Kaffen er væk og det har den været i tre uger men den kommer igen!
May 18, 2013Det sagde en flink og smilende boghandler til mig i går, da jeg hæsblæsede ind i Arnold Busck i Købmagergade, Kbh K. Jeg ville nemlig købe min Petterson og drikke en kop kaffe up stairs efter job, men hov, hvad var det? Kaffen var væk og det havde den været i tre uger!
- Vi savner den også, kan du tro! Men der åbner et kaffehus ovenpå igen, vi ved bare ikke hvornår.
Det var kaffen vi i fællesskab savnede, boghandleren og mig, for der er nu ikke noget som kaffe, kage og bøger. Jeg så at der var en god stak af “Jeg nægter”, på den skønlitterære hylde under P. Jeg tænkte; den er da enormt velassorteret, den her AB, det er en fornøjelse! Og så købte jeg min Petterson og fik endnu et smil af boghandleren. Det var lige før, at kaffen var lige meget, jeg mener, når man kan få så megen empati på sådan en travl fredag eftermiddag.
PS: Bogen er (også) god, mere om den senere.
Hvorfor skulle jeg dog gå over åen efter vand?
May 17, 2013
Det er Per Petterson der spørger. Født i Oslo (1952), oversat til en hel masse sprog. “Ud og stjæle heste” gav ham den norske Bokhandlerpris, Kritikerprisen, Independent Foreign Fiction Prize og IMPAC-prisen. I 2009 fik Petterson så Nordisk Råds Litteraturpris for romanen “Jeg forbander tidens flod” (den første roman jeg læste af ham).
I dag udkommer den så endelig. Bogen jeg har ventet på siden den blev udgivet i sit hjemland, altså i Norge (september 2012). Titlen er såmænd “Jeg nægter”.
Bogen handler om to midaldrende mænd der mødes ganske tilfældigt en tidlig morgen på en bro i Oslo. De er gamle venner, men de har ikke set hinanden i 35 år. De hedder henholdsvis Jim og Tommy. Måske er Jim og Tommy vokset fra hinanden? Det kan jo ske, når man intet har delt så længe? Eller måske ville de vokse fra hinanden under alle omstændigheder? Det sker. Så hvis vi ser på Tiden. Hvad gør den? Er det den eller os der bestemmer? Jeg vil glæde mig til romanen, og jeg køber den på spejderære med hånden på hjertet i dag.
Tænk, at få sin egen “lyd”? Petterson har “fået” sin egen lyd, som forfatter. Man taler om at “.. noget kan være meget Pettersonsk“. Men hvad er det der gør Petterson til så eminent en forfatter, at han har fået egen “lyd”? At vi kan genkende sangen? Er det hans uddannelse (han er uddannet bibliotekar). Er det måske, at han har arbejdet som boghandlermedhjælper? Kan det være hans oversætter-virke? Eller at han er litteraturkritiker? Han kommer ikke fra et bogligt hjem. Faren var skovarbejder og moren havde et job på en chokoladefabrik. Til gengæld læste moren en del bøger, så det kan være derfra han har det? Men det kan sagtens handle om noget helt og aldeles andet, som ingen rigtig ved? Det eneste jeg med mit ubehjælpsomme sprog kan skrive er, at for mig virker det han skriver. Jeg rammes både blødt og stygt, og jeg aner ikke lige hvad det er, sådan intellektuelt set.. Måske noget med balancen mellem blåt og rødt i hans følelsesregister. Fremdriften og melankolien. Det mørke, nærmest rungende. Det hvide, nærmest stilhed. Det er som om han skræller alle klicheer af sproget – alt det forlorne, og se hvad der så er tilbage.
Min første Petterson-bog var “Månen over porten” (2010). Jeg kom lidt sent forbi (hans udgivelser), hvilket også betyder, at jeg stadig er rasende bagud med at læse hans bøger. Men jeg havde altså læst om ham i en avis, for et par år siden, hvor han fortalte, at han først og fremmest var en læser (det var netop i forbindelse med udgivelsen af “Månen over porten”). Den tanke betog mig. Her sad en anerkendt forfatter der havde fået priser og alt muligt, og så kaldte han sig “bare” for en læser? Han stiller sig på den anden side af bogen, der hvor læseren er. I de små essays (i bogen), fortæller han om sine forbilleder; Hemingway og Carver, - sidstnævnte synes jeg godt jeg kan fornemme i Pettersons, ikke som plagiat, men som rungende mørke. Det er yderst interessant, men sikkert ikke fremmed (for de læsere, der selv skriver og udgiver bøger), at det er hans læselyst, der formet forfatteren i ham.
