede eget forlag, 2 Feet Entertainment.

Ovenstående bog er Kåret til Årets Danske Horrorudgivelse 2011

“Du skal ikke græde, Agnes,” siger klovnen. “Det er jo bare showbizz.” Han flytter pladesaksen over i den anden hånd. “Jeg lover dig, jeg ikke dræber dig, okay?”

Agnes sidder let foroverbøjet i stolen, så langt rebene nu tillader det. Der drypper tårer og savl fra hendes hage. Hun drejer hovedet ganske svagt og ser på klovnen, forsøger at tolke blikket i de blå øjne bag masken.

“Det lover jeg,” gentager han. “Jeg dræber dig ikke – og det er der heller ingen andre, der gør … før du selv beder om det!”

Hvem skal nu betale, hvem har råd?

Det har jeg! Eller, jeg tager mig råd til et digitalt abonnement på Politiken, når det kommer på tale til efteråret!

Jeg læste forleden i Politiken, at Politiken går med nogle tanker. Den synes vi læsere skal betale for det antal artikler vi læser på nettet. Vi ved alle, at papiravisen har det skidt. Til gengæld har nettet det godt. Det undrer mig, at Politiken ikke tænkt den tanke noget før? Men selvfølgelig skal man være klar til at sælge varen.

Politiken lover god journalistik! Ikke fordi at jeg vil klage. Dog forestiller jeg mig, at penge kan øge skrift og ide så avisen bliver en meget bedre avis. Ville du måske lave noget bæ, hvis du blev betalt for det?

Bo Lidegaard, Politiken siger:

» har ikke låst os fast på hverken pris eller grænse for, hvor betaling indtræffer. Men vi antager, at jo mere man benytter sitet, desto mere parat er man til at betale for kvalitetsjournalistik. Vi taler dog om en meget lille del af politiken.dk’s brugere, der vil blive berørt af brugerfinansiering. Med modellen håber vi på at have fundet en væsentlig byggesten til finansieringen af kvalitetsjournalistik i Danmark.»

Wonderful Life

Statistisk set

Spis med Mindfulness eller get lost

Spis med Mindfulness

Jeg er ikke så god til at skrive om slankebøger. Måske er der en grund til dette? “Tyk mavet, dellefåret og rumpeslasket”, som man jo er gået hen og blevet. Men i går var vi et par stykker, der snakkede om slankekure. Jeg ved ikke hvor ofte mænd gør det. Ser vi os omkring, er det sjældent mænd, der kommer ind i butikken og køber en bog om at reducere dellefedt. Det kan ske, at der kommer en herre og køber en diabetes-kogebog, men det er vel også en nødvendighed, når man er “nået så langt, som til sygdom”? Som jeg ser det, er der en skævvridning. Medierne har så travlt med at overbevise verden om at selv blinde mænd foretrækker slanke kvinder, og at mænds dellefedt bare er “love handles”. Måske er slankekogebøgerne kun skrevet til kvinder, fordi mænd er udenfor pædagogisk rækkevidde, når det gælder om at slanke sig? Jeg ved det ikke. Og jeg er åben for forslag.
Nu er der kommet en slankebog mere på lystavlen. Måske skrevet til en mand (også), måske ikke. Lise Baltzer præsenterer os for: ‘Spis med Mindfulness’.

Begrebet ‘Mindfulness’ er ikke nyt. Der er Mindfulness indenfor alt, – både måden man sætter sin hat og hvordan man snakker til sin hund. Jeg kan egentlig godt se ideen. Kloge tunger påstår også at vi har nemmere ved at tage på, når vi er stressede; vi spiser flere dumme ting, og kroppen reagerer heller ikke for smart, den har simpelthen en tendens til at øge mavefedtet i stressbelastninger (det er der en større kemisk forklaring på, som jeg ikke vil ind på her: Mine intellektuelle biorytmer er SÅ meget i bund pt).

