Det er rart at være forbi nytårsforsæt og looking backs. Det er godt at stikke næsen i februar og
lade som om man aldrig har bestilt andet. Nu er der jo ikke så meget at skrive om – i februar. Højst
lidt om hvordan man undgår at brække ben og knække arme mens man går på den glatte vinter.
- Og måske noget om køkkenhygiejne eller varme rødbede-chili-supper.
Happy Valentine giver shokolade den 14/2 og kyndelmisse våde sko og nys. Det sidste er
en hård nyser – og jeg glæder mig for første gang i mange år til at vinter bliver sommer.
Jeg har i øvrigt brugt januar til at tænke lidt over det der med at nedskrive fiaskoer
på hjemmesider. Er det smart? Ikke for at være smart men – er det godt (så), at skrive når man får
afslag fra forlag, ikke bliver anmeldt omtalt eller inviteret ud til oplæsninger?
Jeg ser mig jo ofte omkring på nettet – det er en vane og det er hyggeligt. Der tøver forfattere ikke
med at fortælle hvor hårdt de har det. Der er måske også noget forløsende ved at DELE sin kummer
med andre forfattere – og sådan lidt med distance på nettet (man ser jo sjældent tårer og uldhår
der – kun smukke/sjove profilfotos af smilende individer – fotos taget af gode fotografer, der er
smadder kyndige når der skal bruges Photoshop til fjernelse af eksem).
Bloggen, som kører her, kan da godt rumme en surmule med dertilhørende fuck-finger. Men snøfterier gør mig urolig. Hvis jeg ikke gør som mange af mine kolleger gør – hvad gør jeg så? Det er da for kedeligt blot at poste ignorante opdateringer og kaste kølige links efter læseren?
Bortset fra det så er jeg ikke kun et lykkeligt menneske men jeg er lykkelig. For når jeg skuer ud over februar opdager jeg at måneden blot er 28 dage lang og lønnen – den ryger hurtigt ind på kontoen. Og når jeg ser at søde venner stadig er søde og gode bøger stadig er gode – hvad er der så at pive over?
Jeg har nemlig gang i Lise Rønnebæks novellesamling ‘Godnat’ – og jeg nyder de skæve grufuldheder hun giver. Hvad med ‘Struds’ – novellen, hvor en schweisisk gynækolog finder en grankogle i en dames dame-organ, – eller ‘Bowl’ – novellen, hvor hun er fra Østerbro og han er fra Valby – meget længe. Der er også ‘Kanin’ – novellen med jysk accent og ‘Flowerpower’ hvor Knud ringer fra Vestbirk til Ønskeradioen?