Jeg kastede mig altså over “Jeg forbander tidens flod” (2009). Handlingen lyder bred, når jeg siger, at den skildrer relationer mellem mennesker. Mere konkret handler den om Arvid Jansen og forholdet til moren. Jeg burde måske have læst nogle af de andre Arvid-bøger først, fx “Aske i munden, sand i skoen” (Pettersons debut) som er den første Arvid-bog i rækken af fem (Se nederst), men jeg kunne ikke få fat på “Aske i munden..”. Til gengæld lå “Jeg forbander tidens flod” lige for på grund af den der nordiske litteraturpris han fik dengang.. Jeg var selv på mit første år i boghandelen, så jeg kom let til bøger. Jeg har stadig de fire første Arvid-bøger tilbage på læselisten, plus “Ud og stjæle heste” som følger en helt anden skikkelse, nemlig Trond (2004). Det er godt, at tænke på alle de gode bøger der ligger foran en. Så er der mere god litteratur, at forfølge, nu hvor sommeren er over os og ferierne kulminerer.
Den nye bog, “Jeg nægter” handler om drenge og deres venskaber. Alt i alt undersøger Per Petterson de nære menneskelige relationer via litteraturen og det gør han så godt, at vi genkender os selv i det han skriver. Han tager udgangspunkt i sin familie og kredser om de strabadser man møder på sin vej, og jo jo det er der mange forfattere der gør – også norske - men som han selv siger “.. Hvorfor skulle jeg dog gå over åen efter vand?” Næ, det er sandt nok, og hvis han gjorde, mon så han vil være lige så eminent? Noget siger mig, at det tror jeg. Men lad det nu ligge. Vi har jo brug for at læse den her slags fortællinger. Nærværende fortællinger. Vi får så meget fake derude. – Hvad var det nu Søren Vinterberg skrev, dengang han anmeldte (den norske udgave) “Jeg nektar”? Han skrev: “.. Suveræne Petterson skriver ligesom at trække vejret.”
Men nu skal jeg først på job og i gang med dagens forfatterportrætter i webben. Senere tager jeg et smut forbi den store Arnold Busck i Købmagergade, – kan måske lige nå, at købe en kop kaffe “ovenpå” boghandleren, inden jeg trasker ned i den skønlitterære afdeling og køber “Jeg nægter”?
Bøger hvor Arvid Jansen (Pettersons alter ego) er hovedperson (hvis det nu er)
1. Aske i munden, sand i skoen (Arvid er 6 år. Vi befinder os i 50′erne først i 60′erne).
2. Ekkoland (Arvid er 12 år. Vi befinder os i 60′erne).
3. Det er ok med mig ( Vi befinder os i 70′erne)
4. I kølvandet (Vi befinder os i 90′erne)
5. Jeg forbander tidens flod (Vi befinder os i 1989)
Gale kvinder (Locas Mujeres)
May 16, 2013Et lille udrag af et længere digt (Danserinden) fra Gabriela Mistrals digtsamling ‘Gale kvinder’.
Her følger en digters liv i fraktaler:
Oprindelig hed digteren Lucila Godoy de Alcayaga, men hvem husker så langt et navn? Gabriela Mistral er nu også nemmere, at lagre i hukommelsen, især er historien bag pseudonymet en god historie.
Navnet blev i første omgang taget i brug, da Lucila fik sit gennembrud i 1914 med digtene “Los Soetos de la Muerte” (Dødens sonetter) i en digt-konkurrence, og nu kommer det: Man mener, at det er Helligånden der har været på spil, altså Helligåndens budbringer, Gabriel. Dernæst mener man, at middelhavsegnens vilde vind, mistral-vinden, har givet digterinden sit efternavn. Nu hedder hun Gabriela (i stedet for Lucila) Mistral (i stedet for Godoy de Alcayaga).