Spis med Mindfulness skulle være en bog, der griber ind i din livsstil på en helt anden måde end alle de andre slankebøger, som findes på markedet lige nu. Det handler om at samarbejde med sin egen krop.

Om bogen: Bogen “Spis med mindfulness” af Lise Baltzer danner baggrund for workshops, kurser, individuelle forløb og foredrag for mennesker, der ønsker at nå deres naturlige vægt uden slankekur eller kostkoncepter. Via lette skræddersyede mindfulness øvelser lærer du at lytte dybt til egen krop, respektere kroppens signaler – og spise derefter. Det giver et støt og roligt samt langtidsholdbart vægttab. Lise Baltzer gør op med dogmer og vanetænkning inden for slankeindustrien og giver os i stedet lov til at lytte til vores egen intelligente krop – og finde vores naturlige vægt. .”

Sitting In The Park

Med Karen Blixen på Louisiana

- Shit.. Louisiana i regnvejr! Tror De vejret holder, Karen?

- Ja. Jeg tror det vil regne det meste af dagen. Vi må derfor medbringe en regnskærm. Gummistøvlerne, kan vi jo have på fødderne.

- Jeg tror ikke jeg har lyst til at have gummistøvler på. Det er jo trods alt et Kunstmuseum, ikke en baghave.

- Men jeg ville holde meget af en gåtur i Louisianas haver. Skue ud over havet og tænke, at derovre, på den anden side ligger mit Afrika.

- Jeg ved ikke med Afrika.. Man siger jo, at De var racist?

- De må have misfortolket noget. Eller også er ordet ‘racist’ helt misforstået?

- Har folk da fejllæst Dem, tror De?

- Folk gør det, der er oppe i tiden. Nu snakkes det meget om begrebet racisme. Midt i den snak, ser de sig omkring og falder over mig. De læser overtoner, som regel dem de selv komponerer, med det der er oppe i tiden.Var de i en anden tid, og gik de ned i substansen, ville de læse noget helt andet. Overfladiskheden er kommet af det digitale samfund I befinder Jer i.

- Men ikke desto mindre, har man brugt Dem i en konflikt mellem sorte og hvide?

- Jeg har altid beundret afrikanernes evner. Ikke mindst deres måde, at leve i pagt med naturen. Har De læst Den Afrikanske farm?

- Ja da!

- Det var jo ikke sikkert, lille Krause!

- Nej, jeg mener jo. Jeg er i en fantastisk læsegruppe med to kvinder. Vi læser dig. Det hele skal kulminere i et besøg på Rungstedlund. Lige nu har vi fat i Deres syv fantastiske fortællinger. Vi skal læse ‘Vejene omkring Pisa’, til i dag. Så vil vi sidde på Louisiana og snakke om Deres vidunderlige noveller, mens vi nipper til et glas rødvin.

- Har De fået læst novellen til i dag?

- Æh, nej. Jeg er jo boghandler, og boghandlere får ofte så mange tilbud. Der er så meget guld at læse. Se nu denne Jennifer Egan hun ..

- Så skal I besøge mig til jul. Der holder vi rigtig fest!

- Nu kom vi jo helt væk fra emnet om Dem, som racist (og Jennifer Egan). Har De hørt, at en mand i Kenya har kritiseret Dem, og vil have omdøbt den bydel i Kenyas Hovedstad, Nairobi, der er opkaldt efter Dem? Hvorfor tror De debatten blusser op nu?

- Den slags ser jeg ikke. Men hvis De nu ser verden som en cirkel. Se da de mennesker, der lever i cirklen, som verdens redskaber, der farver den cirkel. Der er gode redskaber og mindre gode. Dermed ikke sagt, at de mindre gode ikke har ret. Men ser De verden som en cirkel og menneskene som verdens redskaber, så ligger vi alle under for en runddans, der kommer forbi gamle debatter igen og igen. Hvad/hvem skulle vi ellers snakke om?

Bo Hakon, Kristeligt Dagblad skriver i en artikel fra d. 8/5 – 12:

Til efteråret kommer en fuldstændig udgave af alle brevene fra Afrika. Det drejer sig om cirka 800 sider mere, som Frans Lasson ikke tog med i sin udgave, da de mest er af rapportkarakter til bestyrelsen for kaffefarmen tilbage i Danmark. Selve værket ”Den afrikanske Farm” fik vi 2007 i en pragtfuld udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med meget oplysende noter og efterskrift ved Lasse Horne Kjældgaard.

- Hvad siger De til det?

- Jeg siger, at det må de da virkelig selv om! Men det bliver da drøn-kedeligt med alle de der rapportkarakterer! Jeg vil meget hellere fortælle verden en helt ny historie!

Raindrops Keep Falling On My Head

Kære Orhan Pamuk, tillykke!

Jeg sidder og læser i  ”Den naive og den sentimentale romanforfatter” og tænker, hvem der dog bare havde en onkel som dig. Vi kunne sidde og drikke te sammen, mens du oplyste mig om de mange muligheder Europa har. Eller vi kunne gå en tur ved Hornbæk Strand, måske Amager Strand – du bestemmer. Vi kunne gå ved vandet og snakke om vores verden(er). Om modsætningerne mellem øst og vest, at de ikke er hindringer, men fordele. Jeg beundrer din evne til mod. Du er modig. Du tør pille ved de kulturelle grænser, når du skriver, bløde de hårde linjer op. Da jeg sad og læste din bog “Den naive og den sentimentale romanforfatter”, tænkte jeg, at du i grunden er meget “vestlig”, selvom dine rødder i sin tid groede ud af Istanbuls ler. Handler det kun om intellekt? Det tror jeg ikke. Selvfølgelig også det. Men jeg tror dit hjerte er et af disse vigtige katalysator-hjerter, som banker for verden, sådan, at vi der læser dig, ikke kan lade være med at ville det gode. Vi ser op til dit hjerte.

Orhan Pamuk

Tillykke med Sonningprisen 2012!

Old Lady

 

 

Det syder og bobler af gamle hormoner

Åh ja. Pyha! Jeg sveder som pisket! Rødmer helt om i nakken! Skal vi ikke skrive en bog om det?Hvordan vi skal spise, elske og opføre os “i den alder der”

Overgangsalderens svedighed er pludselig blevet svedig at skrive om, – det skriver en journalist. Og hun har vel ret. Men har vi ikke vidst det længe? Af bøger nævner hun faktisk alle dem (de få), der ligger parat til enhver svedig husmor i klimakteriet. Charlotte Hartvigs “Kvindekuren – slank uden rynker” og Hanne Rolsted Jensens “Hedeturen – rejsen til et andet sted”. Hun nævner også Monica Krogh-Meyers bog, “Plus-alderen – vi bliver jo bare ved”.  Men hun glemte en.

Min bog. Den udkom allerede i 2010.

Den her bog er den manglende tråd i hønsestrikken

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uha – svede-svede, tude-tude og nøj, hvor er her varmt! Med fare for at Jante løber efter mig med en skovl og slår mig i bøtten, vælger jeg alligevel at fremhæve mig selv. Man kan kun tage ansvaret for sig selv? Man kan ikke regne med at blive nævnt – derude? Så nu nævner jeg mig selv herinde –  og lidt af lektøren, der fulgte i kølvandet på bogen:

Beskrivelse: Forfatteren fortæller med selvironi og humor om at nærme sig de 50 år. Om de fysiske forandringer kvinder oplever, om ændrede forventninger fra omverdenen og hvad man som halvgammel kvinde kan og ikke kan tillade sig at gøre. Med eksempler fra hverdagsagtige situationer.