Digteren kom til verden den 7. april 1889 i Vicuna, Chile. Hun var ganske faderløs. Gabriela underviste børn, da det var på tide, at hun fik et arbejde, og det var det, da hun var 14 år. Hun fik også offentliggjort digte i diverse tidsskrifter, hvem ved, måske sad der en Lars Borum med sit Hvedekorn i Vicuna og fandt de gode digtere? Nå. Hun arbejdede fortrøstningsfuldt videre som pigeskolelærer. Hun blev nærmest berømt for sine pædagogiske tanker og folk udenfor Chiles grænser kendte hende. I 1922 spurgte den mexicanske regering, om hun ville lede et rimeligt ambitiøst undervisningsprogram, efter revolutionen, det ville hun selvfølgelig. Så udkom hendes første digtsamling Desolación (Fortvivlelse) og i 1924 udkom Tenura (Ømhed).
Mistral blev en kendt digter, foredragsholder og digtoplæser. I 1945 fik hun også Nobelprisen. Det var hendes 3. digtsamling, Tala (Skovrydning) – 1938 – der gav gevinst. Her havde Mistral skrevet på indtryk fra den Spanske Borgerkrig. Hun fik et venskab med en anden betydningsfuld digter; Pablo Neruda. De var dog aldrig helt nære venner, dertil var de for forskellige, men de nærede stor respekt for hinandens digteriske færden.
Mistrals 4. digtsamling, Lagar (Vinperse) udkom i 1954. Inden sin død, eller, det meste af sit liv arbejdede hun på et værk, som hun kaldte Poema de Chile (Chiledigt). Det blev aldrig ført til dørs, da digteren gik hen og døde fra det.
Som andre fornemme kvinder i litteraturens historie, er Gabriela Mistral ikke blevet behandlet helt fair. Det var påfaldende, mente man, at hun først meget sent i sin karriere fik litterær anerkendelse, som hun burde have haft meget tidligere. Digteren har dog indhentet anerkendelsen og hun fik da også Chiles fornemmeste litteraturpris i 1951.
Mistrals personlige liv har altid været omgærdet med mystik. Var hun mon til kvinder? Mistral havde en tæt kontakt med en mexicansk diplomat, Palma Guillén. De to levede sammen i en del år og deres venskab holdt lige til det sidste. En anden kvinde, som betød noget for Mistral, var Doris Dana. Aldersforskellen var stor, men forbindelsen kærlig.
Gabriela Mistral fik aldrig børn, men da hun var omkring de 40, adopterede hun en dreng. Han gik under kælenavnet Yin-Yin. I 1943 begik han selvmord, kun 17 år, ingen ved hvorfor, men Mistral sørgede så dybt, at folk omkring hende troede, at hun var ved at blive tosset.
Der går rygter om, at Mistral nærmest var paranoidt bange for dårlig omtale – det var både om hende selv og så digtene. Hvad sker mon, når et menneske, kvinde som mand, har det på den måde? Der sker jo ofte det, at man udstråler ting, der får folk til at snakke, gætte og joke. Hun blev fastlåst i det billede.
Gabriela Mistral var humanist og modstander af enhver form for diktatur. Hun kæmpede kvinder og børns sag. Hun er blev kaldt for-moder (ville have skrevet forfader, men så lige ironien i det, og lod være. Skulle jeg ha skrevet forfader?) for kvindefrigørelsesbevægelsen.
Digteren døde den 10. januar 1957.
Jeg er glad for min digtsamling, “Gale kvinder” af Gabriela Mistral, den udkom primo maj i år. Jeg har langt fra læst det hele. Jeg tager digtene bid for bid. I dag var det så, at jeg helt tilfældigt slog op på Danserinden. Og så fik jeg lyst til at danse meget mere med Gabriela Mistral.
NB: Tak til oversætter Malene Boeck Thorborg, som har leveret en fantastisk indledning (til læsere af ‘Gale kvinder) forrest i digtsamlingen.
Også tak til Helle Thorborg for de fine illustrationer, der følger med.