Og så et lille udpluk af en anmeldelse fra forfatter A. Silvestri: “Lonni Krauses bog om Blødningsforstyrrelser og kilometerlange svedeture er en hyggelig, lille sag, der vil appellere til kvinder i samme aldersgruppe som hende selv.Bogen er inddelt i 20 seperate klummer, der hver især tager udgangspunkt i noget, der har angrebet forfatterens hjerne. De 20 titler er meget spredte, og går fra  Selvfølgelig har jeg en blog til Terroristens datter taler ud!. Der er en god portion kronologi over bogens opsætning, og som læser får man på fornemmelsen, at disse tekster er skrevet i den rækkefølge, de står i i bogen. Allerede fra første færd, står det klart at LK gør i det humoristiske. Så forskellige temaer som svineinfluenzaen, eksistentielle spørgsmål om egen kvindelighed, privatsfære og fordrukkenhed tages under kærlig behandling, og det i et hæsblæsende og direkte sprog.”

Så der findes 1 bog mere i kategorien af “overgangsalderbøger”, skulle jeg mene. Det ved journalisten så nu.

Lidt blogging fra Svedebloggen, for nogen tid siden: Let’s talk about sex..

Illustrationerne i Den sorte bog om blødningsfortyrrelser og kilometerlange svedeture, er gjort af Maria Lyng Andersen.

Det var kattens!

Kage, Kaffe og Kat starter med K, plus Kæle og Klappe. Det giver derfor fuld mening, at der er åbnet en katte-cafe in der Blumenstockgasse 5, i Wien. Cafeen hedder ‘Cafe Neko’ og ‘Neko’ betyder Kat (på japansk). Ejeren af cafeen er selv japaner. Hun fortæller, at japanerne mener, at det bringer held, at have en kat i huset.

Kattene kommer vist fra kattehjem – eller gaden. Man kan læse om kattene på cafeens hjemmeside, – og der bliver ikke sparet på de hyggelige adjektiver. Der er fx Moritz, som, foruden, at være Maine Coon, er Sanft und gemütlich. Så er der Luca, der også er Maine Coon. Han er Moritz bror, og Sportlich und aufgeweckt. Haru blev fundet i en park. Nu er han lykkelig på Cafe Neko. En Sehr ruhig und lieber Kater. Momo er sehr anschmiegsam. Og Sonia kan godt finde på at bide. Men hun vil immer auf dem Schoß sitzen. Thomas er Sonias bror. Han sehr neugierig.

Til Deres oplysning kan jeg fortælle, at jeg selv har 3 katte (2 løve-katte og 1 tiger-kat), og jeg er faldet pladask.
I juni står der FERIE på skemaet. Turen går til Wien. Kæresten og jeg skal selvfølgelig besøge Cafe Neko.

I Don’t Like Mondays

Statistisk set

Hvad skal vi læse spør’ vi hinananden, far mor og børn eller hvem kommer først?

.. Købmandsforretning, skjul eller rundbold? Kikkassen gir os måske en ide..

Ingrid og Lillebror var min barndoms “For børn”. Dengang da .. var der ikke mange kanaler og farver (på TV)! Det var sort/hvid skærm – og så Ingrid og Lillebror. Ligesom Ingrid og Lillebror, har Bo og Lis den samme mimik, hele vejen. Måske er det derfor jeg fanger det, som at forfatterne Andreas Refsgaard og Jonas Stampe, gerne vil have ud til folket. Bogen ‘Bo og Lis – den so‘ udkom medio april, i øvrigt.

Man kender ellers de mange festlige indslag om Bo og Lis fra Youtube, hvor hovedpersonerne kommer vidt omkring, – på byggepladser, bondegårde og i telefonen.

I sin tid skrev en kyndig person, at alt der kunne digitaliseres, vil blive digitaliseret. Bo og Lis – den so, er en undtagelse. De var digitale fra begyndelsen. Nu er de omvendt.

(skal vi virkelig læse det?)

En nat bliver det sommer

Elskeren

Engang havde Silkeborg en særpræget biograf. Når man trådte ind i den, besøgte man et sted, der kunne forvandle sig til hvad der blev vist på lærredet. Små runde kakkelborde, hvor gammel stearin var størknet så konkret, at ingen glas kunne stå lige, stod rundt omkring i rummet, sammen med gamle klapstole. Gulvet var beton. Væggene fuld af sort grafitti. Et gammelt lærred var spændt op under loftet og ingen, der besøgte denne særlige biograf, kunne sige sig fri for at være en smule usikker på, om det blev hængende. Biografen viste Marguerite Duras, ‘Elskeren‘ – ‘L’amant‘, så stedet var med et, tryllet om til Nordkina. Min elsker og jeg drak øko-cola og spiste æblekage i mørket, mens vi lod os underholde af Jean-Jacques Annauds mesterværk.

Selvfølgelig læste jeg også romanen, dengang. Min elsker mente, at jeg gik glip af god litteratur, hvis jeg kun læste Erica Jong og Marilyn French. Så når min elsker var i Silkeborg og jeg i København, så læste jeg Marguerite Duras, thi det var godt, sagde han, og jeg følte, at jeg var så tæt på ham, som jeg kunne være – på den afstand. Eller, jeg følte det ikke, jeg var jo tæt på ham.

Nu har Forlaget Vandkunsten, udgivet ‘Elskeren fra Nordokina‘, af Duras.

Färger på natten

Hav en god lørdag!

BogMarkedet

Jeg har fri adgang til fagbladet, ‘BogMarkedet’, i butikken, hvor jeg til dagligt står og sælger bøger. Bladets faste plads er i personalestuen, så alle ansatte kan læse om de sidste interessante sager indenfor – ja – BogMarkedet. Men ofte har jeg ikke tid til at læse det i pausen. Frokoster er flygtige størrelser. Derfor er jeg blevet abonnent på BogMarkedet, boghandlernes blad. Nu kan jeg blive oplyst i min egen lænestol.

Seneste nummer af BogMarkedet (d. 7/5 – 12).

Vigtig overskrift i dette nummer: Boghandleren bør blive forlægger.

Frit citeret fra bladet: “Historisk set startede forlagsbranchen ved, at boghandlere slog sig sammen om at udgive en ny titel. Så hvorfor gør vi ikke det igen?”

Blodprøve Revisited

- Hallo? Det er hos lægerne.
- Hej, mit navn er .. Hvordan ser blodprøver og Ekg ud?
- Jeg kan ikke lige finde dem..
- …
- Jo, der er de!Blodprøverne er normale.
- Ok. Hvad med kolesterol?
- Jeg kan ikke lige finde den..
- Har I ikke kolesterol’en med?
- Næ.
- Jamen, kan du se om I taget den? Måske venter I bare på den?
- Nej. Den er ikke med. Du fik taget en blodprøve i 2011. Der var dit kolesteroltal normalt.
- Det er da underligt. I skulle da også tage det nu?
- Du må bare komme igen.
- Jeg hader blodprøver!
- Dit Ekg er normalt. Sinusrytme er normal. Dit hjerte slår lidt hurtigt. Men helt normalt. Er du stresset?
- Ja?
- Du er stresset!
- Min mor har forhøjet kolesterol. Jeg forstår ikke hvorfor I ikke tog den prøve med. Jeg er snart halvtreds! Og jeg husker dårligt!
- Den må vi have med så.
- Men jeg hader blodprøver!
- Jeg giver dig en ny tid.
- FUCK!

Tid, er det jeg har mindst af. Giv mig en ny tid, tak! Tid til at skrive. Tid til at drømme. Det er verdens bedste kur (for mig)!

Unge arabiske stemmer

En litteraturkonkurrence, udskrevet af Det Danske Institut i Damaskus, satte i efteråret, 2011, gang i den unge, arabisksprogede generation. Alle deltagere skulle være under 30: Så de unge kunne komme til orde.
Der skulle skrives om ‘Det arabiske forår’. Det er blevet til en interessant og vigtig bog, som tematisk set, kommer vidt omkring. Bogen er i øvrigt tosproget – dansk og arabisk.

Forlag: Per Kofoed.
Udgivet: 5. maj i år.

Friday! Thank God it’s Friday!

Bogen jeg læser nu: Tæskegodt!

Mer om den på et senere tidspunkt.

“Der er så mange konsoNANter i det navn ..”

- Goddag, jeg vil gerne købe en bog med den finske forfatterinde .. Altså ikke hende med ‘Renselse‘, men den nye.

- Ikke Sofia Oksanen nej. Du tænker på Riikka Pulkkinen!

- Ja! Præcis! Jeg kan ikke stave til navnet. Men jeg kan huske, at der er mange konsonanter lige efter hinanden.

- Jeg prøver.

Heldigvis vidste jeg at bogen hedder ‘Sandt‘. Det er en af de nemmeste titler jeg længe har set.

- Jeg synes ikke jeg har set den i butikken, endnu. Jeg tjekker lige efter på vores bogportal.

Der var ingen Riikka Pulkkinen i butikken. Heldigvis var bogen lige til at bestille.

- Tak. Får jeg en sms når bogen er hjemme?
- Det kan du tro!
- På gensyn!
- På gensyn!

 

 

 

 

 

 

 

 
**

Beskrivelse af bogen:

“Elsa, professor i psykologi, er dødelig syg af kræft. Hendes mand og datter er tynget af sorg, men forsøger at vænne sig til tanken om at de skal miste hende. Barnebarnet Anna, der har et meget nært forhold til sin mormor, får en dag at vide, at der har været en anden kvinde i morfarens liv; en ung kvinde, som var familiens barnepige i 60´erne, og som det efterhånden viser sig, at alle kvinder i bogen har et eller andet forhold til. Var morfarens forhold til hende bare et af de sædvanlige sidespring – eller har han udnyttet og ødelagt en anden kvindes liv?”

Riikka Pulkkinen

Knausgårds kone revisited

Ifølge blogindlæg fra den 7.5, havde jeg stor lyst til at købe ’Grand mal’ (skrevet af Knausgårds kone), for næsen af en potentiel kunde. Vi fik kun 1 bog til butikken. Deraf det tossede kapløb. Men.. Da jeg kom på job i dag, bemærkede jeg, at pladsen hvor novellesamlingen stod frontvendt forleden, den var tom!

Kunden kom før mig .. That’s life!

Linda Broström Knausgård

Salamandersol i butikken

Ventehylden i dag: En digtsamling. Pia Tafdrups nye digtsamling: ‘Salamandersol’.
Jeg smugkiggede og tænkte – der er hun jo. Men jeg kiggede kun lidt fordi samlingen skal være helt ny for mig når den udkommer, den 22. maj (om lidt). Bogen består af 60 digte – et digt for hvert år i hendes liv (1952-2011).

 

 

 

 

 

 

Den 31.5 kan man opleve Pia Tafdrup på Hovedbiblioteket klokken 17-18.30, og høre hende fortælle om sin nye digtsamling.

Rumours says: iPad mini/nano

 

August, dette år, bliver måneden hvor iPad går mini. Skærmen bliver en 7,85 tommers. Opløsningen, 1024 x 768. Nu har jeg jo ikke en iPad. Så jeg må indrømme, at det begynder at trække lidt i mig.

Man lär sig att det ordnar sig..

 

Innan himlen klarnar
måste allt nog först bli mörkare
Jag klarar mig på så lite ljus
Jag lever mitt liv utanför
Man lär sig att det ordnar sig
Man lär sig att man klarar sig
på nästan ingenting till slut

 

 

Hej, hvordan gik blodprøven?

Hallo? Husk CPH:LITT – det slutter den 12.5 – 2012!

- Hej hvordan gik blodprøven?

- Fint, hun stak til det blødte!

- Nice. Hvad sagde Ekg’et?

- Det ved jeg først senere i dag, men laboranten bad mig hele tiden om at slappe af! Er det et godt tegn?

- Det er da ellers ikke slemt, at få taget et Ekg?

- Nej, men jeg følte mig pludselig overvåget. “De” kunne se noget på mit hjerte som jeg ikke kunne..

- Kurverne?

- Ikke kun dem. Også det andet.

- Nu er jeg ikke helt med..

- Nevermind. Hvordan går det?

- Fantastisk godt! Jeg har lige fået fat i bogen, ‘Tæskeholdet banker på’, af Jennifer Egan. Den er fantastisk! Har du hørt om den?

- Hm. Ja? Hænger Jennifer Egan ikke sammen med det der CHP:LITT, der kører for tiden? Jeg er ikke helt opdateret..

- Du må altså læse den! På fredag vil jeg helt klart et smut i Det Kgl. Bibliotek og opleve Jennifer Egan i samtale med Christian Jungersen! Jeg kan sende dig linket til CPH:LITT!

- Christian Jungersen? Mama Mia! Det er jo ham med ‘Du forsvinder‘. Send endelig!

-  Og hvis du kunne lide David Mitchells ‘Skyatlas‘, så vil du elske ‘Tæskeholdet’!

- Den der mastodont af en bog. Jo tak! Den kræver sin læser. De først 60 sider måtte jeg altså nive mig i armen, men SÅ kom der et break-through! Fik du læst Jungersens seneste?

- Nej. Ved du om den er kommet på paperback?

- Det er for tideligt. Giv den lidt tid.

- Ok. Jeg tror altså også jeg kan vente! Jeg har rigelig med læsestof!

- Nu kommer mit tog, jeg må hjemad. – Har forresten hørt, at David Mitchells ‘Skyatlas‘ bliver filmatiseret.

- Interessant. Har endnu ikke læst den. Men føler næsten jeg har. Alle disse omtaler af den bog! Ringer du og fortæller mig hvad blodprøverne siger?

- Ja. Og EKG’et..

- Du skal ikke være nervøs. Det er bare stress.

- Jeg prøver at slappe af. Men når folk hele tiden siger man skal slappe af, så har det åbenbart den modsatte virkning. Kender du det? Læser den der bog om at man er hvad man tænker!

- Haha, ja – husk nu også din skønlitterære dosis!

- Karen Blixen venter.

- Og Jennifer Egan.

- Mit tog! Vi snakkes!

- Knus! Jeg sender dig lige linket til CPH:LITT – du kan stadig nå at være med! CPH:LITT 2012

**

Running Man

Det ultimative forræderi

Knud elsker Vera. Vera elsker Knud. Knud spionerer imod hende for Stasi. Se, det er en rigtig kærlighedshistorie.

Hvilken hånd vil du ha ?

Det er mest almindeligt at tage blodprøver i albuebøjningerne. De suger kun det blod ud i glasset, de behøver. Det ubehag, der er forbundet med undersøgelsen er mit eget. Derfor er den svien jeg oplever, når nålen føres gennem huden og ind i en blodåre ikke relevant at skrive om her. Jeg er et lukket system, et glas under tryk, der indeholder sukker, salte, proteiner og enzymer. Fire meget typiske ting.

Det gør ikke rigtigt ondt på fisk

Da jeg stadig var en del af Facebook, efterlyste jeg et link til en kronik, som forfatteren Morten Søkilde havde skrevet i Politiken. Det gode ved Facebook er, at der ofte er en rar sjæl, som vil hjælpe til, når man er i nød.
Normalt plejer det ikke at være et problem med links. Bare man har en computer. Men her kom jeg altså til kort. Kronikken var ikke lagt ud på Politikens digitale side og så er man jo lige vidt. Forfatteren Knud Steffen Nielsen, dukkede op på min tidslinje og tilbød at sende hele herligheden med Post Danmark.

Et par dage senere modtog jeg virkelig Morten Søkildes kronik, men ikke kun den. En digtsamling af Knud Steffen Nielsen selv, medfulgte. MANGE TAK! Så langt tilbage jeg kan huske (til omkring 2009), har titlen fascineret mig. Læs selv: ‘Det gør ikke rigtigt ondt på fisk‘. Lyder det ikke som to børn der er på vej ned til dammen for at fiske? To små drenge, i korte bukser og med orme i en bøtte.

- Men når fisken får krogen i maven .. ?
- Klovn! Den får den ikke i maven. Den bider på krogen!
- Ok. I munden. Gør det ikke ondt i munden?
- Næ, det er en fisk. Det gør ikke rigtigt ondt på fisk!

Nu handler digtsamlingen ikke om en fisketur. Jeg skal i øvrigt heller ikke anmelde den eller forstå den. Jeg skal læse den og fornøje mig med knud Steffen Nielsen-sprog omsat til digte.

Poul G. Exner skrev blandt andet om digtsamlingen: “for naervaerende vaerk gaelder det at man har chancen for,at opleve det store oejeblik ske for ens laesebrille, hvor man genkender den og netop det man har lyst til at oploeses i for en stund. og de oploesningsstunder er der masser af i ” Det gør ikke rigtig ondt på fisk”, stroeget med rund og varm hånd af Knud Steffen Nielsen.”

Om forfatteren: Knud Steffen Nielsen er født i 1947, har udgivet en lang række digtsamlinger og arbejder desuden som billedkunster.

Digtsamlingen udkom i 2008 på Arena.

This slideshow requires JavaScript.

Dark Shadows

Bowerbirds sings

Gæster

Sølvbyen i Lorry

Den 2. juni i år, vil en af Helsingør-antologiens (Sølvbyen) hovedpersoner gæste Helsingør, sådan helt fysisk, – helst i solskin, så stålet rigtig kan blinke. Det er Havdrengen ‘Han’ jeg skriver om her. ‘Han’ er skabt af kunstnerne Michael Elmgreen og Ingar Dragset. I kølvandet på skulpturen har der været højrøstede debatter, og det har undret de to kunstnere. Men man kan sige, at det er godt. Hvor der er debat er der liv!

I Helsingør-antologien, der udkom november 2011, er jeg en af de femten forfattere, der har bidraget med en novelle om Helsingør By. Jeg beskriver havdrengen Han, som Helsingørs redningsmand. Men det er der nok delte meninger om.

Havdrengen Han og Michael Elmgreen og Ingar Dragset

Her følger et lille uddrag af ‘Han’, som er gået i land ved Helsingør Havn.
Godt hjulpet på vej af William Shakespeare, guides havdrengen rundt i kulissen i Helsingør, hvor Han fx (også) møder Erik af Pommern:

”Mit navn er Erik af Pommern, søn af hertug Vartislav den syvende af Pommern og fostersøn af Margrethe nummer 1. Og du, giv dig til kende!”
Mens Erik af Pommern stiger ned fra hesten, tænker havdrengen så det knager i stålet. Hvad skal han kalde sig? Men så får Han den ide, at han kan blinke med sit øje.
”Hvad laver du knægt? Skal du være fræk? Hvorfor står du der og gør dig til?”
Erik af Pommern er med et blevet tryllebunden af havdrengen. Egentlig ligner de to også hinanden, synes han. Begge er de slanke, og det tyder vel på et prægtigt åndsliv?
”Kan du bestige en hest?”
”Nej.”
”Det skal du lære! Har du været konge af Sverige, Norge og Danmark?”
”Nej.”
”Det skal du prøve! Har du nogensinde kørt din karriere i sænk?”
”Nej.”
”Godt, så er der håb. Men pas på, hvis du som jeg har charme. Fruentimmeret vil til alle tider besnære dig kropsnært. Se nu på mig: Mit skønne legeme og måden jeg næsten ikke berører stigbøjlerne, når jeg springer til hest, det kan de ikke stå for.”